Store investeringer, vækst i omsætning, fald i indtjening

Selskabsmeddelelse nr. 2/2018


Årsregnskabsmeddelelse 2017

____________________________________________________

Store investeringer, vækst i omsætning, fald i indtjening

Gyldendal vurderer årets resultat i forhold til både de publicistiske og de økonomiske målsætninger. I 2017 vandt Gyldendals udgivelser og forfattere både priser og anerkendelse. Indtjeningen blev presset, hvilket i november 2017 førte til en nedjustering af forventningerne til årets resultat. Årets overskud før skat endte som udmeldt på 45 mio. kr. Det var dog opløftende, at flere års stagnation i omsætningen blev vendt til en vækst på 3,6 %.

Resultatet blev i 2017 negativt påvirket af stigende varebeholdninger og lagernedskrivninger samt af hensættelser til fratrædelsesomkostninger.

De senere års høje investeringsniveau fortsatte i 2017. En væsentlig del af investeringerne vedrører udvikling af digitale rettigheder og produkter, som danner grundlag for de digitale salgsindtægter. Endvidere stiller de digitale forretningsmodeller høje krav til driftssikker systemunderstøttelse inden for såvel produktion og leverance som inden for salg og administration.

De digitale aktiviteter skabte betydelig vækst på både uddannelsesmarkedet og på det private marked. Koncernens indtægter fra digitale produkter udgjorde i 2017 ca. 235 mio. kr., svarende til knap 30 % af den samlede omsætning.

I 2017 opkøbte Gyldendal læremiddelforlaget ConDidact og fik med disse rettigheder suppleret den eksisterende portefølje af digitale læremidler til folkeskolerne.

Årets økonomiske nøgletal er:

  • Vækst i omsætningen på 3,6 % (863 mio. kr. mod 833 mio. kr. i 2016)
  • EBIT-marginen blev 5,2 % (7,7 % i 2016)
  • Årets resultat før skat blev 45 mio. kr. og var som udmeldt i november lavere end i 2016 (64 mio. kr.). Resultatet efter skat blev 34 mio. kr. mod 50 mio. kr. i 2016
  • Der blev investeret 95 mio. kr. (82 mio. kr. i 2016)
  • Den investerede kapital blev forrentet med 12,7 % (21,6 % i 2016)
  • Egenkapitalen blev forrentet med 7,7 % (11,9 % i 2016), og soliditetsgraden var 59,8 % (55,4 % i 2016)
  • Koncernen har finansielle nettoaktiver, og likviditetsberedskabet er betryggende.

Gyldendal forventer generelt et svagt faldende bogmarked, hvilket gælder både for salg til private forbrugere og for uddannelsesmarkedet efter ophør af statens tilskudsordning til indkøb af digitale læremidler til folkeskolerne. Der vil i 2018 blive afholdt omkostninger i forbindelse med strategiske initiativer, og på denne baggrund forventer koncernen i 2018 en omsætning og et resultat før skat på samme niveau som i 2017.

 

For yderligere oplysninger:

 

Adm. direktør Stig Andersen

Telefon 3375 5555

Mobil 5151 1400


Attachments

Gyldendal årsrapport 2017.pdf