Omtale i danske medier


Den 7. oktober 2011

Selskabsmeddelelse nr. 11-11

I det nyligt offentliggjorte regeringsgrundlag er nævnt, at regeringen vil undersøge, om der kan etableres en ”ja-tak til reklamer” ordning. Der har dags dato været bragt artikler i danske medier omkring en sådan eventuel ordnings påvirkning af FK Distribution A/S.

Talrige og gentagne forbrugerundersøgelser viser helt entydigt, at de husstandsomdelte tryksager er til gavn for forbrugerne. Forbrugerne får en hurtig og bekvem information om vareudbud og tilbudspriser, og en husholdning kan samtidig i gennemsnit spare ca. 11.000 kr. om året. At kun ca. 20% af alle husstande har sagt ”nej tak” vidner om tryksagernes store popularitet blandt størstedelen af befolkningen, herunder især børnefamilier og husholdninger med stramme budgetter.

Det er uvist, om der kommer en ”ja-tak til reklamer” ordning og i givet fald, hvordan en sådan eventuel ordning vil blive udformet. Det er derfor ikke muligt på nuværende tidspunkt at vurdere, hvordan dette eventuelt kan påvirke FK Distribution A/S. 

Yderligere oplysninger kan fås hos adm. direktør Lars Nymann Andersen og økonomidirektør Kåre Wigh på telefon nummer 39 57 70 00.

 

Med venlig hilsen

North Media A/S

 

Lars Nymann Andersen

Adm. direktør