Årsrapport 2012

Forretningsudvikling i et mediemarked, der er i strukturel forandring


Den 7. februar 2013
Selskabsmeddelelse nr. 01-13

North Medias nettoomsætning blev på 1.105 mio. kr. i 2012, hvilket var 9% lavere end i 2011. Koncernens primære ordinære drift (EBIT) i 2012 blev på 100,5 mio. kr., hvilket er betydeligt lavere end resultatet på 166,5 mio. kr. i 2011. Resultatet betegnes isoleret set som tilfredsstillende, idet koncernen, med fokus på eksekvering, lønsomhed, styrkelse af konkurrenceevne og forretningsudvikling, trods vanskelige markedsvilkår opnåede resultater og mål på linje med det forventede.

De strukturelle forandringer og politiske tiltag udviklede sig hurtigere end forventet i slutningen af 2012, og det forventes at også 2013 bliver et vanskeligt år, hvor FK Distribution vil opleve faldende omsætning og dermed utilfredsstillende resultatudvikling. I 2013 forventes koncernens EBIT at blive på mellem -15 mio. kr. og +15 mio. kr. og der er med andre ord udsigt til en resultatmæssig tilbagegang.

Adm. direktør Lars Nymann Andersen udtaler: ”Isoleret set er resultatet for 2012 tilfredsstillende, men resultatudviklingen er utilfredsstillende. Markedsudviklingen åbner imidlertid også nye muligheder for North Media. Meget tyder på, at 2013 og 2014 kan blive resultatmæssigt magre år, indtil nye og supplerende aktiviteter, i såvel FK Distribution som i koncernens øvrige selskaber, bidrager positivt til koncernens indtjening.”

Lars Nymann Andersen tilføjer: ”Om et par år, vil koncernen stå på flere og mere ligeværdige og rentable ben, som kan levere relevante og segmenterede tilbud og information til forbrugerne – både på print og online”.

Yderligere oplysninger kan fås hos adm. direktør Lars Nymann Andersen eller økonomidirektør Kåre Wigh, telefon 39 57 70 00.

Med venlig hilsen
North Media A/S

Lars Nymann Andersen
Adm. Direktør

 

Besøg os på www.northmedia.dk

 

North Media A/S logo

Attachments

Årsrapport 2012.pdf