Foreningen Fast Ejendom, Dansk Ejendomsportefølje f.m.b.a. har d.d. afholdt ekstraordinær generalforsamling med følgende dagsorden: 1. Valg af dirigent 2. Forslag fra bestyrelsen om bemyndigelse til suspension af indløsningsadgang samt ændring af Foreningens vedtægter 3. Eventuelt Ad 1. Valg af dirigent Bestyrelsen havde udpeget advokat Henrik Thal Jantzen, Kromann Reumert, København, til dirigent, jf. vedtægternes pkt. 11, stk. 7. Dirigenten konstaterede med generalforsamlingens tilslutning, at generalforsamlingen var lovligt indkaldt og beslutningsdygtig i henhold til vedtægterne, samt at dagsordenen havde været tilgængelig på foreningens Website og fremlagt på foreningens kontor de seneste otte dage før generalforsamlingen. Der var ved generalforsamlingen i alt repræsenteret 1.057.571 stemmer. Ad 2. Forslag fra bestyrelsen om bemyndigelse til suspension af indløsningsadgang samt ændring af Foreningens vedtægter Bestyrelsen havde stillet følgende forslag: "Det foreslås, at bestyrelsen bemyndiges til, efter eget valg, at forlænge den igangsatte suspension af indløsningsadgangen, jf. vedtægternes pkt. 10.4, frem til den ordinære generalforsamling i 2011 eller et sådan tidligere tidspunkt, som bestyrelsen måtte beslutte." Endvidere havde bestyrelsen foreslået, at vedtægternes pkt. 9, stk. 3, ændres således, at det fradrag, der kan foretages i forbindelse med indløsning forhøjes fra 5 % til 15 %. Vedtægternes pkt. 9, stk. 3, 1. punktum vil herefter lyde: "9.3 Bestyrelsen er berettiget til at fradrage et beløb på maksimalt 15 % i forbindelse med opgørelsen af foreningens indre værdi, når indløsningsprisen skal fastlægges. Den af foreningen opgjorte indløsningspris offentliggøres via Københavns Fondsbørs." Bestyrelsen ønskede begge forslag bragt til afstemning samtidig. Inden forslagene blev bragt til afstemning gjorde dirigenten opmærksom på, at vedtagelse af forslaget ville kræve særlig majoritet, jf. vedtægternes pkt. 15.1. Forslaget blev vedtaget med mere end 2/3 af de afgivne stemmer på Foreningens ordinære generalforsamling den 29. april 2009. Da der imidlertid ikke var 2/3 af foreningens samlede foreningsbeviser repræsenteret på den ordinære generalforsamling, havde bestyrelsen indkaldt til ekstraordinære generalforsamling, hvor forslaget kunne vedtages med 2/3 af de afgivne stemmer, uanset antal repræsenterede foreningsbeviser, jf. vedtægternes pkt. 15.2. Herefter bragte dirigenten forslagene til afstemning samtidig. Afstemningen gav følgende resultat: 1.057.571 stemte for, mens der var ingen der stemte imod eller undlod at stemme. Dirigenten konstaterede, at forslaget var vedtaget med det kvalificerede flertal, der var påkrævet. - 000 - Generalforsamlingen bemyndigede dirigenten til at foretage de ændringer i vedtægterne, som er påkrævede eller som dirigenten finder hensigtsmæssige som i konsekvens af den trufne beslutning. Ad 3. Eventuelt Der forelå ikke yderligere til behandling. Dirigenten konstaterede herefter, at dagsordenen var udtømt, og at samtlige af de af bestyrelsen fremsatte forslag var blevet vedtaget. Generalforsamlingen blev herefter hævet. Med venlig hilsen Niels Roth Bestyrelsesformand For yderligere oplysninger venligst kontakt: bestyrelsesformand Niels Roth, 40 11 02 11, eller direktør Lars Frederiksen, 70 27 17 80
afholdt den 4. juni 2009
| Source: Fast Ejendom, Dansk Ejendomsportefølje