Bestyrelsen for Investeringsforeningen Nordea Invest Special har indgået en betinget aftale om salg af foreningens administrationsselskab, Nordea Invest Fund Management A/S til Nordea Bank AB. Den betingede aftale omfatter alle foreningens aktier i Nordea Invest Fund Management A/S, svarende til en andel på 3,3 pct. Administrationsselskabet er i dag ejet af medlemmerne af Investeringsforeningen Nordea Invest Special, samt Investeringsforeningen Nordea Invest (95,7 pct.) og Placeringsforeningen Nordea Invest (0,2 pct.). Bestyrelsen finder, at der kan høstes betydelig fordele for foreningens medlemmer ved på denne måde, at indgå i et endnu tættere samarbejde med foreningens vigtigste distributør og porteføljerådgiver. Ændringen forventes ligeledes at give mulighed for en styrkelse af Nordea Invests konkurrencemæssige position på markedet for en række vigtige investeringsprodukter. Kravene til administration af investeringsforeninger og til investeringsrådgivning er stadigt stigende og vil kræve en fastholdelse og udbygning af ekspertise og betydelige investeringer bl.a. i udvikling af IT systemer. Med den indgåede aftale sikres det, at Investeringsforeningen Nordea Invest Specials medlemmer fortsat vil opleve en høj kvalitet og sikkerhed i administrationen af foreningens forhold. Umiddelbart forestående IT investeringer vil blive afholdt af den nye ejer samtidig med, at man på længere sigt har en forventning om, at administrationsomkostningerne vil falde relativt i takt med den forventede stigning i foreningens formue. Administrationsomkostningerne tilstræbes stedse at være fuldt konkurrencedygtige med omkostningerne i sammenlignelige foreninger. Bestyrelsen lægger tillige vægt på, at der med den tættere tilknytning til Nordea koncernen skabes forbedrede udviklingsmuligheder for medarbejderne i Nordea Invest Fund Management A/S. Investeringsforeningen Nordea Invest Special vil fortsat være repræsenteret med 2 medlemmer i Nordea Invest Fund Management A/S's bestyrelse. Prisen for Nordea Invest Fund Management A/S er fastlagt til 56,4 mio. kr., svarende til egenkapitalen i Nordea Invest Fund Management A/S på 44,9 mio. kr. samt et tillæg for know-how på 11,5 mio. kr. Bestyrelsen har bedt FIH PARTNERS A/S om en ”Fairness Opinion” og FIH har vurderet, at vederlaget til aktionærerne for aktierne i Nordea Invest Fund Management A/S er fair ud fra et finansielt synspunkt. Købsaftalen er betinget af godkendelse på de relevante generalforsamlinger samt en efterfølgende godkendelse af myndighederne. Godkendelserne forventes at foreligge, så handlen kan gennemføres i andet kvartal 2010. Jævnfør § 24 i Lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger m.v. er der udarbejdet en redegørelse til medlemmerne af foreningerne vedrørende et salg af aktierne i Nordea Invest Fund Management A/S. Redegørelsen findes på www.nordeainvest.dk og sendes til samtlige navnenoterede medlemmer sammen med indkaldelse til generalforsamlinger. Eventuelle spørgsmål kan rettes til administrerende direktør Cristina Lage på telefon 3336 0897 Med venlig hilsen Lars Eskesen Cristina Lage Bestyrelsesformand Adm. Direktør
Betinget aftale om salg af aktier i Nordea Invest Fund Management A/S
| Source: Nordea Invest Special