Delårsrapport for SKAKO A/S for 1. kvartal 2019


Til NASDAQ OMX Copenhagen A/S                                                  
GlobeNewswire

                                                                                                                                                                  Faaborg, den 23. maj 2019
                                                                                                                                    Selskabsmeddelelse nr. 7/2019

      
Delårsrapport for SKAKO A/S for 1. kvartal 2019

Væsentlig fremgang i både omsætning og resultat for SKAKO A/S i 1. kvartal 2019
”SKAKO A/S realiserede i første kvartal 2019 et EBIT-resultat på DKK 3,4 mio., hvilket er en markant forbedring i forhold til første kvartal 2018, hvor EBIT var DKK -2.4 mio. Herudover realiseredes en ordreindgang på DKK 98,5 mio. i årets første kvartal, hvilket udgør en stigning på 19% i forhold samme periode sidste år. Ordrebeholdningen udgjorde herefter DKK 116,5 mio., hvilket er 49% højere end ordrebeholdningen ved udgangen af første kvartal i 2018. Omsætningen år til dato udgjorde DKK 88,9 mio., hvilket repræsenterer en stigning på 15% i forhold til samme periode sidste år. Det er positivt at se, at vi har formået at omsætte den høje ordrebeholdning til positive resultater samtidig med, at vi med den gode ordreindgang har været i stand til at sikre en stor del af omsætningen til resten af 2019, hvor vi forventer at se en yderlig forbedring af resultaterne. Med baggrund i ordrebeholdning, pipeline og de positive resultater fastholder vi forventningerne til SKAKO A/S’ indtjening i 2019.”, udtaler bestyrelsesformand Jens Wittrup Willumsen.

Resumé

Bestyrelsen har i dag behandlet og godkendt delårsrapporten for 1. januar – 31. marts 2019 for SKAKO A/S:

  • Periodens ordreindgang blev øget med 19% i forhold til samme periode i 2018 og udgjorde DKK 98,5 mio. (2018: DKK 82,5 mio.). Ordrebeholdningen udgjorde 31. marts 2019 DKK 116,5 mio. mod DKK 78,2 mio. ved indgangen til Q2 2018.
    • Den positive udvikling skyldes primært tilgangen af en stor anlægsordre i Vibration-divisionen på ca. DKK 25 mio. som kommunikeret 21. januar 2019.
       
  • Omsætning i kvartalet er steget med 15% sammenlignet med 2018 og udgjorde DKK 88,9 mio. (2018: DKK 77,0 mio.).
    • Vibration-divisionen ligger på niveau med 2018, mens omsætningen i Concrete-divisionen steg med 35% sammenholdt med Q1 2018. Stigningen i omsætningen i Concrete-divisionen kan primært forklares med den høje ordrebeholdning, man havde ved årets start i forhold til den lave ordrebeholdning ved indgangen til 2018, hvilket resulterede i en lav omsætning i første kvartal 2018.
       
  • Bruttomarginen steg i Q1 2019 med 6 %-point til 23% sammenlignet med Q1 2018 (17%).
    • Fremgangen i bruttomarginen skyldes primært, at Concrete-divisionen i Q1 2018 realiserede meget lave marginer på anlægsordrer. Bruttomarginen i Concrete-dvisionen er forbedret markant i forhold til Q1 2018, men det er fortsat vores opfattelse, at marginerne kan forbedres yderligere. Den realiserede bruttomargin i Vibration-divisionen er højere end det forventede, også højere end i samme periode i 2018.
       
  • Resultatet af primær drift (EBIT) udgjorde DKK 3,4 mio. (2018: DKK -2,4 mio.)
    • Resultat af primær drift (EBIT) udgjorde DKK 3,4 mio. i første kvartal 2019, hvilket repræsenterer en markant fremgang i forhold til samme periode i 2018. Resultatet af primær drift (EBIT) blev genereret i Vibration-divisionen, hvor det udgjorde DKK 4,8 mio., mens det i Concrete-divisionen udgjorde DKK -0,7 mio. Med baggrund i pipeline og ordrebeholdning forventer vi at se en yderlig forbedring af resultaterne i de resterende kvartaler af 2019.
       
  • De frie pengestrømme udgjorde DKK -5,5 mio. (2018: DKK -8,9 mio.)
    • De forbedrede pengestrømme skyldes primært den positive drift. At pengestrømmene er negative skyldes arbejde udført på forudbetalte kontrakter.

Med venlig hilsen
SKAKO A/S

Jens Wittrup Willumsen
Bestyrelsesformand
Tlf.: 23 47 56 40 

Vedhæftede filer


Attachments

SKAKO interim report Q1 2019 SKAKO uddrag af delårsrapport Q1 2019