FIH Erhvervsbank A/S halvårsrapport januar-juni 2009


NASDAQ OMX Copenhagen A/S
Pressen


6. august 2009


Selskabsmeddelelse 15/2009 - FIH koncernens halvårsrapport januar-juni 2009

- Resultatet for andet kvartal er på 6 mio. kr. hvilket er en fremgang på 303
mio. kr. i forhold til første kvartal 
- Nettorente- og gebyrindtægterne er steget fra 278 mio. kr. i første kvartal
til 399 mio. kr. i andet kvartal 
- Halvårets resultat efter skat er på -291 mio. kr., hvilket anses for
utilfredsstillende 
- Høje nedskrivninger på 832 mio. kr. (heraf hensættelse på 107 mio. kr. under
Bankpakke I). Omkostninger i forbindelse med Det Private Beredskab på i alt 266
mio. kr. i første halvår 
- Forstærket kapitalgrundlag som følge af optagelse af hybrid kernekapital på
1,9 mia. kr. fra staten og en solvens på 13,8 procent 
- Fortsat stærk likviditet på 28,2 mia. kr. Herudover har FIH modtaget
garantitilsagn fra Finansiel Stabilitet A/S med en ramme på 50 mia. kr. 

- FIH fastholder forventningerne til årets resultat i niveauet 100 mio. kr.
efter skat 


Ledelsesberetning

Periodens resultat
Resultat for andet kvartal af 2009 er på 6 mio. kr., hvilket er en klar
forbedring af resultatet for første kvartal på -297 mio. kr. Overordnet er
udviklingen i indtjeningen for andet kvartal tilfredsstillende, og resultatet
begynder samtidig at afspejle de initiativer FIH har taget for at imødegå den
nuværende økonomiske recession. 

Det forbedrede resultat fremkommer bl.a. af, at nettorenteindtægterne i andet
kvartal er steget med 120 mio. kr. til 369 mio. kr., og som følge af FIHs
restrukturering i januar er udgifter til personale faldet med 34 mio. kr. i
forhold til første kvartal (efter korrektion af engangsomkostninger i
forbindelse med restruktureringen). Der er i andet kvartal også konstateret et
mindre behov for nedskrivninger, som falder med 66 mio. kr. De samlede
omkostninger til Det Private Beredskab er på 130 mio. kr. i andet kvartal
sammenlignet med 136 mio. kr. i første kvartal. 

Resultatet for andet kvartal er i lighed med første kvartal delvist præget af
den tidsmæssige forskel mellem rentefastsættelsen på indlån og udlån.
Baggrunden er, at det høje renteniveau ved udgangen af 2008 tiltrak en række
indlån med en høj nominel rente. Denne indlånsmasse er især udløbet i
slutningen af andet kvartal og erstattet af en mindre omkostningstung funding.
I løbet af andet kvartal har FIH yderligere forøget rentemarginalerne overfor
kunderne, og det begynder at afspejle sig i indtjeningen. Banken forventer, at
det yderligere vil påvirke resultatet positivt i andet halvår af 2009. 

FIH koncernens resultat efter skat er i første halvår af 2009 på -291 mio. kr.,
hvilket er 652 mio. kr. lavere end i første halvår af 2008. 

Resultatet for første halvår er præget af høje nedskrivninger, herunder øgede
nedskrivninger i forbindelse med Det Private Beredskab. Omkostningerne til Det
Private Beredskab beløber sig i første halvår til i alt 266 mio. kr., hvoraf
159 mio. kr. vedrører garantiprovisionen, mens der er hensat 107 mio. kr. til
tab. Herudover er periodens resultat påvirket af engangsomkostninger på 75 mio.
kr. i forbindelse med restruktureringen i januar. FIH har tidligere meldt ud,
at denne omkostning var på 80 mio. kr., men hensættelsen til de fratrådte
medarbejdere er reduceret med 5 mio. kr. i andet kvartal af 2009. 

FIH har i juni forstærket sit kapitalgrundlag med optagelse af 1,9 mia. kr. i
hybrid kernekapital fra den danske stat. Deltagelse i bankpakkerne betyder
desuden, at FIH i starten af juli underskrev en aftale om garantitilsagn fra
Finansiel Stabilitet A/S, der på vegne af den danske stat garanterer op til 50
mia. kr. af FIHs senior udstedelser. 

Sammenholdt med, at FIH ikke har udbetalt udbytte af de seneste års overskud,
betyder det, at FIH har en stærk egenkapital og en stærk solvens på 13,8
procent. Banken har med andre ord et solidt kapitalgrundlag, der kan modstå en
fortsat økonomisk recession. FIH kan dermed fortsat understøtte dansk
erhvervslivs lånebehov og danne grundlag for en gunstig udvikling i bankens
udlånsaktiviteter. 

FIHs moderselskab Kaupthing Bank hf. er fortsat under administration af den
islandske stat. Kaupthings sammenbrud har ikke medført tab for FIH, da FIH er
”ring fenced” i forhold til Kaupthing, og der er ingen direkte eller indirekte
islandske risici i bøgerne. I forbindelse med restruktureringen i januar har
FIH tilpasset organisation og strategi til at generere indtjening og vækst
uafhængig af synergier med Kaupthing. FIH er en selvstændig dansk bank
underlagt dansk regulering. 

I juni måned foretog FIH et generationsskifte, og Henrik Sjøgreen er tiltrådt
som administrerende direktør. Henrik Sjøgreen har været medlem af FIHs
direktion siden 2002. 
	

Se vedlagte pdf.

Attachments

15-2009dk_q2 selskabsmeddelelse.pdf