Forlig i sag mellem DPTG og TPSA – TDC A/S modtager cirka DKK 1 mia


TDC A/S meddeler, at der i dag er indgået forlig i den sag, der siden 2001 har verseret imellem Danish Polish Telecommunication Group I/S (DPTG), og Telekomunikacja Polska S.A. (TPSA).

 

TDC ejer 25 % af DPTG og GN Store Nord A/S ejer 75 %. TPSA er en polsk telekommunikationskoncern, som France Telecom har en bestemmende ejerandel i.

 

Sagen vedrører afregning af trafik, der er i perioden februar 1994 til og med januar 2009 er ført via det fiberoptiske telekommunikationssystem (NSL) i Polen, og hvor DPTG var berettiget til at modtage 14.8 % af det samlede overskud af NSL frem til januar 2009.

 

I henhold til forliget betaler TPSA EUR 550 millioner svarende til cirka DKK 4.1 milliarder til DPTG til fuld og endelig afgørelse af alle krav i sagen. Af disse modtager TDC cirka DKK 1.0 milliard. Efter skat udgør beløbet cirka DKK 770 millioner.

 

Forligsbeløbet betales med EUR 275 millioner senest den 13. januar 2012 og EUR 275 millioner, der deponeres og frigives, når parterne har iværksat de skridt, der skal til for at afslutte igangværende retssager og inddrivelsesprocesser.

 

Provenuet af forliget vil blive indregnet i resultatopgørelsen under særlige poster vedrørende joint ventures og associerede virksomheder i 1. kvartal 2012. TDC forventer i forbindelse med offentliggørelse af årsresultat for 2011 at kunne informere om, hvorledes provenuet vil blive anvendt.

         TDC A/S
         Teglholmsgade 3
         0900 København C
         tdc.dk


Attachments