TDC : TDC tilretter fact sheet


Med henblik på at understøtte strategien for 2015 har TDC fuldført de organisatoriske ændringer i visse dele af den danske forretning der blev offentliggjort 16. maj.  Alle brands på privatmarkedet samles i forretningsenheden Consumer med det formål at styrke TDC's multibrand-strategi og sikre en optimal marketingseffekt på tværs af brands. Der er etableret en ny forretningsenhed, Channels, som omfatter alle call centre samt online-afdelinger på tværs af den danske del af koncernen. En række forretningsområder fra YouSee organiseres nu sammen med de tilsvarende funktioner i TDC A/S, særligt i Consumer, Operations og Channels.

Som følge af ændringerne vil de finansielle resultater blive rapporteret for forretningsenhederne Consumer, Erhverv, Wholesale, Nordic og Omkostningscenter. Omkostningscenter omfatter de tre enheder Operations, Channels og Hovedkontoret, hvor størstedelen af den danske omkostningsbase er placeret.

Endvidere fjernes en stor del af de interne omkostningsfordelinger inklusive omkostninger relateret til brug af struktur samt lager- og logistikydelser. Dette sker for fremover at forenkle og øge niveauet af transparens i koncernrapporteringen.  Regnskabstallene for koncernen er uændret.

TDC’s fact sheet er blevet forberedt til nye operationelle nøgletal, som understøtter strategien for 2015. Data vil blive inkluderet i forbindelse med offentliggørelsen af regnskabsmeddelelsen for 3. kvartal den 1. november 2013. Desuden er der foretaget en række tilpasninger til de operationalle tal, hvilket er uddybet i vedlagte præsentation (på engelsk).

Et tilrettet fact sheet med sammenligningstal fra 1. kvartal 2011 til 2. kvartal 2013 samt en præsentation af ændringerne (på engelsk) er derfor nu tilgængelig på TDC’s hjemmeside og vedlagt denne fondsbørsmeddelelse.

De anførte tilretninger giver ikke anledning til ændring af forventningerne til 2013, som blev annonceret den 5. februar 2013 i forbindelse med offentliggørelsen af TDC’s regnskab for 2012, og som blev bekræftet i forbindelse med offentliggørelsen af regnskabsmeddelelsen for 1. kvartal 2013 den 3. maj 2013 og halvårsresultaterne den 7. august 2013.

         TDC A/S
         Teglholmsgade 3
         0900 København C
         tdc.dk


Attachments

Release 23-2013 TDC Fact Sheet 2013Q2 Restated.xlsx Release 23-2013 Restatement præsentation.pdf Release 23-2013 FBM Basic restatements - DK.pdf