Nylige fremskridt for Bavarian Nordics kræftimmunterapiplatform er optaget i Nature Communications


KØBENHAVN, Danmark, 6. november 2019 – En videnskabelig artikel, der redegør for nylige prækliniske fremskridt for Bavarian Nordics (OMX: BAVA) kræftimmunterapiplatform, blev i dag offentliggjort i det fremtrædende, peer-reviewede, open access tidsskrift, Nature Communications. 

Disse fremskridt, der bygger på erfaringer med tidligere immunterapikandidater, sker som led i selskabets strategi om at udvikle nye kræftbehandlinger, der sigter mod at udruste kroppen med så mange våben, som muligt for at kunne skabe en sikker, stærk og vedvarende anticancer-aktivitet i almindelige og sjælde tumorer. 

Artiklen beskriver en ny immunterapeutisk tilgang, der anvender en rekombinant vaccine baseret på Bavarian Nordics virale MVA teknologiplatform, der koder for CD40L samt tumorrettede antigener med henblik på at aktivere og udnytte både det uspecifikke (innate) og det specifikke (adaptive) immunforsvar, hvilket resulterer i forbedrede antitumor-responser. Behandlingen, der foregår intravenøst, muliggør at etablerede tumorer kan kontrolleres via en forøgelse af tumorspecifikke dræber T-celler samt aktivering og forøgelse af naturlige dræberceller (NK-celler), der er vigtige for en antistof-medieret eliminering af tumorer. Denne tilgang vil kunne overføres til behandling af mennesker, der i forvejen behandles med tumorrettede antistoffer som standardbehandling. 

Artiklen “Synergistic cancer immunotherapy combines MVA-CD40L induced innate and adaptive immunity with tumor targeting antibodies” kan læses gratis på https://www.nature.com/articles/s41467-019-12998-6

“Vi er begejstrede over at få optaget vores resultater i dette anerkendte tidsskrift, hvilket er et vidnesbyrd om vores innovative forskning. Resultaterne giver os mulighed for at videreudvikle denne forbedrede tilgang, der allerede er på vej i kliniske forsøg med et planlagt studie, der undersøger sikkerheden af intravenøs vaccination med MVA-BN Brachyury i patienter med brachyury-positive tumorer,” udtaler administrerende direktør i Bavarian Nordic, Paul Chaplin. 

Om Bavarian Nordic
Bavarian Nordic er et fuldt integreret biotekselskab, der er fokuseret på udvikling af innovative vacciner mod infektionssygdomme og kræft. Med udgangspunkt i vores virale vaccineplatform, MVA-BN®, har vi udviklet en bred portefølje af produktkandidater, der sigter mod at forbedre sundheden og livskvaliteten for børn og voksne. Ud over vores mangeårige samarbejde med den amerikanske regering om udvikling og levering af medicinske foranstaltninger, inklusive den eneste FDA-godkendte ikke-replikerende koppevaccine, har vi inden for infektionssygdomme et egenudviklet program for RS-virus samt vaccinekandidater mod Ebola, HPV, hiv og hepatitis B, der udvikles som led i et strategisk partnerskab med Janssen. Desuden har vi udviklet en portefølje af aktive cancerimmunterapier, der er udformet til at ændre patienters sygdomsforløb ved at fremkalde et robust og bredt immunrespons mod kræft, og som har en favorabel bivirkningsprofil. For yderligere information besøg www.bavarian-nordic.com eller følg os på Twitter @bavariannordic

Kontakt
Rolf Sass Sørensen
Vice President Investor Relations
Tlf. +45 61 77 47 43

Pressemeddelelse

Vedhæftet fil


Attachments

2019-11-06-da