FIH Erhvervsbank A/S kvartalsrapport januar-september 2008


NASDAQ OMX Copenhagen A/S		30. oktober 2008                                   
Pressen                                                                         



Selskabsmeddelelse 11-2008 - FIH koncernens kvartalsrapport januar-september    
2008                                                                            

Accceptabelt resultat efter skat på 471 mio. kr.                                
Fortsat tilfredsstillende nettorente- og gebyrindtjening i FIH Koncernen        
Store urealiserede tab på FIHs beholdninger af obligationer                     
Øgede nedskrivninger i FIH Koncernen, men dog fortsat på et rimeligt niveau     
Nedjustering af forventningen til bankens årsresultat til mellem 600 og 700 mio.
kr.                                                                             

Periodens resultat                                                              
Resultat efter skat for de første tre kvartaler af 2008 er på 471 mio. kr.,     
hvilket er 416 mio. kr. lavere end samme periode sidste år. Resultat før skat i 
perioden er på 577 mio. kr., hvilket er 497 mio. kr. lavere end samme periode i 
2007.                                                                           

FIH og situationen i den finansielle sektor                                     
I lyset af den helt særlige situation på de finansielle markeder ønsker FIH at  
fremhæve følgende i forbindelse med aflæggelse af kvartalsresultatet.           

FIH meddelte i en selskabsmeddelelse den 7. oktober, at koncernen tilslutter sig
den aftale, der er indgået mellem den danske stat og Det Private Beredskab om   
statsgaranti for indskud.                                                       

Efter kraftig økonomisk uro på Island blev FIHs moderselskab, Kaupthing Bank,   
den 9. oktober 2008 sat under administration af den islandske stat. Det må      
påregnes, at ejerforholdet af FIH vil skifte indenfor de næste måneder. FIH har 
i den forbindelse besluttet at få foretaget fuld revision af nærværende         
kvartalsregnskab.                                                               

På trods af den internationale uro og den for banker svære likviditetssituation 
er FIH kommet igennem krisen uden problemer. Tilslutningen til                  
statsgarantiordningen betyder, at FIH forventer en god likviditetssituation     
fremover.                                                                       

FIH er ”ring fenced” i forhold til moderselskabet og opererer som dansk bank    
under dansk tilsyn. FIH har ingen eksponering mod islandske finansielle         
institutioner eller mod andre islandske erhvervsvirksomheder, og er således helt
risikomæssigt uafhængig af Island.                                              

FIHs eksponering mod ejendomssektoren er på 26 procent ultimo september 2008.   
Herudover udgør 9 procent af udlåns- og garantibalancen eksponeringer mod       
ejendomme i mellemstore danske virksomheder, hvor ejendommene indgår som en del 
af virksomhedens almindelige drift. FIH har også på ejendomsområdet videreført  
sin konservative udlånspolitik og forventer ikke betydelige tab inden for dette 
segment. For en uddybning af eksponeringen mod ejendomssektoren henvises til    
side 10.                                                                        

Aktiviteter                                                                     
Indtjeningen fra nettorenter er fortsat ganske tilfredsstillende. FIH har       
justeret udlånsrenterne i takt med de stigende fundingomkostninger.             
Udlånssaldoen inkl. investeringsejendomme er fortsat på et tilfredsstillende    
niveau og udgør 75 mia. kr. ved udgangen af tredje kvartal.                     

FIHs indtjening er dog påvirket af uroen på de finansielle markeder. De deraf   
følgende rentestigninger påvirker FIHs egne investeringer og medfører kurstab på
kursspændet mellem beholdningen af obligationer og de benyttede                 
afdækningsinstrumenter, og dermed påvirkes de finansielle poster negativt.      
Hovedparten af kurstabene på beholdningerne er indtil videre urealiserede.      

Perioden har budt på øgede nedskrivninger i forhold til tidligere, men          
nedskrivningerne er fortsat beskedne i forhold til den samlede udlånssaldo.     

Ved udgangen af september måned 2008 har FIH udnyttet i alt 11,2 mia. kr. af den
kreditfacilitet på 15 mia. kr., som blev aftalt med ATP i forbindelse med       
etableringen af FIH Kapital Bank i første kvartal af 2007. Etableringen af FIH  
Kapital Bank giver FIH stor fleksibilitet i likviditetsdisponeringen og viser   
sig fortsat at være gunstig set i lyset af udviklingen på de finansielle        
markeder.                                                                       

FIH åbnede den 1. april i år en ny netbank specialiseret i indlån fra private - 
FIH Netbank Privat. Efter at have været i drift i et halvt år har FIH opnået    
indlån fra private på 1.323 mio. kr., hvilket anses som tilfredsstillende. FIH  
forventer fortsat vækst i dette kundesegment.                                   

