Indstilling af nye bestyrelsesmedlemmer i North Media A/S


Selskabsmeddelelse nr. 01-2020
5. februar 2020

Bestyrelsen i North Media A/S har i dag besluttet at indstille to nye kandidater som medlemmer af bestyrelsen i North Media A/S.

Thomas Weikop (53 år), er uddannet fra Danmarks Media og Journalist højskole/DGH og fra School of Communication Arts, London. Han har arbejdet indenfor teknologivirksomheder, senest som Director i Danske Bank/MobileLife, og er bestyrelsesmedlem i bl.a. Brandhouse A/S, Go Dogo ApS og Subsero A/S.

Thomas Weikop har indgående kendskab til investering i og udvikling af teknologivirksomheder, nationalt som internationalt.

Ulrik Falkner Thagesen (48 år), er Cand. Oecon fra Aarhus Universitet og medieplanlægger fra Den Danske Reklameskole. Han har derudover gennemgået bestyrelsesuddannelsen for bank og realkredit ved Copenhagen Business School/CBS, og er adm. direktør hos e-Boks A/S og bestyrelsesmedlem i bl.a. Basisbank A/S og Peytz & Co A/S.

Om indstillingen af Thomas Weikop og Ulrik Falkner Thagesen udtaler bestyrelsesformand Mads Dahl Andersen:

”Thomas Weikop og Ulrik Falkner Thagesen har indgående kendskab til digitale virksomheder. De kan begge bidrage med særdeles relevante kompetencer til den vækst og digitale transformation som North Media A/S står overfor i de kommende år.”

Det forventes, at Thomas Weikop og Ulrik Falkner Thagesen bliver valgt til bestyrelsen på den ordinære generalforsamling den 27. marts 2020. Yderligere oplysninger om Thomas Weikop og Ulrik Falkner Thagesen vil være tilgængelig på selskabets hjemmeside på det tidspunkt, hvor indkaldelse til generalforsamlingen udsendes.

Bestyrelsen for North Media A/S består på nuværende tidspunkt af fire medlemmer, som alle genopstiller. Efter valget af Thomas Weikop og Ulrik Falkner Thagesen forventes bestyrelsen i North Media A/S dermed at bestå af seks medlemmer: Mads Dahl Andersen, Richard Bunck, Peter Rasztar, Ulrik Holsted-Sandgren, Thomas Weikop og Ulrik Falkner Thagesen.

Yderligere oplysninger 
Bestyrelsesformand Mads Dahl Andersen, mobil 20 42 09 85.