Ordinær generalforsamling i Søndagsavisen a-s fredag den 23. april 2010 - Resumé


Den 23. april 2010
Selskabsmeddelelse nr. 06-10


Ordinær generalforsamling i Søndagsavisen a-s fredag den 23. april 2010 - Resumé

Generalforsamlingen blev gennemført i henhold til den udsendte dagsorden.

Ledelsens beretning blev forelagt, og årsrapporten for 2009 blev godkendt.
Koncernen opnåede i 2009 en omsætning på 1.028,5 mio. kr., hvilket er 11 %
lavere end i 2008. 

Koncernens resultat af den primære drift før særlige poster blev 19,5 mio. kr.
i 2009, hvilket er en fremgang på 73,9 mio. kr. i forhold til 2008. 

Årets resultat efter skat blev 9,1 mio. kr.

I ledelsens beretning tilkendegav adm. direktør Mads Dahl Andersen, at det
lykkedes at skabe en meget tilfredsstillende resultatfremgang i 2009 og at vi
endte et svært år med et overskud på knap 20 mio. kr. De udfordrende
markedsforhold prægede i høj grad vores aktiviteter i 2009. Vi har således
gennem hele året haft et skarpt fokus på at tilpasse vores virksomheder til
krisen ved at gennemføre markante omkostningsreduktioner og samtidig forsøge at
optimere vores organisation og vores produkter. Målet er at skabe et
udgangspunkt, der, når markederne normaliseres, er tilpasset de nye
markedsforhold og vil gøre os i stand til at skabe et tilfredsstillende
resultat. 

Generalforsamlingen godkendte årsrapporten for 2009 og meddelte bestyrelse og
direktion decharge. Generalforsamlingen tilsluttede sig bestyrelsens
indstilling om, at der ikke udbetales udbytte. 

Bestyrelsens forslag om vedtagelse af bemyndigelse til bestyrelsen til at lade
selskabet erhverve egne aktier med en samlet nominel værdi op til 15 % af
selskabskapitalen blev vedtaget. Erhvervelsen af egne aktier skal ske til den
på købstidspunktet gældende børskurs, idet børskursen dog kan fraviges med
indtil 5 % i op- eller nedadgående retning. Bemyndigelsen er gældende i 5 år. 

Bestyrelsens forslag om ændring af selskabets navn og formål som led i en
omlægning af koncernstrukturen pr. 1. januar 2010 blev vedtaget. Selskabet
ændrer således navn fra Søndagsavisen a-s til North Media A/S og får til formål
at drive holdingvirksomhed uden selvstændige driftsaktiviteter.
Driftsaktiviteterne, herunder distributionsaktiviteterne i ”Forbruger-Kontakt”,
avisen ”Søndagsavisen” og selskabets ejendomme, placeres i selvstændige
datterselskaber under holdingselskabet. 

Bestyrelsens forslag om grenspaltning af selskabet ved udskillelse af
virksomhedsgrenen ”Forbruger-Kontakt” til Distribution Danmark a-s, CVR-nr.
26899737, på de vilkår, der fremgår af de den 19. marts 2010 offentliggjorte
spaltningsdokumenter, blev vedtaget. Distribution Danmark a-s overtager navnet
”Forbruger-Kontakt” som sit nye selskabsnavn. 

Som led i grenspaltningen udbetales et kontant vederlag på samlet DKK
50.137.500 til aktionærerne svarende til DKK 2,5 kr. pr. aktie i Søndagsavisen
a-s. Beløbet vil blive udbetalt 29. april 2010 og vil skattemæssigt blive
sidestillet 
med udbytte modtaget i indkomståret 2010. 

”Ved omlægningen opnår vi en moderne og effektiv koncern- og selskabsstruktur.
Samtidig muliggør omlægningen en selvstændig finansiering og en mere fleksibel
ejerstruktur af de enkelte driftsselskaber. På den måde opnår vi større
mulighed for at udvikle de enkelte aktiviteter optimalt,” sagde
bestyrelsesformand Richard Bunck til generalforsamlingen. 

Bestyrelsens forslag om en revision af selskabets vedtægter som følge af den
nye selskabslov (LOV nr. 470 af 12/06/2009), der trådte i kraft 1. marts 2010,
blev vedtaget. Samtidig vedtoges bestyrelsens forslag om nogle ordensmæssige
ændringer af vedtægterne uden indholdsmæssig betydning. 

Bestyrelsens forslag om at bemyndige dirigenten til at foretage sådanne
ændringer i og tilføjelser til det vedtagne, som Erhvervs- og Selskabsstyrelsen
eller andre myndigheder måtte kræve som betingelse for registrering eller
godkendelse af det vedtagne, blev vedtaget. 

Til bestyrelsen genvalgtes Richard Bunck, Peter Rasztar, Steen Gede og Ulrik
Holsted-Sandgreen. Umiddelbart efter afholdelsen af generalforsamlingen
konstituerede bestyrelsen sig med Richard Bunck som formand og Peter Rasztar
som næstformand. 

Som selskabets revisor genvalgtes Deloitte Statsautoriseret
Revisionsaktieselskab. 

Yderligere oplysninger kan fås hos adm. direktør Mads Dahl Andersen, telefon 39
57 75 00 eller økonomidirektør Kåre Wigh, telefon 39 57 75 25. 


Med venlig hilsen
Søndagsavisen a-s



Richard Bunck
Bestyrelsesformand