Netto rente- og gebyrindtægter                                                  
Netto rente- og gebyrindtægter udgør i perioden 1.155,0 mio. kr., eller         
11 procent mere end i samme periode 2007.                                       

Renteindtægter af udlån og andre tilgodehavender er steget med 20 procent til   
3.584,5 mio. kr. Det højere niveau kan primært henføres til en højere           
gennemsnitlig rente på udlånsporteføljen.                                       

Renter af obligationer udgør 764,8 mio. kr. mod 572,1 mio. kr. i samme periode  
af 2007. De højere renteindtægter fra obligationer skyldes primært en højere    
obligationsbeholdning end i samme periode i 2007.                               

Renter af afledte finansielle instrumenter, der primært er renteindtægter og    
renteudgifter på swaps, udgør 23,7 mio. kr. mod 25,5 mio. kr. i de første tre   
kvartaler af 2007. FIH benytter swaps til afdækning af renterisici i den        
generelle styring af renterisiko samt til handel med kunder.                    

Renteindtægterne i alt er steget med 571,9 mio. kr. til 4.525,7 mio. kr. i      
forhold til samme periode i 2007.                                               

Renteudgifter i alt er steget med 418,8 mio. kr. til 3.555,3 mio. kr. i forhold 
til samme periode i 2007.                                                       

Gebyrer og provisionsindtægter er faldet med 53,9 mio. kr. til i alt 203,8 mio. 
kr. i forhold til samme periode sidste år. Faldet skyldes især fald i           
gebyrindtjeningen i Capital Markets og i Investment Banking.                    

Kursreguleringer                                                                
Kursreguleringer i alt udgør -35,8 mio. kr. mod 473,5 mio. kr. i samme periode  
af 2007.                                                                        

Kursregulering af realkreditudlån udgør -15,9 mio. kr. og modsvares af en       
tilsvarende indtægt under kursregulering af udstedte realkreditobligationer.    
Kursregulering af udlån mv. er i perioden på 31,8 mio. kr. og vedrører udlån,   
der er hedgede med finansielle instrumenter. Kursregulering af obligationer     
udgør -234,1 mio. kr. mod -172,6 mio. kr. i samme periode 2007. Aktier er       
kursreguleret med 61,1 mio. kr. mod 508,0 mio. kr. i de tre første kvartaler af 
2007, mens kursregulering af valuta udgør 35,0 mio. kr. mod 7,2 mio. kr. i samme
periode i 2007.                                                                 

Investeringsejendomme (operationel leasing) er dagsværdireguleret med -16,9 mio.
kr., hvilket beløbsmæssigt stort set svarer til afdragsdelen på leasingydelsen, 
som indtægtsføres under posten ”Andre driftsindtægter”. Kursregulering af       
afledte finansielle instrumenter udgør 125,2 mio. kr. Udstedte obligationer     
omhandler såvel udstedte realkreditobligationer som udstedte obligationer, der  
er hedgede med finansielle instrumenter. Kursreguleringen udgør 48,0 mio. kr.   

Afkastet på bankens beholdning af aktier har i de første tre kvartaler af 2008  
været pænt. Kursreguleringen på aktier fremgår af tabellen nedenfor.            

Andre driftsindtægter                                                           
Andre driftsindtægter udgør 70,0 mio. kr. mod 63,6 mio. kr. i samme periode af  
2007.                                                                           

Omkostninger                                                                    
Omkostningerne er steget med 50,5 mio. kr. til 573,6 mio. kr. Det gennemsnitlige
antal medarbejdere udgør 388,6 mod 325,3 i samme periode af 2007.               

Tab og nedskrivninger                                                           
Nye nedskrivninger udgør i de første tre kvartaler af 2008 126,5 mio. kr. mod   
99,4 mio. kr. i samme periode af 2007. I de tre første kvartaler af 2008 er der 
tilbageført 53,0 mio. kr. af tidligere års nedskrivninger, hvilket er 39,0 mio. 
kr. mindre end i samme periode i 2007. Herudover er der indgået 2,8 mio. kr. på 
tidligere afskrevne fordringer, og derved bliver nettonedskrivningen på 70,7    
mio. kr.                                                                        

Årets konstaterede tab er 10,9 mio. kr. mod 8,8 mio.kr. is amme periode i 2007. 

