TDC A/S meddeler i dag, at selskabet har indgået en aftale om at sælge sin 64,6% aktieandel i Invitel Holdings A/S (Invitel) til den central- og østeuropæiske kapitalfond Mid Europa Partners (MEP). Invitel (tidligere kendt som Hungarian Telephone and Cable Corporation (HTCC)) er en ungarsk baseret fastnetoperatør med wholesale-aktiviteter i Østeuropa. Invitels aktiviteter blev omklassificeret til ”Ophørte aktiviteter” i TDC's koncernregnskab ved udgangen af juni 2009 og salget er et led i TDC's strategi om at frasælge ikke-kerneforretninger og vil ikke have indflydelse på TDC's aktiviteter. Aftalen er bl.a. betinget af (i) gennemførelse af en aftale mellem Invitel og MEP vedrørende omlægning af Invitels gæld, (ii) gennemførelse af købstilbud på og visse ændringer til Invitel-koncernens ”PIK notes”, ”floating rate senior notes” og ”fixed rate notes”, (iii) tilsagn om videreførelse af Invitel-koncernens eksisterende senior kreditfacilitet med visse ændringer, og (iv) en godkendelse fra de østrigske konkurrencemyndigheder. De serbiske konkurrencemyndigheder vil tillige blive anmodet om at godkende transaktionen. Hvis en sådan godkendelse ikke kan opnås inden tidspunktet for opfyldelse af de ovennævnte betingelser, skal MEP købe TDC's aktier ad to omgange: Omtrent halvdelen på tidspunktet for gennemførelsen af de ovennævnte aftaler og købstilbud, og køb af de resterende aktier efter de serbiske konkurrencemyndigheders godkendelse. Efter salget af den første halvdel af aktierne, og indtil de resterende aktier er overført som beskrevet ovenfor, vil to af TDC's fire repræsentanter i Invitels bestyrelse blive erstattet med MEP-nominerede, på hvilket tidspunkt TDC ikke længere kontrollerer Invitel. Den samlede betaling for TDC's aktier vil udgøre ca. USD 10,8 mio. kontant. Endvidere har TDC indgået aftale om et salg til MEP af sit aktionærlån til Invitel-koncernen til den nominelle værdi på EUR 34,135 mio. Transaktionen forventes på nuværende tidspunkt at resultere i en gevinst efter skat på ca. DKK 120 mio. i TDC's koncernregnskab. Gevinsten vil fremgå af resultatopgørelsen under særlige poster i relation til ophørte aktiviteter. Salget forventes afsluttet i 4. kvartal 2009. TDC A/S Teglholmsgade 1 0900 København C tdc.dk