North Media A/S tildeler aktieoptioner til nyansat ledende medarbejder


Den 4. september 2012
Selskabsmeddelelse nr. 17-12

I forbindelse med ansættelse af en ledende medarbejder, har bestyrelsen i dag besluttet at tildele denne person optioner til samlet at erhverve indtil 75.000 stk. aktier á nominelt kr. 5,00 i North Media A/S.

Tildelingen sker i forlængelse af og efter samme princip som angivet i selskabsmeddelelse nr. 10-12 vedrørende tildeling af aktieoptioner til selskabets direktion og andre ledende medarbejdere i koncernen. Aktieoptionerne tildeles således i 3 trancher og til en udnyttelseskurs på 21,12 kr. pr. aktie.

Samlet set har North Media A/S nu i alt tildelt aktieoptioner til samlet at erhverve indtil 1.485.000 stk. aktier á 5 kr. i North Media A/S. Aktieoptionerne er tildelt en gruppe på i alt 22 medarbejdere.

Den 4. september 2012 ejer North Media A/S i alt 1.410.000 stk. egne aktier svarende til 7,03% af aktiekapitalen i North Media A/S.

Med henblik på at afdække alle aktieoptioner, har bestyrelsen i dag indgået aftale med Carnegie Bank A/S om at forestå tilbagekøb af 75.000 stk. aktier i North Media A/S. For at sikre at tilbagekøbet sker på armslænge vilkår, har bestyrelsen tildelt Carnegie Bank A/S et diskretionært mandat til at købe egne aktier på North Media A/S' vegne til markedskurs. I henhold til mandatet kan Carnegie Bank A/S foretage tilbagekøbet hos aktionærer direkte eller via Nasdaq OMX.

Efter gennemførelsen af tilbagekøbet, vil North Media A/S eje 1.485.000 stk. egne aktier svarende til 7,40% af aktiekapitalen i North Media A/S.

Tildelingen af aktieoptioner foretages i overensstemmelse med de overordnede retningslinjer for incitamentsprogrammer, som blev godkendt på North Media A/S' ordinære generalforsamling den 4. april 2008.

I henhold til Selskabslovens kapitel 12 har bestyrelsen på selskabets ordinære generalforsamling den 23. april 2010 modtaget bemyndigelse til at erhverve egne aktier. Købet af egne aktier foretages i overensstemmelse hermed.

Yderligere oplysninger kan fås hos adm. direktør Lars Nymann Andersen og økonomidirektør Kåre Wigh, telefon 39 57 70 00.

Med venlig hilsen
North Media A/S

 

Lars Nymann Andersen
Adm. direktør