Selskabsmeddelelse nr. 30


Offentliggørelse af ændret koncernforhold i Capee f.m.b.a

Bestyrelsen i Capee f.m.b.a har per dags dato indgået endelig aftale omkring
Capee Holding Danmark A/S' overtagelse af forvaltningsselskabet Capinordic
Property Management A/S. Aftalen er indgået med tilbagevirkende kraft per 1.
november 2009. 

Transaktionssummen er aftalt til Capinordic Property Management A/S indre værdi
pr. 1. november 2009. 

Baggrunden for overdragelsen er, at bestyrelsen vil forhindre, at den
eksisterende forvaltningsaftale med Capinordic A/S potentielt ender med, at
Capinordic A/S overtager kontrollen med Capee f.m.b.a. som følge af kvartalsvis
betaling af forvaltningshonorar afregnet i Capee f.m.b.a. beviser til børskurs. 

Samtidig vil selskabstransaktionen føre til, at Capee f.m.b.a vil realisere
væsentlige administrative omkostningsbesparelser. Bestyrelsen fastholder
forventningerne til regnskabsåret 2009/10. 

Det er dermed i alle Capee f.m.b.a investorers interesse at foretage
overtagelsen af Capinordic Property Management A/S. 

Som led i overdragelsen af Capinordic Property Management A/S, overtages to
fuldtidsansatte. Direktøren i Capinordic Property Management A/S og Capee
Holding Danmark A/S vil følgelig fratræde pr. 1. november 2009. Den fortsatte
daglige ledelse og drift heri vil herefter blive varetaget af de to
tilbageværende medarbejdere. 

Samtidig udtræder bestyrelsesmedlem Michael Gregersen af bestyrelsen i såvel
Capee f.m.b.a som Capee Holding Danmark A/S. 

Der vil blive udsendt en indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling
indenfor kort tid, hvor behandlingen af foreningens fremtidige strategi vil
finde sted. 


Med venlig hilsen



Ole Vagner

Bestyrelsesformand


For yderligere information kontakt venligst:

Bestyrelsesformand, Capee f.m.b.a, Ole Vagner, +45 4025 4113 info@capee.dk

Attachments

selskabsmeddelelse 30 2009.pdf