Markant forbedring af lønsomheden i 2018 giver mulighed for udbytte og forventning om solide resultater i 2019


Selskabsmeddelelse nr. 01-19

7. februar 2019

De ændrede markedsbetingelser og en stærk eksekvering resulterede i 2018 i en genskabelse af lønsomheden i koncernen. Omsætningen blev øget med 27% til 1.145 mio. kr. og EBIT før særlige poster blev forbedret til et overskud på 110 mio. kr. sammenlignet med et nul-resultat i 2017.

FK Distribution skaber fremgangen

Den store fremgang er primært skabt i FK Distribution. Efter års unfair priskonkurrence kunne vi i 2018 indføre en ny prismodel, der både sikrer et fair prisniveau og en ensartet prisstruktur. En betydelig kunde- og volumentilgang i 2018 medførte, at vi øgede omsætningen med 39% og EBIT før særlige poster med 102 mio. kr.

North Media Online opnåede break-even i 2. halvår 2018, BEKEY reducerede underskuddet markant, mens North Media Aviser gav stort underskud og nu fokuserer på Hovedstadsområdet og Nordøstsjælland.

Balanceret fokus på fastholdelse af tilfredsstillende indtjening, samt forretningsudvikling og -optimering

”2018 var et tilfredsstillende og ventet vendepunkt for North Media, ikke mindst indtjeningsmæssigt. Samtidig var det et år præget af markant fokus på udvikling og tilpasning, så udgangspunktet for også fremover at levere gode resultater er tilstede. Året har bekræftet os i, at vi fastholder fokus på vores kerneydelser samtidig med at digitalisering giver mulighed for nye forretningsmodeller”, siger Kåre Wigh, ordførende koncerndirektør og CFO i North Media A/S.

North Media forventer i 2019 at fastholde resultatniveauet fra 2018. Tryksagsvolumen forventes lavere i FK Distribution, mens driftsresultatet i de øvrige aktiviteter forbedres.

Fordobling af udbytte, tilbagekøb af aktier og fastholdelse af solidt kapitalgrundlag

På baggrund af den tilfredsstillende udvikling i 2018, samt positive forventninger til 2019, indstiller bestyrelsen til udlodning af udbytte på 3,00 kr. pr. aktie for 2018.

Endvidere iværksættes et aktietilbagekøbsprogram på op til 500.000 stk. aktier. Der udsendes separat selskabsmeddelelse herom i dag.

”Vi har i North Media et stort ønske om, at kunne give vores aktionærer et attraktivt direkte afkast. Flere års tilbagegang i resultaterne blev i 2018 vendt til et tilfredsstillende overskud. Derfor er vi glade for at kunne indstille en fordobling af udbyttet i forhold til sidste år, foretage et aktietilbagekøb og samtidig fastholde et solidt kapitalgrundlag, som udgangspunkt for fortsat udvikling af vores forretninger,” slutter Mads Dahl Andersen, bestyrelsesformand i North Media A/S.

For yderligere oplysninger kontakt:
Bestyrelsesformand Mads Dahl Andersen, mobil 20 42 09 85
Ordførende koncerndirektør & CFO Kåre Stausø Wigh, mobil 25 65 21 45

Vedhæftet fil


Attachments

Årsrapport 2018