ASGAARD GROUP A/S - Halvårsrapport 2012-2013


Bestyrelsen for ASGAARD GROUP A/S har d.d. godkendt halvårsrapport for perioden
1. oktober 2012 til 31. marts 2013.


Aktiviteterne i ASGAARD GROUP-koncernen udviklede sig positivt i 1. halvår af
regnskabsåret 2012/2013, hvor både aktiviteterne i ASGAARD GROUP A/S og de
direkte ejede projektselskaber, samt i Tetris A/S har bidraget positivt. Nordic
Development Group har som forventet bidraget negativt, men resultatet er stærkt
forbedret i forhold til 1. halvår i sidste regnskabsår. Vi har tillige haft en
positiv udvikling i koncernens værdipapirbeholdning og samlet set realiseres i
halvåret et pænt positivt resultat.

Den underliggende udvikling i ASGAARD GROUP A/S og de direkte ejede
projektselskaber, samt i Tetris A/S er fortsat positiv og vi har på baggrund
heraf positive forventninger til den fremtidige indtjening, idet
aktivitetsniveauet er stigende og flere af de projekter, der gennemføres i de
direkte ejede projektselskaber er nu så langt fremme, at de bidrager positivt
til koncernens resultat, allerede i kraft af de løbende lejeindtægter.

ASGAARD GROUP oplever en fortsat relativt lav brugerefterspørgsel på markedet
for kontor/logistik-ejendomme, uden for København. I København, er
brugerefterspørgslen bedre. Investorinteressen er ligeledes begrænset på grund
af finanssektorens forsigtighed i forhold til finansiering af ejendomme, hvilket
gør, at der gennemføres meget få handler og i øvrigt til priser, der - udenfor
for primesegmentet - typisk er reduceret med 25-30 % siden finanskrisen
indtrådte.

Et meget spændende projekt, er udviklingen af en helt ny bydel i den sydlige del
af Hillerød, i forbindelse med det kommende superhospital og station i området.
Koncernen har erhvervet optionsrettigheder til betydelige arealer i umiddelbar
nærhed af både hospitalsarealet og stationen og har i 2009 udarbejdet et forslag
til masterplan for området. Der pågår p.t. en arkitektkonkurrence for hele
Hillerød Syd og når resultatet heraf foreligger i eftersommeren 2013, forventer
vi at det reelle planlægningsarbejde kan påbegyndes.

Der er i halvåret færdigbygget og afleveret et moderne bolighus på 3.500 m²  til
IDEmøbler, som udgør 1. etape af Fredericia Megacenter. Der pågår forhandlinger
med en hel del yderligere potentielle lejere til butikslokaler i centeret og det
er forventningen, at næste etape vil have nået en tilfredsstillende
udlejningsgrad indenfor de kommende 9-12 måneder.

Projektet Kastaniehaven i Holbæk, der oprindeligt var tænkt som et
ejerboligprojekt og hvor der tillige har været arbejdet med et kontorprojekt,
realiseres nu som et boligudlejningsprojekt på i alt 40 boliger, hvoraf 1. etape
på 12 boliger er afleveret og udlejet ultimo 2011 og 2. etape på yderligere 12
boliger er færdiggjort i halvåret og forventes fuldt udlejet i løbet af de
kommende måneder.

Koncernens egenkapital og soliditet udgjorde m.DKK 170,2 og 44,06% pr. 31. marts
2013 mod henholdsvis m.DKK 165,1 og 46,49% pr. 30. september 2012.

Forventningen til et resultat før skat i niveauet m.DKK 5-15 fastholdes.

Koncernens likvide midler udgjorde m.DKK 3,3 pr. 31. marts 2013. De likvide
midler samt eksisterende kreditfaciliteter og modtagne finansieringstilsagn
vurderes tilstrækkelige til at sikre finansieringen af koncernens drift og
kommende investeringer






[HUG#1704125]

Attachments

ASGAARD GROUP A/S - Halvårsrapport 01.10.2012 - 31.03.2013.pdf