Efter en skærpet gennemgang af kreditengagementer inden for ejendomssektoren forøger bestyrelsen i Fionia Bank forventningerne til årets nedskrivninger fra ca. 70 mio. kr. til mellem 170 og 200 mio. kr. - svarende til 0,7 - 0,8 % af udlån og garantier pr. 31.3.2008. Den forventede forøgelse af nedskrivningerne for 2008 er i forvejen indeholdt i bankens interne risikovurdering, der anvendes som grundlag for beregning af bankens individuelle solvens. Baggrunden for forøgelsen af de forventede nedskrivninger er dels den aktuelle markedsudvikling og dels, at der har vist sig væsentlige uoverensstemmelser mellem de aftalte og faktiske forhold på enkelte, men væsentlige engagementer inden for ejendomsudvikling og pantebrevsfinansiering - forretningsområder, hvor Fionia Bank har en meget lang og positiv tradition. Siden efteråret 2007, hvor den internationale finansielle krise tog fart, har Fionia Bank i væsentlig grad skærpet overvågningen inden for ejendomssektoren, og banken har nu iværksat yderligere tiltag for at sikre den bedst mulige forvaltning af de involverede aktiver. Fionia Banks forretningsområder i øvrigt har siden kvartalsmeddelelsen for 1. kvartal 2008 udviklet sig som forventet. Forventningerne til basisdriften for 2008 fastholdes derfor uændret på 370-400 mio. kr. - før nedskrivninger og resultat af egenbeholdningen. Behold-ningsresultatet vil være påvirket af udviklingen på de finansielle markeder. Bankens halvårsresultat offentliggøres tirsdag den 5. august 2008. Eventuelle spørgsmål bedes rettet til adm. direktør Finn B. Sørensen på telefon 6520 4060.