Meddelelse 2012-08 Meddelelse om købstilbud fra Erik Olesens Ejendomsselskab A/S på alle aktier i Jensen & Møller Invest A/S


Erik Olesens Ejendomsselskab A/S vil fremsætte et frivilligt, betinget, offentligt købstilbud på alle aktier i Jensen & Møller Invest A/S

Denne meddelelse er ikke rettet mod aktionærer, hvis deltagelse i Købstilbuddet (som defineret nedenfor) kræver udsendelse af et tilbudsdokument, registrering eller andre handlinger, bortset fra hvad der kræves i henhold til dansk lovgivning. Købstilbuddet og denne meddelelse er hverken direkte eller indirekte rettet mod aktionærer, der er bosiddende i en jurisdiktion, hvor fremsættelsen af Købstilbuddet eller accept heraf og/eller udsendelse af denne meddelelse ville stride mod lovgivningen i den pågældende jurisdiktion. Dokumenter, der vedrører Købstilbuddet og denne meddelelse må ikke fremsendes til Aktionærer, der er bosiddende i en sådan jurisdiktion. Enhver person, der kommer i besiddelse af dokumenter vedrørende Købstilbuddet eller denne meddelelse, forudsættes selv at indhente alle nødvendige oplysninger om eventuelle begrænsninger samt at overholde disse. 

Købstilbuddet og denne meddelelse fremsættes hverken direkte eller indirekte i eller til USA, Canada, Australien eller Japan, og Købstilbuddet gælder ikke, og kan ikke accepteres, fra USA, Canada, Australien eller Japan. 

Denne meddelelse udgør ikke et tilbud om eller en opfordring til at købe værdipapirer eller en opfordring til at tilbyde at købe værdipapirer i henhold til Købstilbuddet eller i øvrigt. Købstilbuddet fremsættes udelukkende på grundlag af et tilbudsdokument med acceptblanket, der udarbejdes af Erik Olesens Ejendomsselskab A/S, og som indeholder en beskrivelse af vilkår og betingelser for Købstilbuddet, herunder oplysning om fremgangsmåden ved accept af Købstilbuddet. Enhver beslutning om at acceptere Købstilbuddet bør alene træffes efter en nøje gennemgang af tilbudsdokumentet og redegørelsen, der udarbejdes af bestyrelsen i Jensen & Møller Invest A/S i overensstemmelse med § 14 i bekendtgørelse nr. 221 af 10. marts 2010 om overtagelsestilbud.

  

Købstilbud til aktionærerne i Jensen & Møller Invest A/S

Erik Olesens Ejendomsselskab A/S, CVR nr. 21 26 36 13, c/o Dansk Financia A/S, Charlottenlund Stationsplads 2, 2920 Charlottenlund har besluttet at fremsætte et frivilligt, betinget, offentligt tilbud (”Købstilbuddet”) til aktionærerne i Jensen & Møller Invest A/S, CVR nr. 53 28 89 28, c/o Dansk Financia A/S, Charlottenlund Stationsplads 2, 2920 Charlottenlund.

Bestyrelsen i Jensen & Møller Invest A/S har meddelt Erik Olesens Ejendomsselskab A/S, at den forventer at anbefale Købstilbuddet.

Visse aktionærer, som samlet ejer ca. 67,78 % af aktierne i Jensen & Møller Invest A/S har på visse betingelser afgivet uigenkaldelige forhåndstilsagn om at ville acceptere Købstilbuddet for deres aktier.

 

Hovedpunkter i Købstilbuddet

Erik Olesens Ejendomsselskab A/S tilbyder 4.000 kr. kontant pr. aktie a nominelt 1.000 kr.

Købstilbuddet repræsenterer en præmie på ca. 26,9% i forhold til slutkursen på NASDAQ OMX Copenhagen A/S den 3. december 2012.

Købstilbuddet vil indeholde en række sædvanlige vilkår og betingelser, herunder bl.a. om opnåelse af accept af Købstilbuddet fra mere end 90 % af aktiekapitalen.

 

Baggrunden for Købstilbuddet og planer for Jensen & Møller Invest A/S

Det er Erik Olesens Ejendomsselskab A/S’ vurdering, at Jensen & Møller Invest A/S’ portefølje af restejerlejligheder beliggende i Storkøbenhavn vil komplementere Erik Olesens Ejendomsselskab A/S’ egen portefølje, og at Erik Olesens Ejendomsselskab A/S med sine kompetencer kan skabe værdi ved det løbende salg og udlejning af ejendomme i Jensen & Møller Invest A/S’ portefølje.

Det er Erik Olesens Ejendomsselskab A/S’ hensigt at anvende sine kompetencer inden for udlejning og salg af fast ejendom til at opnå det bedst mulige resultat af driften af restejerlejligheder i Jensen & Møller Invest A/S. Erik Olesens Ejendomsselskab A/S har til hensigt at realisere synergieffekter i form af besparelser på administrationsomkostninger og afnotere Jensen & Møller Invest fra NASDAQ OMX samt ved at realisere andre stordriftsfordele ved en sammenlægning af selskaberne.

 

Tilbudsdokument

I overensstemmelse med § 3 i bekendtgørelse nr. 221 af 10. marts 2010 om overtagelsestilbud vil Erik Olesens Ejendomsselskab A/S afgive Købstilbuddet og offentliggøre tilbudsdokumentet, så snart dette er muligt, efter at Finanstilsynet har godkendt tilbudsdokumentet.

Tilbudsdokumentet vil indeholde en række sædvanlige vilkår og betingelser for Købstilbuddet, herunder tilbudsperioden og fremgangsmåden ved accept af Købstilbuddet.

 

Redegørelse fra bestyrelsen i Jensen & Møller Invest A/S

Bestyrelsen i Jensen & Møller Invest A/S har meddelt Erik Olesens Ejendomsselskab, at den forventer at anbefale Købstilbuddet og vil afgive sin redegørelse om Købstilbuddet, når Købstilbuddet er offentliggjort. Redegørelsen vil kunne findes på www.jensen-moller.dk

         Yderligere oplysninger:
         
         Adm. direktør Per Solberg Hansen, tlf. +45 7879 9609


Attachments

JMI2012-08 Meddelelse om fremsættelse af købstilbud.pdf