Bavarian Nordic indgår licens- og produktionsaftale med Janssen omkring MVA-BN® ebolavaccine


  • Crucell Holland B.V., hørende til Janssen Pharmaceutical Companies under Johnson & Johnson licenserer MVA-BN-baseret ebola- og Marburgvaccine fra Bavarian Nordic
  • Bavarian Nordic vil skalere op med en målsætning om at producere mere end 1 million doser af den forebyggende vaccine i 2015 til kliniske forsøg og anvendelse i det igangværende ebolaudbrud i Vestafrika
  • Johnson & Johnson Development Corporation investerer DKK 251 mio. (ca. USD 43 mio.) i tegning af nye Bavarian Nordic aktier
  • Den samlede potentielle værdi af aftalen inklusive forudbetaling, aktieinvestering, milepælsbetalinger og produktionsaftale udgør mere end USD 187 mio.
  • Selskabet hæver forventninger til kapitalberedskabet ved årets udgang

KVISTGÅRD, Danmark - 22. oktober 2014 - Bavarian Nordic A/S (OMX: BAVA) offentliggjorde i dag en global licens- og produktionsaftale om selskabets MVA-BN Filovirus (Ebola og Marburg) vaccinekandidat med Crucell Holland B.V., hørende til Janssen Pharmaceutical Companies under Johnson & Johnson.

I henhold til aftalen opnår Janssen en eksklusiv licens til Bavarian Nordics multivalente MVA-BN Filovirus vaccinekandidat, der er udformet til at yde beskyttelse mod Ebola Zaire, Ebola Sudan og Marburg virussen. Bavarian Nordic modtager en forudbetaling på USD 25 mio. og er berettiget til op til USD 20 mio. i udviklings- og regulatoriske milepælsbetalinger samt royaltybetalinger for kommercielle salg uden for Afrika. Janssen vil være fuldt ansvarlig for alle omkostninger forbundet med udviklingen og kommercialiseringen af vaccinen.

Desuden vil Bavarian Nordic skalere produktionen op med en målsætning om at producere mere end 1 million doser til en samlet værdi af USD 99,3 mio., hvoraf Janssen betaler USD 70,8 mio. som forudbetaling. De resterende USD 28,5 mio. betales pro rata med leverancer i 2015.

En kombination af Bavarian Nordics multivalente MVA-BN vaccine og Janssens AdVac® teknologi har for nylig vist at kunne yde 100% beskyttelse mod ebola i prækliniske studier. Janssen vil foretage den videre kliniske udvikling af vaccinen. Som led i Janssens prioriterede indsats på området, arbejder de desuden tæt sammen med myndighederne om at få gjort vaccinerne tilgængelige til at kunne hjælpe med at standse det nuværende udbrud i Vestafrika.

Desuden vil Johnson & Johnson Development Corporation via en rettet emission investere DKK 251 mio. (ca. USD 43 mio.) i tegning af nye aktier i Bavarian Nordic. Yderligere detaljer om aktietegningen offentliggøres særskilt.

"Vi er særdeles tilfredse med at indgå partnerskab med Janssen omkring udviklingen og produktionen af en ebolavaccine til at hjælpe med at standse det igangværende udbrud, der nu udgør en international sundhedskrise. Som led i vores samarbejde med den amerikanske regering har vi arbejdet i adskillige år med udvikling af en ebolavaccine. Situationens alvor har nødvendiggjort øjeblikkelig handling fra myndigheders og medicinalfirmaers side, således at udviklingen af hårdt tiltrængte lægemidler fremskyndes, og vi er glade for at tage del i denne indsats sammen med Janssen, som har vist deres lederskab ved at forpligte sig til en hurtig udvikling af denne vaccine samt ved at yde aktiv hjælp og støtte til de berørte områder i Vestafrika, " udtaler Paul Chaplin, administrerende direktør i Bavarian Nordic.

