Beslutninger på Vestjysk Bank A/S’ ordinære generalforsamling den 25. marts 2014


Finanstilsynet
NASDAQ OMX Copenhagen
Oslo Børs


25. marts 2014



Selskabsmeddelelse:

Beslutninger på Vestjysk Bank A/S’ ordinære generalforsamling den 25. marts 2014

På bankens ordinære generalforsamling den 25. marts 2014 blev beretning og årsrapport samt bestyrelsens forslag om dækning af underskud i henhold til den godkendte årsrapport godkendt.

Forslag om uændret vederlag til medlemmerne af bestyrelsen for det indeværende år blev vedtaget. Menige bestyrelsesmedlemmer modtager således kr. 150.000, formanden kr. 300.000 og næstformanden kr. 250.000. Formanden for revisionsudvalget modtager tillige et tillæg på kr. 50.000.

Forslaget om revideret lønpolitik for ledelsen m.v. blev ligeledes godkendt.

Valgperioden for samtlige generalforsamlingsvalgte bestyrelsesmedlemmer udløb på generalforsamlingen. Bestyrelsesformand Steen Hemmingsen og Aage Tang-Andersen ønskede ikke at genopstille til bestyrelsen. Bestyrelsens forslag om genvalg af Anders Bech, Bent Simonsen, Kirsten Lundgaard-Karlshøj og Poul Hjulmand samt nyvalg af Vagn Thorsager og Lars Holst blev vedtaget.

Ligeledes blev PricewaterhouseCoopers Statsautoriseret Revisionspartnerskab genvalgt som bankens revisor.

Bestyrelsens forslag om præcisering af vedtægternes pkt. 3.2 blev vedtaget, således at det af pkt. 3.2 fremgår, at bestemmelsen ikke kan ændres uden samtykke fra Den Danske Stat ved Erhvervs- og Vækstministeriet, så længe banken har udestående lån i form af statsligt kapitalindskud eller senior lån dækket af en individuel statsgaranti.

Endvidere vedtog generalforsamlingen bestyrelsens forslag om sletning af vedtægternes pkt. 3B.0-3B.16 og vedtægternes bilag 3-6 vedrørende det statslige kapitalindskud i det tidligere Aarhus Lokalbank Aktieselskab, som er konverteret i sin helhed til aktier i Vestjysk Bank A/S.

Bestyrelsens forslag om ændring af vedtægternes pkt. 8.3 vedrørende fuldmagter til bestyrelsen blev vedtaget, således at fuldmagter til bestyrelsen herefter vil kunne gives i overensstemmelse med selskabslovens til enhver tid værende regler herom.

Bestyrelsens forslag om fornyelse af bestyrelsens bemyndigelser i vedtægternes pkt. 9.10-9.13 til at forhøje bankens aktiekapital blev tillige vedtaget. Bestyrelsen er således bemyndiget til indtil den 25. marts 2019 at forhøje bankens aktiekapital med indtil kr. 30.000.000 til markedskurs uden fortegningsret for bankens aktionærer og med indtil kr. 30.000.000 til minimum kurs pari med fortegningsret for bankens aktionærer. Bemyndigelserne kan maksimalt udnyttes til at forhøje aktiekapitalen med i alt kr. 30.000.000.

Bestyrelsens forslag om bemyndigelse af bestyrelsen til at udstede konvertible gældsbreve blev endvidere vedtaget. Bestyrelsen er således bemyndiget til indtil den 25. marts 2019 at træffe beslutning om optagelse af lån på op til kr. 500.000.000 mod udstedelse af gældsbreve, der kan konverteres til aktier i banken, samt til at træffe beslutning om de dertilhørende kapitalforhøjelser på op til nominelt kr. 500.000.000 uden fortegningsret for bankens aktionærer.

Generalforsamlingen bemyndigede bestyrelsen til indtil den 25. marts 2019 at lade banken erhverve egne aktier med en pålydende værdi på indtil 10 pct. af bankens aktiekapital.

Endeligt blev bestyrelsens forslag om ændring af terminologi i vedtægterne vedtaget, således at henvisninger i vedtægterne til ”aktiebog”, ”Erhvervs- og Selskabsstyrelsen” og ”den Danske Stat” er ændret til ”ejerbog”, ”Erhvervsstyrelsen” og ”Den Danske Stat”.

Den Danske Stats forslag om ændring af vedtægterne, således at bestyrelsens formand og næstformand vælges af generalforsamlingen, blev vedtaget. Vagn Thorsager blev valgt som bestyrelsens formand og Lars Holst blev valgt som bestyrelsens næstformand.

Generalforsamlingen bemyndigede dirigenten til at foretage anmeldelse af det vedtagne til Erhvervsstyrelsen.

Der var intet til behandling under dagsordenens pkt. 10 “Eventuelt”.

Umiddelbart efter generalforsamlingen besluttede bestyrelsen, at bankens revisionsudvalg fortsat skal bestå af den samlede bestyrelse. Bestyrelsen anser Bent Simonsen for et særligt kvalificeret og uafhængigt medlem af revisionsudvalget, hvorfor han genvalgtes til formand for revisionsudvalget.




Vestjysk Bank A/S

Bestyrelsen


Henvendelser vedrørende ovenstående kan rettes til bestyrelsesformand Vagn Thorsager, tlf. 96 63 21 03.



Vestjysk Bank A/S
Torvet 4-5
7620 Lemvig
Telefon 96 63 20 00

CVR-nr. 34 63 13 28
www.vestjyskbank.dk

 


Attachments

Selskabsmeddelelse - Beslutninger på Vestjysk Bank AS ordinære generalforsamling den 25. marts 2014.pdf