Balance                                                                         
Det samlede udlån inkl. investeringsejendomme er faldet med 1.046 mio. kr.      
svarende til 1,4 procent siden årets begyndelse og udgør i alt 75.099 mio. kr.  

Obligationsbeholdningen udgør 24.756 mio. kr. mod 13.639 mio. kr. ultimo 2007.  

Beholdningen af aktier og kapitalandele i associerede virksomheder udgør 1.293  
mio. kr. mod 1.016 mio. kr. ultimo 2007.                                        

Udstedte obligationer beløber sig samlet til 37.184 mio. kr. mod 53.632 mio. kr.
ultimo 2007.                                                                    

Egenkapital og solvens                                                          
Koncernens egenkapital udgør ultimo september 8,1 mia. kr. inklusiv periodens   
overskud, hvortil kan lægges 2,9 mia. kr. i efterstillede kapitalindskud. Dermed
udgør bankens samlede kapital 11,0 mia. kr.                                     

Koncernens samlede solvens er ultimo september 2008 12,1 procent, og            
kernekapitalprocenten udgør 9,1 procent. Solvensen for 2008 er beregnet efter   
standardmetoden under de nye Basel II-regler og er dermed ikke direkte          
sammenlignelige med historiske solvenstal.                                      

Ultimo 2007 var de tilsvarende tal henholdsvis 11,5 procent og 8,4 procent.     

Basel II                                                                        
FIH Erhvervsbank rapporterer solvensprocenter for kreditrisici i                
overensstemmelse med Bekendtgørelse om Kapitaldæknings Standardmetode under     
Søjle I. For markedsrisici anvendes ligeledes Standardmetoden og for            
operationelle risici anvendes reglerne under Standardindikatormetoden.          
Metodeanvendelsen er uændret i forhold til første halvår af 2008. Endvidere     
parallelrapporteres solvensprocenter ved anvendelse af den interne rating       
baserede metode (grundlæggende) for kreditrisici til Finanstilsynet.            

Kreditrisiko                                                                    
For alle engagementer foretages der minimum en gang årligt en gennemgang af de  
enkelte engagementer. Gennemgangen omfatter blandt andet en gennemgang af nye   
økonomiske oplysninger samt opdatering af rating.                               

Overvågningen af kreditengagementer sker centralt på baggrund af FIHs           
kreditsystem, som indeholder alle væsentlige oplysninger om engagementsstørrelse
og udnyttelse, sikkerhed samt anslået realisationsværdi m.v.                    

Udlånsporteføljens omfang, spredning og bonitet overvåges løbende af afdelingen 
Risk & Legal, der løbende rapporterer til direktionen og periodisk til          
bestyrelsen.                                                                    

Sammen med den individuelle kreditvurdering af kunden benyttes ratingmodeller.  
Finansielle institutioner rates i separat model, mens erhvervskunder som den    
største gruppe af porteføljen rates i Ratingmodel Corporate. Ratingmodel        
Corporates ratingskala går fra 0 til 12, hvor 12 er bedst, og modellen beregner 
også en individuel sandsynlighed for, at kunden i løbet af de kommende 12       
måneder ikke vil være i stand til at opfylde sine forpligtelser over for FIH.   

Offentlige institutioner og lignende tildeles som udgangspunkt rating 13 med en 
defaultsandsynlighed på 0 %.                                                    

Erhvervsporteføljen har nedenstående fordeling på ratingskalaen. Rating D er    
kunder i default.                                                               

Rating 7-13 svarer til investment grade, som det kendes hos ratingbureauerne,   
mens rating 4-6 ligger under investment grade, dog repræsenterende en acceptabel
kreditbonitet. Rating 1-3 indeholder kunder med forøget risiko svarende til     
single B segmentet hos ratingbureauerne. Disse kundeforhold følges på tætteste  
hold. Rating 0 indeholder de svageste og mest risikofyldte kunder svarende til  
ratingbureauernes C segment. Boniteten af udlånsporteføljen har udvist en       
tilfredsstillende stabil udvikling på trods af stigende pres i enkelte sektorer.

