GrønlandsBANKENs rapport for 1. halvår 2013


Tilfredsstillende halvår 2013 for GrønlandsBANKEN

Resultat før skat på tkr. 58.626 mod tkr. 66.573 i samme periode 2012. Resultatet forrenter primo-egenkapitalen efter udbytte med 15,0 procent p.a.

Resultat før kursreguleringer og nedskrivninger er stort set uændret med tkr. 69.685 mod tkr. 69.461 i første halvår 2012.

Netto rente- og gebyrindtægter steg med tkr. 710 til tkr. 138.339 sammenlignet med samme periode sidste år.

Omkostninger og afskrivninger er som ventet stort set uændrede i forhold til samme periode 2012 og udgør ved halvåret 2013 tkr. 70.366. På personaleomkostninger ses en stigning på omkring 1 mio. kr., samt stigning i øvrige administrationsudgifter, hvorimod afskrivninger på materielle aktiver er faldet tilsvarende.

Andre driftsudgifter steg med tkr. 269 til tkr. 1.443 ved halvåret 2013.

Kursreguleringer udgjorde et tab på tkr. 2.363 mod et plus på tkr. 3.518 i samme periode 2012.

Nedskrivninger på udlån m.v. er fortsat lave og udgjorde tkr. 8.696 mod tkr. 6.406 i samme periode 2012. Nedskrivningerne udgør således 0,3 procent af bankens samlede udlån og garantier.

GrønlandsBANKEN har ved udgangen af 1. halvår 2013 fortsat et komfortabelt indlånsoverskud og en likviditetsoverdækning på 172,8 procent i forhold til lovens krav.

For hele året 2013 forventes fortsat et resultat før kursreguleringer og nedskrivninger i niveauet kr. 125-145 mio. mod kr. 141 mio. i 2012.

 


Attachments

07.Q2 2013.pdf