Delårsrapport 1. januar – 30. september 2012 for Investeringsforeningen SmallCap Danmark


Investeringsforeningen SmallCap Danmarks bestyrelse har d.d. behandlet og godkendt delårsrapporten for 1. januar – 30. september 2012, hvorfra følgende kan fremhæves:

  • Resultatet for de første tre kvartaler af 2012 blev 12,3 mio. kr. før skat og 12,2 mio. kr. efter skat. Periodens afkast blev 8,8%. KFMX indekset steg med 16,6% i den samme periode. En markant underperformance i DLH, H+H og Topsil, som er de væsentligste turn-around cases i porteføljen, er årsagen til det utilfredsstillende resultat.
  • Resultatet for 3. kvartal 2012 blev 6,1 mio. kr. før og efter skat. Periodens afkast blev 4,3% og foreningens benchmark, KFMX indekset, steg med 8,0% i kvartalet.
  • De 5 største positive bidragsydere til resultatet i 3. kvartal var BoConcept (2,3 mio. kr.), Egetæpper (1,8 mio. kr.), Alm. Brand (1,5 mio. kr.), Auriga (1,2 mio. kr.) og Spar Nord (1,0 mio. kr.). Sammenlagt bidrog de disse investeringer med 7,8 mio. kr.
  • De største negative bidrag kom fra H+H International (-2,0 mio. kr.), North Media (-1,5 mio. kr.), Topsil (-0,4 mio. kr.), Rias (-0,3 mio. kr.) og Solar (-0,2 mio. kr.). Disse investeringer tegnede sig for et samlet tab på 4,3 mio. kr.
  • Formuen var ultimo juni 2012 145,4 mio. kr., svarende til 7.254 kr. pr. andel.
  • Usikkerheden omkring den kortsigtede udvikling i makroøkonomien blev reduceret i 3. kvartal og har afledt en svag positiv undertone i aktiemarkedet. Vi vurderer at den positive undertone vil fortsætte ind i 4. kvartal, og vi fastholder de tidligere forventninger om, at aktiemarkederne slutter 2012 højere end niveauerne ved udgangen af 1. kvartal.
  • Med de lave renteniveauer og moderate indtjeningsforventninger til virksomhederne, mener vi fortsat, at en række small cap aktier er så billige, at det lægger en bund under kurserne. Vilkårene er dog vanskelige for de virksomheder, der er i en turn-around situation, hvilket skyldes en kombination af de svage konjunkturer og investorernes kortsigtede indtjeningsfokus.

 

Med venlig hilsen

Investeringsforeningen SmallCap Danmark

 

Jan O. Frøshaug Christian Reinholdt
Formand for bestyrelsen Direktør

 


Attachments

Delårsrapport SCDIF Q3.pdf