København, den 22. april 2008 Fondsbørsmeddelelse nr. 3 2008/09 Årsregnskabsmeddelse for perioden 10. november 2006 - 31. januar 2008 Bestyrelsen i Scandinavian Private Equity A/S (SPEAS) har i dag behandlet og godkendt Selskabets årsrapport. Årsrapporten har følgende hovedpunkter: SPEAS er blevet vel modtaget af attraktive private equity fonde og har siden børsintroduktionen i februar 2007 indgået investeringstilsagn for i alt ca. DKK 786 mio. til fire udvalgte private equity fonde, som efter SPEAS' vurdering er blandt de bedste inden for hver deres segment: EQT V, Industri Kapital 2007, Litorina Kapital III samt Apax Europe VII. Af det samlede tilsagn er DKK 204 mio. dags dato investeret. Managementselskabet Scandinavian Private Equity Partners A/S vurderer i øjeblikket mulige investeringer i flere gode private equity fonde. Sammenholdt med de allerede afgivne investeringstilsagn giver det basis for, at SPEAS hurtigere end forventet kan investere sin kapital fuldt ud via private equity fonde. Ledelsen i SPEAS har pr. 22. april 2008 besluttet at forhøje mertilsagnsmuligheden fra 35% til 60% af egenkapitalen, hvilket giver bedre mulighed for at styre Selskabets likviditet og investeringsniveau. Den yderligere fleksibilitet forbedrer muligheden for at investere størst mulig andel af Selskabets kapital via private equity fonde. Årets nettoresultat blev DKK -84,4 mio., hvilket er lidt bedre en den senest udmeldte forventning om et resultat mellem DKK -93 mio. og DKK -88 mio. Resultatforbedringen skyldes positive værdireguleringer på investeringer via private equity fonde samt, at managementomkostningerne har været lavere end forventet. Placeringen af overskydende likviditet har givet et resultat af finansielle poster på netto DKK 25,2 mio. Dertil kommer et urealiseret tab på DKK 86 mio. på beholdningen af børsnoterede private equity selskaber som følge af uroen på de finansielle markeder. Egenkapitalen udgjorde pr. 31. januar 2007 DKK 889,3 mio. svarende til en indre værdi pr. aktie på DKK 17.769 mod en børskurs pr. 21. april 2008 på DKK 12.600. For regnskabsåret 2008/09 forventes et positivt resultat før skat i niveauet DKK 10-25 mio. Årets resultat vil være afhængigt af udviklingen på de finansielle markeder. Yderligere oplysninger: Ole Mikkelsen, adm. direktør, telefon (+45) 70 25 10 55, mobiltelefon (+45) 30 66 96 30 Med venlig hilsen Scandinavian Private Equity A/S Jens Erik Christensen Ole Mikkelsen Bestyrelsesformand Adm. direktør
Årsregnskabsmeddelelse for perioden 10. november 2006 - 31. januar 2008
| Source: Scandinavian Private Equity