Til offentliggørelse Hørsholm, den 4. november 2009 AQUALIFE´s Bestyrelses holdning til købstilbuddet Redegørelse fra AQUALIFE A/S' (det tidligere Aresa A/S) bestyrelse om pligtmæssigt købstilbud af 16. oktober 2009 fremsat af Absolut Konsortiet, jf. bekendtgørelse om overtagelsestilbud Denne meddelelse udgør redegørelsen fra AQUALIFE A/S' bestyrelse i henhold til § 14 i bkg. nr. 947 af 23. september 2008 om overtagelsestilbud, som følge af, at Absolut Konsortiet den 16. oktober 2009 har afgivet pligtmæssigt købstilbud til aktionærerne i AQUALIFE A/S. Baggrund og strategi Den 18. september 2009 blev det offentliggjort, at et konsortium af investorer ved Absolut Invest havde erhvervet en kontrollerende aktiepost i Aresa A/S. Der blev ved samme lejlighed indkaldt til ekstraordinær generalforsamling, hvori det fremførtes af likvidatorerne i Aresa A/S, at man på baggrund af en ny aktionærgruppes støttetilsagn og fremlagte aktivitetsplaner, ville foreslå en tilbagekaldelse af selskabets likvidationsanmeldelse. Selskabet havde forinden, ved en ordinær generalforsamling den 10. marts 2009, besluttet, at selskabet skulle træde i solvent likvidation. Det er Absolut Konsorties hensigt, at selskabet skal drive en ny aktivitet fremover. Dette implementeres ved at gennemføre en kapitalforhøjelse i selskabet ved apportindskud af selskabet AQUALIFE Solutions ApS (se nedenfor) jf. bemyndigelsen givet ved en ekstraordinær generalforsamling i Aresa A/S den 9. oktober 2009, hvor det ligeledes blev besluttet at tilbagekalde en likvidation af Aresa A/S. Apportindskuddet forventes gennemført efter udløb af en fire ugers tilbudsperiode, dvs. efter den 16. november 2009, i forbindelse med det pligtmæssige købstilbud til alle aktionærer i selskabet. Efter apportindskud vil AQUALIFE Solutions ApS være helejet datterselskab. På den ekstraordinære generalforsamling den 9. oktober 2009 blev det vedtaget at foretage navneskifte i selskabet fra ”Aresa A/S” til ”AQUALIFE A/S”, ligesom et nyt formål for selskabets fremadrettede drift blev ændret til at være: ”Selskabets formål er at udvikle, fremstille og markedsføre miljørigtige transport- og logistiksystemer vedrørende især fisk og skaldyr, samt dermed beslægtet virksomhed.” På den ekstraordinære generalforsamling blev AQUALIFE Solutions ApS præsenteret af direktionen, hvor man udover en præsentation af selskabets patenterede logistikløsning til den internationale fiskeindustri redegjorde for tankerne bag selskabets fremadrettede vækststrategi. AQUALIFE Solutions ApS, der er baseret i Danmark med internationale aktiviteter, er pioneer indenfor cleantech logistikløsninger til den globale fiskeindustri, hvortil AQUALIFE A/S's nye formålsparagraf vil være dækkende. AQUALIFE Solutions ApS har udviklet et patenteret logistiksystem, der muliggør transport af levende akvatiske dyr (skaldyr, bløddyr) mellem verdensdele. Selskabets teknologi gør det muligt at skabe og understøtte globale eksportmuligheder via en miljømæssig bæredygtig løsning medens der samtidig sker en erstatning mellem luftfragt og søfragt - med reduceret udledning af CO2 til følge. Selskabets patenter er delejet med A. P. Møller-Mærsk Gruppen. Ny bestyrelse Bestyrelsen i AQUALIFE A/S konstituerede sig selv umiddelbart efter den ekstraordinære generalforsamling den 9. oktober 2009 med Carsten Malby som formand; Carsten Malby deltager ligeledes i Absolut Konsortiet. Øvrige medlemmer indvalgt til bestyrelsen er Ole Andersen, Jes Østergaard, Erik Bresling og Jens Willumsen. Ole Andersen og Jes Østergaard var henholdsvis formand og medlem af bestyrelsen i det tidligere Aresa A/S, medens Erik Bresling og Jens Willumsen begge var i bestyrelsen for AQUALIFE Solutions ApS. Sammensætningen af den bestyrelse i AQUALIFE A/S er således med til at sikre en fortsat kontinuitet i selskabet. Fordele og ulemper ved Købstilbuddet Selskabets bestyrelse har med bistand fra sine rådgivere gennemgået og analyseret købstilbuddet for at kunne fastlægge sin holdning hertil. I den sammenhæng kan følgende fordele og ulemper ved købstilbuddet fremhæves: Fordele: • Absolut Konsortiets indtræden i ejerkredsen har medført, at Aresa A/S' likvidationsanmeldelse er blevet tilbagekaldt, og selskabet videreføres med baggrund i en ny formålsparagraf og ny strategi; • Der er planer om en yderligere udbygning af organisationen i takt med selskabets generelle udvikling, ligesom en fortsættelse af selskabet i nyt regi har en positiv indflydelse på selskabets beskæftigelse; • Det kontante vederlag for en Aktie udgør DKK 2,37 (den tilbudte kurs). Bestyrelsen finder købstilbuddet rimeligt i lyset af, at der betales 0,20 kr. mere per aktie end den aktuelle indre værdi, og der dermed betales ca. 9,3% mere, end det udbytte en gennemført likvidationsproces skønnes at ville have medført. Ulemper: • Sælgende aktionærer vil ikke kunne tage del i en eventuel senere forøgelse af selskabets værdi efter transaktionen; • Aktionærerne kan blive beskattet af en realiseret fortjeneste, hvis de vælger at sælge deres aktier. Den skattemæssige konsekvens af en accept af Købstilbuddet afhænger af hver enkelt aktionærs individuelle forhold, og bestyrelsen anbefaler de enkelte aktionærer at vurdere deres egen skattemæssige stilling og eventuelt rådføre sig med egne professionelle rådgivere. Bestyrelsens øvrige overvejelser Denne redegørelse udtrykker alene Aqualife A/S bestyrelsens holdning til købstilbuddet. Bestyrelsen hverken anbefaler eller fraråder aktionærerne at sælge deres aktier. Sådanne overvejelser må hver enkelt aktionær selv gøre sig. Tilbuddet er afgivet som et pligtmæssigt tilbud med en tilbudskurs svarende til den markedskurs, som Absolut Konsortiet selv har betalt ved erhvervelsen af en kontrollerende aktiepost i selskabet. Vederlaget for en Aktie svarer til en værdiansættelse på DKK 5.755.412,28 af Selskabets samlede aktiekapital bestående af 2.428.444 aktier à nominelt DKK 1 forud for et apportindskud af selskabet Aqualife Solutions ApS. Aktionærer der ser positivt på fremtidsudsigterne for Aqualife A/S kan frit vælge at beholde deres aktier i selskabet.
First North meddelelse nr. 15 AQUALIFE´s Bestyrelses holdning til købstilbuddet
| Source: Aqualife A/S