Ordinær generalforsamling i North Media A/S fredag den 8. april 2016 - Resumé


Den 8. april 2016
Selskabsmeddelelse nr. 03-16

Generalforsamlingen blev gennemført i henhold til den udsendte dagsorden.

Ledelsens beretning blev forelagt, og årsrapporten for 2015 blev godkendt.

Ordførende koncerndirektør & CFO Kåre Stausø Wigh konstaterede, at FK Distribution i 2015 har udbygget succesen med NejTak+. Flere end 550.000 husstande var tilmeldt ved årets udgang og dermed har yderligere 250.000 husstande tilmeldt sig i løbet af 2015. Den høje tilgang af nye husstande bekræfter, at NejTak+ er forbrugernes valg.

Koncernomsætningen blev på 1.012 mio. kr. i 2015. Koncernens resultat af ordinær primær drift før særlige poster i 2015 blev på -0,7 mio. kr. mod et resultat på 55,2 mio. kr. i 2014.

I ledelsens beretning tilkendegav Kåre Stausø Wigh, at resultatet for 2015 blev som forventet ved årets start og udgjorde i alt -11,9 mio. kr. efter skat. Resultatet for året er isoleret set utilfredsstillende, men afspejler store omkostninger til udvikling og markedsføring af nye langsigtede vækstinitiativer.

I 2016 forventes et koncern EBIT før særlige poster på mellem -50 mio. kr. og -20 mio. kr.

Koncernens nettorentebærende indestående udgjorde 113,8 mio. kr. pr. 31. december 2015. Det er 46,2 mio. kr. mere i forhold til ultimo 2014, hvor det nettorentebærende indestående udgjorde 67,6 mio. kr.

Det er bestyrelsens og direktionens opfattelse, at koncernen har en solid balance og et stærkt kapitalberedskab, der sikrer og understøtter den langsigtede udvikling af forretningen. Et stærkt kapitalberedskab anses for at være et væsentligt konkurrenceparameter.

Kåre Stausø Wigh bemærkede, at det var baggrunden for, at bestyrelsen indstillede til generalforsamlingen, at der ikke udbetales udbytte for regnskabsåret 2015. Endvidere bemærkedes, at det uændret er bestyrelsens mål og forventning at opnå en indtjenings­mæssig styrke, der kan danne grundlag for udbetaling af udbytte som årligt tilbagevendende. Med den nye koncernstruktur og et stærkt kapitalberedskab er det bestyrelsens opfattelse, at koncernen er godt rustet til at imødegå udfordringerne og genskabe resultatfremgang fra regnskabsåret 2017.

Generalforsamlingen meddelte bestyrelse og direktion decharge samt godkendte det i årsrapporten indeholdte forslag til disponering af årets resultat, herunder bestyrelsens indstilling om, at der ikke udbetales udbytte.

Til bestyrelsen genvalgtes Richard Bunck, Peter Rasztar, Steen Gede og Ulrik Holsted-Sandgreen. Bestyrelsen består herefter af Richard Bunck, Peter Rasztar, Steen Gede og Ulrik Holsted-Sandgreen.

Umiddelbart efter afholdelsen af generalforsamlingen konstituerede bestyrelsen sig med Richard Bunck som formand og Peter Rasztar som næstformand.

Deloitte Statsautoriseret Revisionspartnerselskab blev, som foreslået af bestyrelsen, genvalgt.

Yderligere oplysninger kan fås hos ordførende koncerndirektør & CFO, Kåre Stausø Wigh, der kan kontaktes på telefon 25 65 21 45.

Med venlig hilsen
North Media A/S

Richard Bunck
Bestyrelsesformand