Eksponering i ejendomssektoren                                                  
FIHs eksponering til ejendomssektoren er på 26 procent. Heraf udgør:            

7 procent er eksponering mod boligudlejningsejendomme. Det drejer sig som       
hovedregel om lån sikret med 1. prioritetspant med loan to value, typisk        
begrænset til 80 procent dog i særlige tilfælde op til 90 procent, afhængig af  
blandt andet debitors bonitet og supplerende sikkerhed. Hovedparten af          
ejendommene er beliggende i Berlin og Hamburg.                                  

17 procent er eksponering mod egentlige investeringsejendomme inkl. blandede    
ejendomme. Som hovedregel er der tale om lån med 1. prioritetspant med loan to  
value på typisk maksimalt 75 procent dog i særlige tilfælde op til 85 procent   
afhængig af ejendommens genudlejningsmulighed og værdistabilitet, lejers og     
debitors bonitet, lejekontraktens længde samt supplerende sikkerhed. To         
tredjedele af ejendommene er beliggende i Danmark, mens de øvrige især er       
placeret i Tyskland og Sverige.                                                 

2 procent er eksponering mod især ejendomsadministration og i begrænset omfang  
køb og salg af egen fast ejendom.                                               
Herudover udgør 9 procent eksponeringer mod mellemstore danske virksomheder     
inden for primært handel og produktion. Der er som hovedregel tale om lån sikret
med 1. prioritetspant i virksomhedernes ejendomme og driftsmidler, hvor         
ejendommen indgår i virksomhedens almindelige drift, men af tekniske årsager er 
placeret i selvstændigt ejendomsselskab.                                        

Udviklingen på bygge- og anlægsområdet følger normalt udviklingen i             
ejendomssektoren. Bygge- og anlægsvirksomheder udgør kun 2 procent af FIHs      
samlede udlåns- og garantibalance. Der er tale om ganske få danske virksomheder.

FIH Erhvervsbanks kreditprocedurer og politikker på området vurderes at være    
solide. Det er en fast del af dokumentationen i de enkelte sager, at der        
foretages vurdering af debitors bonitet og evner inden for branchen, ligesom der
foretages vurdering af sammenhængen i den enkelte ejendom og/eller portefølje   
såvel likviditets- som rentabilitetsmæssigt, samt af ejendommens                
genudlejningsmulighed og værdistabilitet.                                       

Markedsrisiko                                                                   
Markedsrisiko er risikoen for tab, fordi markedsværdien af bankens aktiver og   
passiver og ikke balanceførte forretninger ændrer sig på grund af ændringer i   
markedsforholdene. Under markedsrisiko hører rente-, valuta- og aktierisiko.    
Markedsrisikoen på bankens samlede balance (herunder markedsrisikoen uden for   
handelsbeholdningen), opgjort som Value at Risk på rente-, valuta- og           
aktierisici, er ultimo september 2008 16 mio. kr.                               

Med Value at Risk tages en porteføljebetragtning ved opgørelsen af markedsrisici
på finansielle aktiver. Dette indebærer, at der ved opgørelsen af aktivernes    
risici udover standardafvigelsen også tages højde for aktivernes indbyrdes      
korrelationer. Med Value at Risk er det således muligt at sammenfatte den       
samlede risiko for bankens balance i ét tal udtrykt i kroner. Value at Risk     
opgøres i FIH med 99 % sandsynlighed på 1 dags basis. Hermed forstås, at FIH med
99 % sandsynlighed en given dag ikke kan forvente at tabe mere end det, som     
Value at Risk-tal modellen har regnet sig frem til.                             

Funding & Likviditet                                                            
Den likviditetsbeholdning på 20 mia. kr., FIH havde ved indgangen af kvartalet, 
har vist sig at være af uvurderlig betydning i det forløbne kvartal. De seneste 
tre måneder har finanskrisen nået et niveau, hvor normal fundingaktivitet er    
stoppet. I denne situation har FIH brugt af likviditetsreserven og uudnyttede   
tilsagte kreditfaciliteter for at kunne finansiere bankens normale              
udlånsaktivitet.                                                                

FIHs deltagelse i Det Private Beredskab betyder, at al FIH senior gæld og indlån
i praksis er statsgaranteret frem til 30. september 2010. Det giver FIH et godt 
udgangspunkt for at fortsætte de seneste års strategi om diversificering af FIH 
finansieringskilder ved at brede funding ud på flere markeder, gældsinstrumenter
og investorgrupper.                                                             

FIH har ikke gjort brug af sit EMTN program i år. I stedet har FIH finansieret  
sig med andre instrumenter på det internationale kapitalmarked såsom private    
placeringer, bilaterale lån og tilsagte lånefaciliteter. Denne politik vil blive
tilrettet under hensyn til den nye situation. Særligt fokus vil blive lagt på at
udbrede indlånsbasen.                                                           

Egenkapitalforrentning                                                          
Ultimo september 2008 er egenkapitalforrentningen før skat 9,7 procent p.a. mod 
20,2 procent p.a. ultimo september 2007. Forrentningen efter skat er 7,9 procent
p.a. ultimo september 2008 mod 16,6 procent p.a. ultimo september 2007.         

