SmartGuy Group A/S – Halvårsrapport 2013/14

Selskabsmeddelelse nr. 5 / 2014


Resumé

Nettoomsætningen i regnskabsårets første seks måneder udgjorde DKK 260,9 mio., svarende til en samlet vækst på 17,9 % i forhold til samme periode sidste år. Væksten i de nordiske markeder udgjorde 5,3 % i perioden og omsætningen på de øvrige markeder steg med 102,2 % sammenholdt med samme periode sidste år.

Bruttoavancen udgjorde 44,7 % (48,6 % i samme periode sidste år). Salgs- og distributionsomkostninger udgjorde DKK 86,3 mio. i regnskabsårets første seks måneder svarende til 33,0 % af nettoomsætningen (25,6 % af nettoomsætningen i samme periode sidste år). Personaleomkostninger udgjorde DKK 37,3 mio. i regnskabsårets første seks måneder svarende til 14,3 % af nettoomsætningen (15,2 % af nettoomsætningen i samme periode sidste år). Administrationsomkostninger udgjorde DKK 9,9 mio. i regnskabsårets første seks måneder svarende til 3,8 % af nettoomsætningen (2,4 % af nettoomsætningen i samme periode sidste år). Særlige poster relateret udflytning af lager fra Danmark til Polen udgjorde DKK 21,4 mio. i regnskabsårets første seks måneder. Projektet blev fuldført i perioden.

Resultatet før afskrivninger og før særlige poster (EBITDA før særlige poster) udgjorde DKK -16,8 mio. i regnskabsårets første seks måneder svarende til en EBITDA margin på – 6,4 %. EBITDA marginen udgjorde til sammenligning 5,5 % i samme periode sidste år.

Af- og nedskrivninger i årets første seks måneder udgjorde DKK 23,6 mio. Heraf hidrører DKK 18,2 mio. fra en nedskrivning af ejendomme i Jyderup. Periodens resultat inklusiv særlige poster og inklusiv nedskrivning af ejendomsværdier udgjorde DKK – 65,7 mio. i perioden (DKK 8,6 mio. i samme periode sidste år).

Pengestrømme fra driftsaktiviteter i regnskabsårets første seks måneder udgjorde DKK – 52,7 mio. (DKK 9,6 mio. i samme periode sidste år). Pengestrømme vedrørende investeringer i regnskabsårets første seks måneder udgjorde DKK -11,7 mio. (DKK -4,8 mio. i samme periode sidste år). Pengestrømme vedrørende finansiering i regnskabsårets første seks måneder udgjorde DKK 24,0 mio. (DKK 93,5 mio. i samme periode sidste år).

Koncernens nettoarbejdskapital (NWC) udgjorde DKK 59,8 mio. ved udgangen af regnskabsperioden (DKK 47,3 mio. ved udgangen af tilsvarende periode sidste år). Koncernens nettorentebærende gæld (NIBD) udgjorde DKK 63,7 mio. ved udgangen af regnskabsperioden (DKK – 68,6 mio. ved udgangen af tilsvarende periode sidste år).

For regnskabsåret 2012/13 fastholdes forventningerne om en samlet omsætning på mellem DKK 475 mio. og DKK 500 mio. og et EBITDA resultat før særlige poster på mellem DKK -30 mio. og DKK -20 mio.

Efter regnskabsperiodens afslutning er der gennemført en rettet emission med kontant kapitalforhøjelse. I januar 2014 tilførtes et bruttoprovenu på DKK 43,4 mio. kroner.

Ledelsen i SmartGuy Group A/S har iværksat en strategisk gennemgang med henblik på at teste eller bekræfte særskilte elementer af selskabets strategi, herunder markedspositionering og geografisk vækstfokus.

Spørgsmål vedrørende denne meddelelse kan rettes til adm. direktør Thomas Wandahl på mobil nr. +45 51 85 00 00 eller til finansdirektør Marc Jeilman på mobil nr. +45 20 35 25 80.

Med venlig hilsen

SmartGuy Group A/S


Attachments

Meddelelse nr  5_2014_SmartGuy Group AS.pdf SmartGuy Group AS_første halvår 2013_14.pdf