Bavarian Nordic offentliggør årsrapport for 2016


KØBENHAVN, Danmark, 15. marts 2017 - Bavarian Nordic A/S (OMX: BAVA) offentliggjorde i dag årsrapport for 2016. Herunder er et resumé af fremskridt og finansielle resultater for året samt finansielle forventninger til 2017. Den fuldstændige rapport er vedhæftet som pdf-fil og kan desuden findes på selskabets hjemmeside www.bavarian-nordic.com.

Hovedpunkter fra rapporten

  • I lighed med de foregående år omsatte vi for mere end DKK 1 mia. og havde et nulresultat før renter og skat. Kapitalberedskabet blev væsentligt styrket og er mere end tredoblet de seneste tre år.

  • Vi modtog en ny ordre til en værdi af USD 100 mio. fra den amerikanske regering på IMVAMUNE koppevaccinen (bulkvaccine), som fortsat udgør den væsentligste omsætningskilde. I løbet af 2017 forventes en udbudsproces iværksat, hvilket potentielt muliggør at fortsætte leverancer af IMVAMUNE i en frysetørret version. Vi afsluttede desuden rekrutteringen til det endelige fase 3 forsøg med den flydende-frosne version, der er påkrævet for at kunne indsende en registreringsansøgning i USA.

  • Den første og anden interimanalyse af fase 3 forsøget med PROSTVAC blev afsluttet og forsøget fortsætter som planlagt. Vi forventer at den tredje analyse vil foregå omkring midten af 2017 og at de endelige data vil foreligge inden årets udgang. Tre nye fase 2 forsøg med PROSTVAC blev påbegyndt i løbet af året, herunder et kombinationsforsøg med PROSTVAC og YERVOY®, en checkpoint-inhibitor fra Bristol-Myers Squibb. Desuden vil et forsøg, hvor PROSTVAC kombineres med YERVOY og OPDIVO® (også fra Bristol-Myers Squibb) blive påbegyndt inden længe.

  • Vi rapporterede lovende fase 1 resultater for MVA-BN RSV, vores vaccinekandidat mod RS-virus, som er udformet til at fremkalde en bred immunrespons, idet den indeholder fem RSV-associerede antigener, og er således en differentieret tilgang. Vi afsluttede desuden rekrutteringen til et fase 2 forsøg med vaccinen i 400 forsøgspersoner. Resultater fra dette forsøg ventes omkring midten af 2017 og vil bibringe væsentlig information til brug i større effektstudier.

  • I tråd med vores strategi om at udvide cancerimmunterapiporteføljeN igangsatte vi det første kliniske forsøg med CV301 som kombinationsbehandling. Forsøget søger at vise proof-of-concept i patienter med ikke-småcellet lungekræft i kombination med OPDIVO, som leveres til forsøget i henhold til en aftale med Bristol-Myers Squibb. I 2017 og fremefter forventer vi at påbegynde yderligere kombinationsforsøg med CV301 i andre kræftformer, herunder et fase 2 forsøg i blærekræft med Tecentriq® (atezolizumab), som leveres af Roche. Desuden forventer vi at NCI vil påbegynde fase 2 forsøg med MVA-BN Brachyury i andet halvår.

  • Vores samarbejde med Janssen omkring vacciner mod infektionssygdomme fortsætter med at udvikle sig. Janssen har indsendt en ansøgning om nødberedskabsgodkendelse (Emergency Use Assessment and Listing) for ebolavaccinen til Verdenssundhedsorganisationen (WHO) og har desuden fortsat sen-faseudvikling af vaccinen. Desuden påbegyndtes et klinisk forsøg med en multivalent vaccine, der er udformet til at beskytte mod såvel ebola-, som Sudan og Marburgvirus. I 2017 vil Janssen påbegynde det første kliniske forsøg med HPV vaccinen, som de licenserede i 2015, og de har fortsat option på at licensere yderligere to indikationer. 

Administrerende direktør i Bavarian Nordic, Paul Chaplin udtaler: "2016 var et vigtigt år for Bavarian Nordic, såvel i udviklingen og spredningen af vores kliniske pipeline, som finansielt. Vi har påbegyndt seks nye kliniske forsøg, rapporteret positive data fra vores første forsøg inden for RSV og udvidet vores partnerskaber. Vi oplever fortsat omsætning fra vores kerneforretning, hvilket bidrager til endnu et år med nulresultat. Tilgang af ny kapital fra både nye og eksisterende investorer har været med til at tredoble vores kapitalberedskab i løbet af de seneste tre år. Vi er stolte af disse præstationer, og 2017 ser ud til at blive ligeså væsentligt et år for selskabet, da vi venter flere afgørende resultater fra vores pipeline, nemlig fase 2 resultater for RSV-vaccinen og fase 3 resultater for PROSTVAC.

