Årsrapporter 2013 fra BankInvest foreningerne


Bestyrelsen har i dag behandlet og vedtaget årsrapporterne for Investeringsforeningen BankInvest, Investeringsinstitutforeningen BankInvest og BI Private Equity f.m.b.a., respektive afdelinger heraf, som er optaget til notering på den særlige markedsplads for investeringsforeninger.

Generelt set har 2013 været et godt år for aktieafdelingerne med pæne afkast til investorerne, hvorimod obligationsafdelingerne har haft et mere vanskeligt år med moderate lave eller negative afkast.

Året 2013 vil først og fremmest blive husket for ekstraordinært høje afkast på aktier i den vestlige verden samt markante rentefald i de gældstyngede sydeuropæiske lande.

Et fortsat økonomisk opsving har stimuleret indtjeningsvæksten hos virksomhederne, og den økonomiske og politiske usikkerhed er blevet markant lavere efter det amerikanske præsidentvalg i november 2012 og den efterfølgende politiske afklaring omkring en budgetaftale.

Opsvinget i den globale økonomi er først og fremmest drevet af USA og Europa. Eurozonen er kommet ud af en halvandet år lang økonomisk recession. Det økonomiske opsving må dog fortsat karakteriseres som svagt og skrøbeligt. Det skyldes ikke mindst, at betydelig statsgæld fortsat tynger en række lande.

Opsvinget i japansk økonomi har været drevet af en helt ekstraordinær økonomisk politik, hvor ikke mindst en ekstrem lempelig pengepolitik har svækket den japanske yen og dermed forbedret de japanske eksportvirksomheders priskonkurrenceevne.

Vækstproblemerne for en stribe emerging markets-lande i Latinamerika (Brasilien) og Østeuropa (Rusland) har delvist været en konsekvens af en fortsat afmatning i råvarepriserne og delvist en konsekvens af manglende økonomiske reformer. I sommeren kom en række emerging markets-lande under betydeligt pres, da forventningen om en afslutning på den ekstraordinært lempelige pengepolitik i Federal Reserve satte dagsordenen. Trods svag økonomisk vækst har disse lande været nødt til at stramme pengepolitikken for at stoppe kapitalflugten, ligesom markant valutakurssvækkelse har øget inflationen.

Årsrapport med beretning, regnskab og nøgletal for den enkelte forening er vedlagt og vil ligeledes kunne rekvireres hos investeringsforvaltningsselskabet BI Management A/S eller downloades via foreningernes hjemmeside www.bankinvest.dk.

Årsrapporterne vil blive fremlagt til godkendelse på foreningernes ordinære generalforsamling:

Mandag den 31. marts 2014 kl. 16.00, i den gamle Børsbygning,
Slotsholmsgade 1, 1217 København K.

Spørgsmål til årsrapporterne kan rettes til investeringsforvaltningsselskabets direktør Christina Larsen på tlf. nr. 77 30 90 00.


Med venlig hilsen
BankInvests investerings- og specialforening samt anden kollektiv investeringsordning


Uffe Ellemann-Jensen           Ingelise Bogason
Bestyrelsesformand              Næstformand

 


Attachments

Investeringsinstitutforeningen BankInvest.pdf