North Media opjusterer forventningerne til 2019


Selskabsmeddelelse nr. 16-19
6. november 2019


North Media A/S opjusterer forventningerne til indtjeningen i 2019. Det primære driftsresultat (EBIT) før særlige poster ventes nu at blive 145-160 mio. kr., hvor den tidligere forventning var 120-140 mio. kr.

Forventningerne til årets omsætning præciseres til 1.110-1.140 mio. kr. mod tidligere 1.110-1.160 mio. kr.

Opjusteringen skyldes især, at de fortsatte optimeringer af driften i FK Distribution havde større effekt end ventet i 3. kvartal, og denne udvikling ventes at fortsætte i 4. kvartal.

North Media opnåede til sammenligning i 2018 en omsætning på 1.145 mio. kr. og et EBIT før særlige poster på 110 mio. kr. Den forventede forbedring af indtjeningen i 2019 er især drevet af FK Distributions formidling af tilbud samt North Media Online.   

North Media offentliggør delårsrapporten for 3. kvartal 2019 i morgen, 7. november 2019.


Yderligere oplysninger
Ordførende koncerndirektør & CFO Kåre Wigh, mobil 25 65 21 45