Øvrigt                                                                          
Som nævnt ovenfor er der foretaget revision af kvartalsrapporten.               

Der foreligger ingen særlige usikkerheder, som har påvirket indregning og måling
i kvartalsrapporten. Efter balancedagens afslutning har FIH besluttet at        
indtræde i statsgarantiordningen. FIH-koncernens forpligtelse til ordningen     
forventes at udgøre ca. 632,6 mio. kr. over to år. Hertil kan komme yderligere  
forpligtelser, såfremt betaling af selvrisiko til ordningen bliver aktuel, og   
såfremt garantiprovisionen i ordningen øges. Samlet forventes FIH-koncernens    
forpligtelser til ordningen ikke at kunne komme til at overstige 1,5 mia. kr. i 
de to år ordningen løber.                                                       

Forventningerne til FIHs resultat for hele 2008                                 
Indtjeningen i bankens nettorenteindtægter udvikler sig fortsat                 
tilfredsstillende. Dog påvirkes FIH koncernen af den globale finanskrise, og der
er store urealiserede tab på bankens egen beholdning af obligationer og         
instrumenter, ligesom nedskrivningerne er øget.                                 

På denne baggrund nedjusteres forventningerne til resultatet for 2008 til 600   
til 700 mio. kr. under forudsætning af uændrede spænd mellem obligationsrente og
swaprente i forhold til udgangen af 3. kvartal. Den hidtidige udmelding har     
været et resultat på 800 mio. kr. til 1.000 mio. kr.                            

København den 30. oktober 2008 kl. 8.40.                                        

På bestyrelsens vegne                                                           

Hans Skov Christensen                                                           
Formand                                                                         

For yderligere information kontakt venligst                                     
Adm. direktør Lars Johansen, telefon +45 7222 5000                              

Ledelsespåtegning                                                               

Vi har dags dato aflagt delårsrapport for perioden 1. januar - 30. september    
2008 for FIH Erhvervsbank A/S.                                                  

Kvartalsrapporten er aflagt i overensstemmelse med IAS 34, Præsentation af      
delårsrapporter for så vidt angår koncerndelårsregnskabet, bekendtgørelsen for  
finansielle virksomheder for så vidt angår moderselskabets delårsregnskab, samt 
yderligere danske oplysningskrav til delårsrapporter for børsnoterede           
pengeinstitutter.                                                               

Vi anser den valgte regnskabspraksis for hensigtsmæssig, således at             
kvartalsrapporten giver et retvisende billede af koncernens og moderselskabets  
aktiver, passiver og finansielle stilling pr. 30. september 2008 samt af        
resultatet af koncernens og moderselskabets aktiviteter og koncernens           
pengestrømme for perioden 1. januar - 30. september 2008.                       


København, den 30. oktober 2008                                                 

DIREKTION                                                                       

Lars Johansen                 Henrik Sjøgreen                                   
Adm. direktør                   Direktør                                        

BESTYRELSE                                                                      


Hans Skov Christensen    Sigurdur Einarsson                                     
(formand)                          (næstformand)                                


Per Erlandsen Brun     Jørgen Bruun-Toft      Hans Ejvind Hansen      Randi Holm
Franke                                                                          


