Bavarian Nordic offentliggør godkendelse af aftalen med Janssen Pharmaceuticals, Inc. og udsteder aktier til Johnson & Johnson Innovation - JJDC, Inc.


KØBENHAVN, Danmark, 21. august 2017 - Bavarian Nordic A/S (OMX: BAVA) offentliggjorde i dag, at transaktionen med Janssen Pharmaceuticals, Inc., en del af Janssen Pharmaceutical Companies of Johnson & Johnson vedrørende licens- og samarbejdsaftalen, der blev indgået den 27. juli 2017 (se selskabsmeddelelse nr. 20/2017 for yderligere detaljer), nu er afsluttet. Transaktionen er godkendt af de amerikanske konkurrencemyndigheder i henhold til Hart-Scott-Rodino (HSR) Antitrust Improvements Act.

Som følge heraf gennemfører Bavarian Nordic den rettede emission til Johnson & Johnson Innovation - JJDC, Inc., bestående af 512.102 nye aktier á DKK 10 (svarende til ca. 1,63 % af selskabets eksisterende aktiekapital), der udstedes til en tegningskurs på DKK 405,1578 pr. ny aktie. Dermed opnår Bavarian Nordic et bruttoprovenu på DKK 207,5 mio. (se selskabsmeddelelser nr. 21/2017 og nr. 22/2017 for yderligere detaljer).

I henhold til § 10 i bekendtgørelse nr. 1526 af 9. december 2016 om udstederes oplysningsforpligtelser oplyses det derfor, at Bavarian Nordic A/S' samlede aktiekapital efter kapitalforhøjelsen vil udgøre DKK 319.813.150 fordelt på 31.981.315 stk. aktier à nominelt DKK 10, svarende til 31.981.315 stemmer. Selskabets nye vedtægter offentliggøres særskilt og vil kunne findes på selskabets hjemmeside www.bavarian-nordic.com.

De nye aktier vil blive optaget til handel og officiel notering på Nasdaq Copenhagen hurtigst muligt.

Om Bavarian Nordic
Bavarian Nordic er et fuldt integreret biotekselskab, der er fokuseret på udvikling, produktion og kommercialisering af cancer-immunterapier og vacciner mod infektionssygdomme baseret på selskabets virale vaccineplatform. Gennem mangeårige samarbejder, herunder med den amerikanske regering, har Bavarian Nordic udviklet en portefølje af vacciner mod infektionssygdomme, inklusive den ikke-replikerende koppevaccine IMVAMUNE®, der lagerføres til anvendelse i nødsituationer af den amerikanske stat samt andre regeringer. Vaccinen er godkendt i EU (under handelsnavnet IMVANEX®) samt i Canada. I partnerskab med Janssen udvikler Bavarian Nordic en ebola-vaccine, samt vacciner til behandling af HPV, HBV og HIV. Bavarian Nordic har desuden i samarbejde med National Cancer Institute udviklet en portefølje af aktive cancerimmunterapier, herunder PROSTVAC®, der er i fase 3 klinisk udvikling til behandling af fremskreden prostatacancer. Selskabet har indgået aftale med Bristol-Myers Squibb om potentiel kommercialisering af PROSTVAC. For yderligere information besøg www.bavarian-nordic.com eller følg os på Twitter @bavariannordic.

Udsagn om fremtiden
Denne meddelelse indeholder fremadrettede udsagn, som er forbundet med risici, usikkerheder og andre faktorer, hvoraf mange er uden for vores kontrol. Dette kan medføre, at faktiske resultater afviger væsentligt fra de resultater, som er omhandlet i ovennævnte fremadrettede udsagn. Fremadrettede udsagn omfatter udsagn vedrørende vores planer, mål, fremtidige begivenheder, præstation og/eller anden information, som ikke er historisk information. Alle fremadrettede udsagn skal udtrykkeligt vurderes i sammenhæng med de forbehold, der er taget eller henvist til i denne erklæring. Vi påtager os ingen forpligtelser til offentligt at opdatere eller revidere udsagn om fremtiden således, at disse afspejler efterfølgende begivenheder eller omstændigheder, undtagen i det omfang dette er foreskrevet ved lov.

Kontakt
Rolf Sass Sørensen
Vice President Investor Relations
Tlf. +45 61 77 47 43

Selskabsmeddelelse nr. 23 / 2017


Attachments

2017-23-da