vestjyskBANKs generalforsamling 29. marts 2012


Finanstilsynet
NASDAQ OMX Copenhagen
London Stock Exchange
Oslo Børs


29. marts 2012


vestjyskBANKs generalforsamling 29. marts 2012

På bankens generalforsamling blev beretning og årsrapport samt bestyrelsens forslag om dækning af underskud i henhold til den godkendte årsrapport godkendt.

Forslag om godkendelse af revideret lønpolitik for ledelsen m.v. blev ligeledes godkendt.

Forslag om uændret vederlag til medlemmerne af bestyrelsen for det indeværende år blev vedtaget. Menige bestyrelsesmedlemmer modtager således kr. 150.000, formanden kr. 300.000 og næstformanden kr. 250.000. Formanden for revisionsudvalget modtager tillige et tillæg på kr. 50.000.

Valgperioden for bestyrelsesmedlemmerne Anders Bech, Bjørn Albinus og Kirsten Lundgaard-Karlshøj udløb på generalforsamlingen. Bestyrelsens forslag om genvalg af disse tre kandidater blev vedtaget.

Ligeledes blev PricewaterhouseCoopers, Statsautoriseret Revisionspartnerskab genvalgt som revisor.

Bestyrelsens forslag om gennemførelse af fusion af Vestjysk Bank A/S og Aarhus Lokalbank Aktieselskab i overensstemmelse med fusionsplan af 28. februar 2012 blev godkendt. Det fremgik af forslaget, at fusionen indebærer følgende:

  • Bankens aktiekapital forhøjes med 39.664.440 kr. til 306.444.390 kr. i vedtægternes pkt. 3.1 på grundlag af indskudte nettoaktiver i den ophørende Aarhus Lokalbank. De nye aktier udstedes som vederlag til aktionærerne i Aarhus Lokalbank.
  •  
  • Optagelse af Aarhus Lokalbank Aktieselskab, Aarhus Lokalbank A/S, Aros Bank Aktieselskab, Byens Bank Aktieselskab, Hadsten Bank Aktieselskab, Jyllands Bank Aktieselskab og Langå Bank A/S som binavne i vedtægternes pkt. 1.2.
  •  
  • Vestjysk Bank A/S indtræder i Aarhus Lokalbank Aktieselskabs aftale om optagelse af statsligt kapitalindskud, hvorfor der i vedtægterne optages et nyt punkt 3B.1-16 herom, ligesom den underliggende aftale herom optages som nye bilag 3-5 i vedtægterne.

Som led i overtagelsen af det statslige kapitalindskud indgår Vestjysk Bank A/S aftale med Den danske Stat v/Erhvervs- og Vækstministeriet om ændring og præcisering af aftaler om statsligt kapitalindskud, der godkendes og optages i vedtægternes pkt. 3B.0 og bilag 6.

Den maksimale kapitalforhøjelse, der vil kunne gennemføres i Vestjysk Bank A/S ved en konvertering af det statslige kapitalindskud optaget af Aarhus Lokalbank Aktieselskab udgør nominelt kr. 35.550.000, hvortil kommer eventuel konvertering af ikke-udbetalte kuponrenter.  

  • Nyvalg af Carsten Andersen til bestyrelsen.

Gennemførelsen af fusionen mellem Aarhus Lokalbank Aktieselskab og Vestjysk Bank A/S er nu alene betinget af, at fusionen godkendes af Finanstilsynet i henhold til § 204 i lov om finansielle virksomheder, samt at fusionen anmeldes til registrering i Erhvervsstyrelsen senest den 28. februar 2013. Vestjysk Bank vil offentliggøre en selskabsmeddelelse, når Finanstilsynet har godkendt fusionen, hvilket forventes at ske den 30. marts 2012. Selskabsmeddelelsen vil indeholde nærmere oplysning om tidsplanen for ombytning af aktier, som konsekvens af fusionen.

Bestyrelsens forslag om øvrige vedtægtsændringer blev vedtaget:

  • Tilføjelse af ”Godkendelse af vederlag til bestyrelsen for det indeværende regnskabsår” som nyt fast dagsordenspunkt på den ordinære generalforsamling i vedtægternes pkt. 7.1.
  •  
  • Indførelse af betinget ret for Finansiel Stabilitet A/S til at udpege to medlemmer til bestyrelsen og til at godkende bestyrelsesformanden i vedtægternes pkt. 9.1 og 9.2.
  •  
  • Ændring af aldersgrænsen for bestyrelsesmedlemmer fra 67 til 70 år i vedtægternes pkt. 9.3.
  •  
  • Erstatning af bemyndigelsen i vedtægternes pkt. 9.10 med bemyndigelser til bestyrelsen i vedtægternes pkt. 9.10-9.12 til indtil den 29. marts 2017 at forhøje bankens aktiekapital med indtil DKK 320.000.000 til markedskurs uden fortegningsret for bankens aktionærer og med indtil DKK 320.000.000 til minimum kurs pari med fortegningsret for bankens aktionærer blev vedtaget. Bemyndigelserne kan maksimalt udnyttes til at udstede aktier mod indskud på i alt DKK 320.000.000 inklusive overkurs.
  •  
  • Slettelse af binavnene NV Finans A/S, VB-Finans A/S, Vestjysk Bolig A/S, Vestjysk Finans A/S og Vestjysk Leasing A/S i vedtægternes pkt. 1.2.

Generalforsamlingen bemyndigede bestyrelsen til indtil den 29. marts 2017 at lade banken erhverve egne aktier med en pålydende værdi på indtil 10% af aktiekapitalen.

Generalforsamlingen bemyndigede dirigenten til at foretage anmeldelse af det vedtagne til Erhvervsstyrelsen.

 

Med venlig hilsen
vestjyskBANK


Frank Kristensen
bankdirektør


fk@vestjyskbank.dk

Vestjysk Bank A/S
Torvet 4-5
7620 Lemvig
Telefon 96 63 20 00

CVR-nr. 34 63 13 28
www.vestjyskbank.dk


Attachments