Forbedret kapitalberedskab
Som følge af aftalen opjusterer selskabet forventningerne til kapitalberedskabet ved årets udgang, som tidligere var ca. DKK 600 mio. og nu forventes at være ca. DKK 1.000 mio. inklusiv nedbringelse af gæld og kreditfacilitet for ca. DKK 150 mio. Forventningerne til årets omsætning of resultat fastholdes idet hovedparten af aftalen indtægtsføres i 2015.

Telefonkonference og webcast
Bavarian Nordics ledelse vil afholde en telefonkonference i dag kl. 14.00 med henblik på at diskutere aftalen. Dial-in numre er: Danmark: +45 32 72 80 18, UK: +44 (0) 844 571 8957, USA: +1 866 682 8490. Det er muligt at høre en live eller arkiveret webcast af telefonkonferencen på www.bavarian-nordic.com/investor/webcast.aspx.


Kontakt
Rolf Sass Sørensen, Vice President Investor Relations. Telefon +45 61 77 47 43

Om Bavarian Nordic
Bavarian Nordic er et internationalt biotekselskab, der udvikler og producerer cancerimmunterapier og vacciner til forebyggelse af infektionssygdomme. Selskabets førende udviklingsprogrammer er PROSTVAC®, en immunterapikandidat til behandling af fremskreden prostatacancer, som er i afsluttende klinisk fase 3 udvikling, og IMVAMUNE®, en ikke-replikerbar koppevaccine, der udvikles og leveres til det amerikanske nationale beredskabslager under en kontrakt med de amerikanske myndigheder. Vaccinen er godkendt i Canada under navnet IMVAMUNE samt i den Europæiske Union under navnet IMVANEX®.

Bavarian Nordics aktier er noteret på NASDAQ OMX Copenhagen under symbolet BAVA (Reuters: BAVA.CO, Bloomberg: BAVA.DC). Selskabet har et sponsoreret ADR-program, som er noteret i USA (OTC) under symbolet BVNRY.

For yderligere information, besøg www.bavarian-nordic.com.

Om ebola
Ebolavirussen tilhører virusfamilien Filoviridae og kan forårsage alvorlig blødningsfeber i mennesker og aber. Ifølge WHO har ebola en dødelighed på mellem 50% og 90% af de smittede. Virussen er højt prioriteret af den amerikanske regering, der betegner virussen som et "kategori A" stof, der udgør en risiko for den nationale sikkerhed. Der findes ingen godkendte behandlingsformer eller vacciner mod sygdommen.

Om MVA-BN® vaccineteknologien
MVA-BN (Modified Vaccinia Ankara - Bavarian Nordic) er Bavarian Nordics egenudviklede og patenterede vaccineteknologiplatform. MVA-BN er en robust og bred anvendelig teknologiplatform, der egner sig til udvikling af vacciner imod en bred vifte af infektionssygdomme.

Ud over at være under udvikling som en sikrere koppevaccine (godkendt i EU og Canada), der er væsentlig for at kunne beskytte immunsvækkede personer, har Bavarian Nordic udført prækliniske og kliniske forsøg med rekombinante MVA-BN-baserede vacciner inden for en lang række infektionssygdomme samt cancer. Mere end 7.500 personer, heraf næsten 1.000 personer med nedsat immunforsvar, er blevet vaccineret med MVA-BN-baserede vacciner, og der er påvist høj immunogenicitet samt en favorabel bivirkningsprofil.

Udsagn om fremtiden
Denne meddelelse indeholder udsagn om fremtiden ("forward-looking statements"), som er forbundet med risici, usikkerheder og andre faktorer, hvoraf mange er uden for vores kontrol. Dette kan medføre, at faktiske resultater afviger væsentligt fra de resultater, som er omhandlet i ovennævnte udsagn om fremtiden. Udsagn om fremtiden inkluderer udsagn vedrørende vores planer, mål, fremtidige begivenheder, præstation og/eller anden information, som ikke er historisk information. Vi påtager os ingen forpligtelser til offentligt at opdatere eller revidere udsagn om fremtiden således, at disse afspejler efterfølgende begivenheder eller omstændigheder, undtagen i det omfang dette er foreskrevet ved lov.


Attachments

201422dk