North Media A/S tildeler aktieoptioner til selskabets direktion samt udvalgte ledende medarbejdere i koncernen


Den 15. august 2012

Selskabsmeddelelse nr. 10-12

 

 

Bestyrelsen for North Media A/S har i dag besluttet at tildele en gruppe på 21 personer, bestående af selskabets direktion og udvalgte ledende medarbejdere i koncernen, optioner til samlet at erhverve indtil 1.410.000 stk. aktier á nominelt kr. 5,00 i North Media. Heraf er 390.000 stk. tildelt direktionen. Tildelingen sker i 3 trancher.

 

Der tildeles ikke aktieoptioner til selskabets bestyrelse.

 

Målsætningen er at motivere et resultatorienteret og værdiskabende fokus og derved øge overskuddet i koncernen. Endvidere har ordningen det formål at opbygge langsigtet loyalitet samt at udgøre et konkurrencedygtigt vederlag til medarbejderne i ordningen.

 

Den teoretiske markedsværdi (opgjort efter Black-Scholes modellen) af de tildelte aktieoptioner udgør 5,5 mio. kr. Ved beregningen af Black-Scholes værdien indgår bl.a. 2-4 års historisk volatilitet på aktiekursen opgjort til 39,1% - 45,3%, en risikofri rente på 0,00% - 0,07% samt en løbetid på 2-4 år.  I henhold til den under IFRS foreskrevne regnskabspraksis for aktiebaseret aflønning bliver værdien af aktieoptionerne resultatført over den estimerede gennemsnitlige optjeningsperiode, hvoraf kr. 0,6 mio. kr. vil blive indregnet i resultat før skat for 2012.

 

Hver aktieoption giver indehaveren ret til at erhverve én aktie til en kurs svarende til gennemsnittet af slutkursen på selskabets aktier i perioden 8. august 2012 - 14. august 2012 begge dage inklusive. Udnyttelseskursen er på dette grundlag opgjort til 21,12 kr. pr. aktie.

 

Optionerne tildeles i 3 trancher.

  • Tranche 1 bestående af 370.000 stk. optioner optjenes frem til offentliggørelse af halvårsregnskabet for 2014. Tranche 1 kan udnyttes i perioden fra én uge efter at optjeningsperioden er ophørt og indtil fire uger efter Selskabets offentliggørelse af årsregnskabet for 2015.
  • Tranche 2 bestående af 470.000 stk. optioner optjenes frem til offentliggørelse af halvårsregnskabet for 2015. Tranche 2 kan udnyttes i perioden fra én uge efter at optjeningsperioden er ophørt og indtil fire uger efter Selskabets offentliggørelse af årsregnskabet for 2016.
  • Tranche 3 bestående af 570.000 stk. optioner optjenes frem til offentliggørelse af halvårsregnskabet for 2016. Tranche 3 kan udnyttes i perioden fra én uge efter at optjeningsperioden er ophørt og indtil fire uger efter Selskabets offentliggørelse af årsregnskabet for 2017.

 

I udnyttelsesperioden kan optionerne kun udnyttes inden for de vinduesperioder, der på udnyttelsestidspunktet er gældende ifølge de af selskabet i henhold til Værdipapirhandelsloven og Nasdaq OMX’s regelsæt fastsatte interne regler.

 

Tildelingen af aktieoptioner foretages i overensstemmelse med de overordnede retningslinjer for incitamentsprogrammer, som blev godkendt på North Media A/S’ ordinære generalforsamling den 4. april 2008.

 

Den 15. august 2012 udgør selskabets beholdning af egne aktier 443.500 stk. aktier. Med henvisning til selskabsmeddelelse nr. 11-12 dateret den 15. august 2012, har bestyrelsen besluttet at gennemføre et aktietilbagekøbsprogram med henblik på at afdække alle aktieoptioner med en beholdning af selskabets egne aktier.

 

Yderligere oplysninger kan fås hos adm. direktør Lars Nymann Andersen og økonomidirektør Kåre Wigh, telefon 39 57 70 00.

 

 

Med venlig hilsen

North Media A/S

 

Richard Bunck

Bestyrelsesformand