First North meddelelse nr. 19, 2008 København d. 16. december, 2008 Aresa forventer ikke at kunne gennemføre kapitalrejsningen primo 2009. Såfremt selskabet ikke inden nytår opnår de nødvendige forhåndstilsagn, vil selskabets nye forretningsplan ikke kunne iværksættes. I så fald vil bestyrelsen sætte alle aktiviteter på vågeblus og på generalforsamlingen fremlægge mulige alternativer for fremadrettet drift eller eventuel solvent likvidation. Bestyrelsesformand, Ole Andersen udtaler: ” Det er ærgerligt, at det nuværende finansmarked bremser os i minerydningsprojekter som udover at have en stor værdi i de berørte lokalsamfund også kunne være en sund forretning for Aresa”. På den ekstraordinære generalforsamling i september, blev bestyrelsen bemyndiget til at undersøge mulighederne for at opbygge en kommerciel aktivitet baseret på mineret jord med fokus på Balkan. Forretningsplanen bygger på en kombination af indtægter fra afgrødedyrkning og salg af jord, som er blevet ryddet for landminer på konventionel vis. Planen kræver en kapitaltilførsel i niveauet 25 mio. kr. Efter grundige analyser bistået af bl.a. landbrugseksperter, byplanlæggere, ejendomsmæglere og erhvervsrådgivere, finder bestyrelsen det godtgjort , at der vil kunne opnås et årligt afkast i niveauet 15-20% mod en relativ lav risiko. Selv om planen matcher forventningerne til afkast og risiko har det indtil videre ikke været muligt at opnå de nødvendige forhåndstilsagn til en kapitaludvidelse som skal sikre planens gennemførelse. Bestyrelsen finder at med de nuværende markedsforhold, er det nødvendigt med forhåndstilsagn på et rimeligt niveau, før selskabet påbegynder en omkostningskrævende emissionsproces. Bestyrelsen forventer derfor at fremrykke afholdelsen af den ordinære generalforsamling, hvor der skal træffes beslutning om selskabets videre drift eller en solvent likvidation. Selskabet har siden den ekstraordinære generalforsamling arbejdet videre på at øge værdien af RedDetect® patentet parallelt med nedlukningen af de bioteknologiske aktiviteter. Den potentielle værdi i patentet ligger i anvendelserne inden for planteforædling. Der er i de sidste måneder opnået en række signifikante resultater inden for udviklingen af RedDetect® (landmineplanten), der underbygger de tidligere formodninger om, at det vil være muligt at kunne dokumentere teknologiens anvendelighed indenfor et par år. Resultaterne omfatter blandt andet, at: • der er indikationer på, hvilken promotor, der forårsager rødfarvning • der er udviklet en ny metode til screening af positive planter • det er lykkedes at klone det gen, der kan øge frøspiringen • det er også lykkedes at klone det gen, der øger farveproduktionen i større dele af plantens væv • antallet af positive plantelinier er mere end tredoblet i forhold til antallet af planter, der blev udsået i Serbien i august. Bestyrelsen har tiltrådt, at der etableres et samarbejde med Københavns Universitet. Samarbejdet består i, at Københavns Universitet vil fortsætte udviklingen af RedDetect® hen imod et salgbart produkt mod at selskabet får andel i en eventuel fremtidige indtjening. Selskabet vil endvidere fremadrettet knytte CSO og forskningsdirektør Carsten Meier til arbejdet med patentrettighederne gennem en konsulentaftale. Carsten Meier fratræder sin stilling i Aresa med udgangen af marts måned 2008. Yderligere informationer kan fås ved henvendelse til Steen Thaarup Adm. direktør Tlf.: 7022 7747 Mobil: 4077 8695 E-mail: st@aresa.dk Selskabets godkendte rådgiver er Dahl-Sørensen & Partners A/S, Allan Reimann, tlf.: 3364 9205. Om Aresa Aresa er oprindeligt en plantebiotek virksomhed stiftet i 2001 med udspring fra Københavns Universitet. Aresa ønsker at fokusere på udvikling af mineinficeret jord til produktiv anvendelse. Aresa blev i 2006 optaget til handel på Nasdaq/OMX-First North. Aresa har kontorer i forskerparken, Symbion Science Park, i København og i to datterselskaber i hhv Kroatien og Serbien.