Årsrapport 2010 og afholdelse af generalforsamling

Resultat efter skat på 21,0 mio. kr.


Hellerup, 2011-03-29 20:30 CEST (GLOBE NEWSWIRE) -- Bestyrelsen har dags dato behandlet og godkendt årsrapporten for 2010 for Foreningen Fast Ejendom, Dansk Ejendomsportefølje f.m.b.a.

 

  • Koncernens resultat efter skat er et overskud på 21,0 mio. kr. (2009: -34,7 mio. kr.) Resultatet for 2010 svarer til en forrentning målt på indre værdi på 6,1 pct. (2009: -9,2 pct.)

 

  • Resultatet før værdiregulering, finansielle poster og skat er 49,4 mio. kr. (2009:52,4 mio. kr.) svarende til bestyrelsens forventning, som senest offentliggjort i fondsbørsmeddelelse af 26. oktober 2010.

 

  • Ejendommenes driftsresultat er et overskud på 66,6 mio. kr. (2009: 70,2 mio. kr.). Resultatet af ejendommenes drift er negativt påvirket af faldende markedsleje og stigende tomgang i porteføljen.

 

  • Ejendommenes dagsværdi udgør pr. 31. december 2010 1.145 mio. kr. (2009: 1.133 mio. kr.). Værdiforøgelsen skyldes primært færdiggørelsen af ombygningen af en blandet bolig- og erhvervsejendom i Charlottenlund.  

 

  • Bestyrelsen indstiller til generalforsamlingen, at der ikke foretages udlodning for regnskabsåret 2010.

 

  • Medlemmernes formue udgør pr. 31. december 2010 362,9 mio. kr. (2009: 341,9 mio. kr.)

 

  • I forhold til ejendomsporteføljens værdi udgør gælden (Loan To Value, LTV) ultimo året 68,5 pct. Med henblik på bedst muligt at sikre Koncernens evne til gældsservicering og refinansiering, har bestyrelsen besluttet et nyt LTV mål på omkring 60 pct.

 

  • På generalforsamlingen i 2009 blev bestyrelsen bemyndiget til at suspendere den vedtægtsbestemte indløsningen af foreningsbeviser indtil generalforsamlingen i 2011. Efter at have revurderet den vedtægtsmæssige indløsningsadgang er bestyrelsen nået til den konklusion, at indløsningsretten grundliggende er uhensigtsmæssig. Bestyrelsen vil på den kommende ordinære generalforsamling derfor stille forslag om at ændre Foreningens vedtægter, således at indløsningsretten ophæves.

 

  • Bestyrelsen vil i stedet introducere en ny udbyttepolitik, der medfører, at en andel af Foreningens likvide resultat løbende kanaliseres tilbage til investorerne som udbytte eller via et tilbagekøbsprogram af foreningsbeviser. Formålet er, dels at sikre en likviditet for de investorer, der tvunget eller frivilligt ønsker at sælge foreningsbeviser, dels gennem opkøb af beviser til kurser under indre værdi og efterfølgende nedskrivning af beviserne at fremme en bedre sammenhæng mellem børskurs og indre værdi.

 

  • For året 2011 forventer bestyrelsen et resultat af primær drift før værdireguleringer og finansielle poster i niveauet 53 mio. kr. (2010: 49,4 mio. kr.).

 

Foreningen afholder ordinær generalforsamling tirsdag den 26. april 2011 fra kl. 16:00 hos Cura Management på adressen Tuborg Havnevej 19, 2900 Hellerup.

 

Hele årsrapporten vedlægges i pdf format.

 

 

Med venlig hilsen

 

Niels Roth

Bestyrelsesformand

 

         For yderligere oplysninger venligst kontakt
         direktør Lars Frederiksen, 70 27 17 88


Attachments

Arsrapport 2010.pdf