Finansielle resultater og forventninger
Bavarian Nordics overordnede finansielle resultater for 2016 var i overensstemmelse med selskabets senest udmeldte forventninger. Mens den forventede omsætning og resultat før renter og skat (EBIT) blev fastholdt over hele året, så opjusterede selskabet i april 2016 forventningerne til kapitalberedskabet ved årets udgang til DKK 1.900 mio. efter at have hentet DKK 665 mio. i en succesfuld kapitalforhøjelse, og igen i januar 2017 til DKK 2.300 mio., hvilket var resultatet af en tidligere modtagelse af betalinger for IMVAMUNE leverancer end ventet.

  DKK mio.
2016 forventet realiseret
Omsætning 1.000 1.007
EBIT 0 33
Kapitalberedskab ved årets udgang 2.300 2.292

Omsætningen bestod af DKK 758 mio. fra salg af IMVAMUNE bulkvaccine til den amerikanske regering, DKK 74 mio. fra salg af IMVAMUNE til andre lande, DKK 94 mio. fra igangværende udviklingskontrakter og DKK 81 mio. fra den resterende IMVAMUNE holdback i vores kontrakt med den amerikanske regering.

Forventninger til 2017

2017E DKK mio.
Omsætning 1.300
EBIT 350
Kapitalberedskab ved årets udgang * 2.400


* Kapitalberedskabet udgøres af likvide beholdninger, investering i værdipapirer samt uudnyttede kreditfaciliteter.

Bavarian Nordic forventer en omsætning på DKK 399 mio. fra indtægtsførelse af forudbetalingen, som blev modtaget fra Bristol-Myers Squibb (BMS) som led i den globale licensoptionsaftale omkring PROSTVAC. Dette er baseret på en formodning om, at vi leverer toplinjeresultater fra PROSPECT (fase 3) forsøget i andet halvår 2017. Der ventes en omsætning på cirka DKK 800 mio. fra produktion af IMVAMUNE bulkvaccine til den amerikanske regering og leverancer af IMVAMUNE til Public Health Agency of Canada. Yderligere omsætning på cirka DKK 100 mio. forventes fra igangværende forsknings- og udviklingskontrakter.

Forsknings- og udviklingsomkostninger forventes at udgøre i alt DKK 425 mio.

Webcast og telefonkonference
Selskabets ledelse afholder en telefonkonference i dag kl. 14.00 dansk tid for at præsentere årsregnskabet og besvare eventuelle spørgsmål. Dial-in numre er: Danmark: +45 32 71 16 60, UK: +44 (0) 20 3427 1911, USA: +1 646 254 3364. Deltagerkode er 7659153. Det er muligt at høre en live eller arkiveret webcast af telefonkonferencen samt downloade den tilhørende præsentation på http://www.bavarian-nordic.com/investor/events.aspx?event=5047.

Om Bavarian Nordic
Bavarian Nordic er et fuldt integreret biotekselskab, der er fokuseret på udvikling, produktion og kommercialisering af cancer-immunterapier og vacciner mod infektionssygdomme baseret på selskabets virale vaccineplatform. Gennem mangeårige samarbejder, herunder med den amerikanske regering, har Bavarian Nordic udviklet en portefølje af vacciner mod infektionssygdomme, inklusive den ikke-replikerende koppevaccine IMVAMUNE®, der lagerføres til anvendelse i nødsituationer af den amerikanske stat samt andre regeringer. Vaccinen er godkendt i EU (under handelsnavnet IMVANEX®) samt i Canada. I partnerskab med Janssen udvikler Bavarian Nordic en ebola-vaccine, som er blevet fremskyndet af sundhedsmyndigheder verden over, og en vaccine til beskyttelse mod og behandling af HPV. Bavarian Nordic har desuden i samarbejde med National Cancer Institute udviklet en portefølje af aktive cancerimmunterapier, herunder PROSTVAC®, der er i fase 3 klinisk udvikling til behandling af fremskreden prostatacancer. Selskabet har indgået aftale med Bristol-Myers Squibb om potentiel kommercialisering af PROSTVAC. For yderligere information besøg www.bavarian-nordic.com eller følg os på Twitter @bavariannordic.

Udsagn om fremtiden
Denne meddelelse indeholder fremadrettede udsagn, som er forbundet med risici, usikkerheder og andre faktorer, hvoraf mange er uden for vores kontrol. Dette kan medføre, at faktiske resultater afviger væsentligt fra de resultater, som er omhandlet i ovennævnte fremadrettede udsagn. Fremadrettede udsagn omfatter udsagn vedrørende vores planer, mål, fremtidige begivenheder, præstation og/eller anden information, som ikke er historisk information. Alle fremadrettede udsagn skal udtrykkeligt vurderes i sammenhæng med de forbehold, der er taget eller henvist til i denne erklæring. Vi påtager os ingen forpligtelser til offentligt at opdatere eller revidere udsagn om fremtiden således, at disse afspejler efterfølgende begivenheder eller omstændigheder, undtagen i det omfang dette er foreskrevet ved lov.

Kontakt
Rolf Sass Sørensen
Vice President Investor Relations
Tlf. +45 61 77 47 43

Selskabsmeddelelse nr. 6 / 2017


Attachments

2017-06-da Bavarian Nordic Annual Report 2016