Opdatering på aktiviteterne i logistikforretningen. Meddelelse nr. 40


NASDAQ OMX                                                                      
Nikolaj Plads 6                                                                 
1007 København                                                                  


                                              First North meddelelse nr. 40-2010


Hørsholm, den 4. november 2010                                                  




AQUALIFE A/S                                                                    
Opdatering på aktiviteterne i logistikforretningen                              
                                                                                


Testafskibning af levende fisk                                                  

Med udgangspunkt i First North meddelelse nr. 38, 2010, der omtaler en række    
forsøg udført af Novozymes og AQUALIFE med det formål at udnytte Novozymes      
bioteknologiske løsninger sammen med AQUALIFE's transportsystem for levende     
skaldyr, er det lykkedes AQUALIFE, på vegne af en potentiel europæisk kunde, at 
gennemføre en testafskibning af levende fisk med lovende resultater.            

Testafskibningen bekræfter, at rensningsprocessen af vandet under transporten   
effektivt understøttes af Nozozymes bioteknologiske løsning, ligesom testen har 
påvist, at det principielt er muligt at transportere, i første omgang, visse    
fiskearter i AQUALIFE's transportsystem. Dette skal ses i tilgift til transport 
af de skal- og krebsdyrsarter, som i dag fragtes i selskabets system.           

Testen danner grundlag for videre drøftelser med den potentielle kunde med      
henblik på at afsøge mulighederne for at håndtere en større transportopgave med 
opstart i første kvartal 2011. En aftale der vil være med til at styrke         
selskabets omsætning i 2011.     

                                               

Aftalen med Homarus Europe Ltd.                                                 

I meddelelse nr. 27, 2010 berettede AQUALIFE A/S om indgåelsen af en fragtaftale
med det britiske firma Homarus Europe Ltd om gennemførelsen af 100 fragter i    
løbet af 2010.                                                                  

Antallet af transporter har som følge af Homarus' forhold ikke kunnet           
gennemføres i det omfang, som det var lagt op til i aftalen. Trods stor         
interesse i projektet samt aftaler med canadiske producenter, har Homarus ikke  
set sig i stand til at frembringe den nødvendige finansiering til at løfte      
opgaven.                                                                        

AQUALIFE og Homarus vil imidlertid løbende revurdere situationen og afsøge      
mulighederne for at kunne genoptage regelmæssige transporter fra Canada til     
Europa på vegne af Homarus. Som et led i AQUALIFEs planlagte udvikling          
fortsætter selskabet udbygningen af de eksisterende samarbejder med importører  
og distributører i primært Benelux og Frankrig.      

                           

Forventningerne til aktiviteter i 2010                                          

Trods ovennævnte væsentlige fald i antallet af transporter i 2010 er det        
selskabets forventning, at den deraf følgende lavere indtjening vil blive       
kompenseret gennem salget af en AQUAPORT til Halifax, Canada. Salget af         
AQUAPORT'en vil ske til AQUALIFE North America Inc., hvori AQUALIFE A/S har en  
50% ejerandel. Ejerforholdet belaster ikke likviditeten, idet AQUALIFE North    
America Inc. finansierer investeringen i AQUAPORT'en gennem støtte fra den      
canadiske provinsregering.                                                      

Det er således fortsat forventet, at koncernens selskaber vil opnå et samlet    
salg i niveauet 12-13 mio.kr. i 2010.                                           
                                                                                
Den nævnte forskydningen i salget af transporter i 2010 har ligeledes betydet en
forsinkelse i indtjeningen, hvorfor AQUALIFE A/S i august udvidede sit          
engagement midlertidigt med selskabets bankfacilitet.                           

Sideløbende hermed vil selskabet, som led i den fortsatte kommercialisering af  
logistikforretningen, fortsat løbende vurdere tilrettelæggelsen af selskabets   
kapitalberedskab i forhold til den planlagte udvikling og overordnede           
vækststrategi om igangsættelse af flere transportkorridorer, samt til           
nedbringelse og/eller omlægning af eksisterende kreditfaciliteter og øvrige     
forpligtelser.                                                                  




Med venlig hilsen,                                                              



Lars Nannerup                                                                   
Adm. Direktør                                                                   
AQUALIFE A/S                                                                    










--------------------------------------------------------------------------------
| Yderligere informationer kan fås ved            |       Selskabets godkendte |
| henvendelse til:                                |               rådgiver er  |
| Lars Nannerup, adm. direktør tlf.: 2242 4455    |              Dahl-Sørensen |
| E-mail: lars@aqualife.nu                        |           & Partners A/S,  |
|                                                 |  Allan Reimann, tlf.: 3364 |
|                                                 |                      9205. |
--------------------------------------------------------------------------------