Fionia Bank tilslutter sig ny statsgarantiordning


Den danske stat har udstedt en 2-årig garanti for alle udlån og simple
fordringer i danske pengeinstitutter, som efter aftale med
pengeinstitutsektoren skal administreres og finansieres af Det Private
Beredskab. 

Fionia Banks bestyrelse har i dag besluttet at bekræfte sit medlemskab af Det
Private Beredskab, således at banken bidrager til og er omfattet af den nye
statsgarantiordning, som løber fra 6. oktober 2008 og to år frem. 

Det forventes, at Fionia Banks andel af den årlige garantiprovision på 7,5 mia.
kr. isoleret set vil andrage 75-100 mio. kr. Hertil kommer en andel af den
samlede garantiramme samt evt. forhøjet garantiprovision, jf. aftalens vilkår
på i alt op til 20 mia. kr. I 2008 forventes Fionia Banks deltagelse i
garantiordningen alt andet lige at påvirke bankens resultat før skat i negativ
retning med 20-25 mio. kr. Til gengæld forventes en positiv virkning af
genskabelsen af den finansielle stabilitet. 

Samtidig med at bekræfte medlemskabet af Det Private Beredskab har bankens
bestyrelse, i tråd med intentionerne i den nye aftale, besluttet, at der ikke
vil blive udloddet udbytte de kommende to år. Det kan oplyses, at Fionia Bank
ikke har haft og ikke har aktieoptionsbaserede ledelsesincitamentsprogrammer. 


Venlig hilsen

Direktionen