Bavarian Nordic opdaterer finanskalenderen for 2020


KØBENHAVN, Danmark, 30. marts 2020 – Bavarian Nordic A/S (OMX: BAVA) offentliggør i dag en opdateret finanskalender for 2020, som følge af udskydelse af den ordinære generalforsamling, der endnu ikke har været indkaldt, men var planlagt til afholdelse den 21. april 2020. Datoerne for de finansielle regnskaber for resten af 2020 forbliver uændrede.

I lyset af den nuværende situation omkring COVID-19 samt den danske regerings beslutning om at forbyde forsamlinger med flere end 10 personer, finder Bavarian Nordic det ikke passende at gennemføre generalforsamlingen under disse forhold. Da selskabets vedtægter endvidere ikke muliggør elektronisk afholdelse af generalforsamlingen, har bestyrelsen besluttet at udskyde denne.

Udskydelsen sker i overensstemmelse med bekendtgørelse nr. 223 af 17. marts 2020 fra Sundheds- og Ældreministeriet, i henhold til hvilken fristen for aktionærernes godkendelse samt efterfølgende indsendelse af årsrapporten for børsnoterede selskaber er udskudt med otte uger fra datoen for ophævelse af forsamlingsforbuddet.

Bavarian Nordic vil indkalde til den ordinære generalforsamling, når omstændighederne igen tillader dette.

Finanskalender 2020

Dato oplyses senereOrdinær generalforsamling *
14. maj 2020Delårsrapport (Q1) for 3 måneder (1. januar - 31. marts 2020)
26. august 2020Delårsrapport (Q2) for 6 måneder (1. januar - 30. juni 2020)
11. november 2020Delårsrapport (Q3) for 9 måneder (1. januar - 30. september 2020)

*I henhold til §12 i selskabets vedtægter skal krav fra aktionærerne om optagelse på dagsordenen af et bestemt emne til behandling på den ordinære generalforsamling være indgivet til selskabet senest seks uger før generalforsamlingens afholdelse. Fremsættes kravet senere end seks uger inden afholdelse af generalforsamlingen, beslutter bestyrelsen, hvorvidt kravet kan optages på dagsordenen. Da datoen for den ordinære generalforsamling ikke er blevet fastsat grundet COVID-19 situationen, bør aktionærer indsende deres krav om optagelse af et bestemt emne til behandling på den ordinære generalforsamling hurtigst muligt.

Om Bavarian Nordic
Bavarian Nordic er et fuldt integreret biotekselskab, der er fokuseret på udvikling, produktion og kommercialisering af livsvigtige vacciner. Vi er globalt førende inden for koppevacciner, og er mangeårig leverandør til det amerikanske strategiske nationale beredskabslager af en ikke-replikerende koppevaccine, som er godkendt af de amerikanske sundhedsmyndigheder, også til beskyttelse mod abekopper. Vores kommercielle produktportefølje består endvidere af markedsledende vacciner mod rabies og flåtbåren hjernebetændelse. Med udgangspunkt i vores virale vaccineplatform, MVA-BN®, har vi udviklet en bred portefølje af produktkandidater, der sigter mod at forbedre og beskytte liv ved at frigøre immunsystemets egne kræfter. Blandt andet har vi udviklet en ebolavaccine, der er licenseret til Janssen. For yderligere information besøg www.bavarian-nordic.com.

Udsagn om fremtiden
Denne meddelelse indeholder fremadrettede udsagn, som er forbundet med risici, usikkerheder og andre faktorer, hvoraf mange er uden for vores kontrol. Dette kan medføre, at faktiske resultater afviger væsentligt fra de resultater, som er omhandlet i ovennævnte fremadrettede udsagn. Fremadrettede udsagn omfatter udsagn vedrørende vores planer, mål, fremtidige begivenheder, præstation og/eller anden information, som ikke er historisk information. Alle fremadrettede udsagn skal udtrykkeligt vurderes i sammenhæng med de forbehold, der er taget eller henvist til i denne erklæring. Vi påtager os ingen forpligtelser til offentligt at opdatere eller revidere udsagn om fremtiden således, at disse afspejler efterfølgende begivenheder eller omstændigheder, undtagen i det omfang dette er foreskrevet ved lov.

Kontakt
Thomas Duschek
Investor Relations & Communications (EU)
Tel: +45 30 66 35 99

Selskabsmeddelelse nr. 17 / 2020

Vedhæftet fil


Attachments

2020-17-da