Hreidar Már Sigurdsson     Svend-Aage Nielsen     Jørgen Vorsholt               


DE UAFHÆNGIGE REVISORERS PÅTEGNING                                              
Til aktionærerne i FIH Erhvervsbank A/S                                         
Vi har revideret delårsrapporten for perioden 1. januar - 30. september 2008    
omfattende ledelsespåtegning, ledelsesberetning, anvendt regnskabspraksis,      
resultatopgørelse, balance, egenkapitalopgørelse, pengestrømsopgørelse og noter.
Delårsrapporten aflægges efter IAS 34, og delårsrapporten for moderselskabet    
aflægges efter lov om finansiel virksomhed. Delårsrapporten aflægges herudover i
overensstemmelse med yderligere danske oplysningskrav til delårsrapporter for   
finansielle selskaber med børsnoterede gældsinstrumenter. Revisionen har ikke   
omfattet de i delårsrapporten indeholdte sammenligningstal for 1.-3. kvartal    
2007.                                                                           
Ledelsens ansvar for delårsrapporten                                            
Ledelsen har ansvaret for at udarbejde og aflægge en delårsrapport, der giver et
retvisende billede i overensstemmelse med IAS 34 for så vidt angår              
koncernregnskabet og lov om finansiel virksomhed for så vidt angår              
delårsrapporten for moderselskabet samt yderligere danske oplysningskrav til    
delårsrapporter for finansielle selskaber med børsnoterede gældsinstrumenter.   
Dette ansvar omfatter udformning, implementering og opretholdelse af interne    
kontroller, der er relevante for at udarbejde og aflægge en delårsrapport, der  
giver et retvisende billede uden væsentlig fejlinformation, uanset om           
fejlinformationen skyldes besvigelser eller fejl, samt valg og anvendelse af en 
hensigtsmæssig regnskabspraksis og udøvelse af regnskabsmæssige skøn, som er    
rimelige efter omstændighederne.                                                
Revisors ansvar og den udførte revision                                         
Vores ansvar er at udtrykke en konklusion om delårsrapporten på grundlag af     
vores revision. Vi har udført vores revision i overensstemmelse med danske og   
internationale revisionsstandarder. Disse standarder kræver, at vi lever op til 
etiske krav samt planlægger og udfører revisionen med henblik på at opnå høj    
grad af sikkerhed for, at årsrapporten ikke indeholder væsentlig                
fejlinformation.                                                                
En revision omfatter handlinger for at opnå revisionsbevis for de beløb og      
oplysninger, der er anført i delårsrapporten. De valgte handlinger afhænger af  
revisors vurdering, herunder vurderingen af risikoen for væsentlig              
fejlinformation i delårsrapporten, uanset om fejlinformationen skyldes          
besvigelser eller fejl. Ved risikovurderingen overvejer revisor interne         
kontroller, der er relevante for virksomhedens udarbejdelse og aflæggelse af en 
delårsrapport, der giver et retvisende billede, med henblik på at udforme       
revisionshandlinger, der er passende efter omstændighederne, men ikke med det   
formål at udtrykke en konklusion om effektiviteten af virksomhedens interne     
kontrol. En revision omfatter endvidere stillingtagen til, om den af ledelsen   
anvendte regnskabspraksis er passende, om de af ledelsen udøvede                
regnskabsmæssige skøn er rimelige samt en vurdering af den samlede præsentation 
af delårsrapporten.                                                             
Det er vores opfattelse, at det opnåede revisionsbevis er tilstrækkeligt og     
egnet som grundlag for vores konklusion.                                        
Revisionen har ikke givet anledning til forbehold.                              
Konklusion                                                                      
Det er vores opfattelse, at delårsrapporten giver et retvisende billede af      
koncernens aktiver, pas­siver og finansielle stilling pr. 30. september 2008    
samt af resultatet af koncernens aktiviteter og pengestrømme for perioden 1.    
januar - 30. september 2008 i overensstemmelse med IAS 34 og yderligere danske  
oplysningskrav til delårsrapporter for finansielle selskaber med børsnoterede   
gældsinstrumenter.                                                              
Det er endvidere vores opfattelse, at delårsrapporten giver et retvisende       
billede af moderselskabets aktiver, passiver og finansielle stilling pr. 30.    
september 2008 samt af resultatet af moderselskabets aktiviteter for perioden 1.
januar - 30. september 2008 i overensstemmelse med lov om finansiel virksomhed  
og yderligere danske oplysningskrav til delårsrapporter for finansielle         
selskaber med børsnoterede gældsinstrumenter.                                   

København, den 30. oktober 2008                                                 

Deloitte                                                                        
Statsautoriseret Revisionsaktieselskab                                          


Anders O. Gjelstrup        Jens Ringbæk                                         
statsautoriseret revisor    statsautoriseret revisor                            



Den fuldstændige selskabsmeddelelse med grafer og tabeller fremgår af vedlagte  
pdf fil og kan downloades fra www.fih.dk

Attachments

11-2008_dk_selskabsmeddelelse_vfinal.pdf