Delårsrapport for 1. halvår 2021


Meddelelse nr. 10 - 2021
til Nasdaq Copenhagen


 

2021.08.20

 

 

Delårsrapport for 1. halvår 2021

Omsætningen i 2. kvartal 2021 blev på 1.188,8 mio. kr., hvilket er 186,5 mio. kr. eller 18,6 % højere end i 2. kvartal 2020. I 2. kvartal 2021 var der en arbejdsdag mere sammenlignet med sidste år. I 1. halvår 2021 blev omsætningen på 2.419,4 mio. kr., hvilket er 446,8 mio. kr. eller 22,6 % højere end i samme periode sidste år. I 1. halvår 2021 var der det samme antal arbejdsdage som sidste år.

Resultat af primær drift (EBIT) blev i 2. kvartal 2021 76,5 mio. kr., svarende til en overskudsgrad på 6,4 %, mod hhv. 54,3 mio. kr. og 5,4 % i 2. kvartal 2020. I 1. halvår 2021 blev resultat af primær drift (EBIT) 158,6 mio. kr., svarende til en overskudsgrad på 6,6 %, mod hhv. 106,1 mio. kr. og 5,4 % i 1. halvår 2020. Indtjeningsforøgelsen er et resultat af det øgede salg, mens den øgede overskudsgrad er opnået via øget effektivisering. Bruttomarginen er i 1. halvår uændret i forhold til sidste år.

Resultat før skat i 2. kvartal 2021 på 79,2 mio. kr. er 24,7 mio. kr. højere end i 2. kvartal sidste år.
I 1. halvår 2021 blev resultat før skat på 160,7 mio. kr., hvilket er 56,6 mio. kr. højere end sidste år.

Koncernens samlede aktiver pr. 30. juni 2021 udgjorde 2.593,5 mio. kr., hvilket er 300,8 mio. kr. højere end pr. 30. juni 2020. Stigningen kan primært henføres til øgede debitorer og varebeholdninger som følge af salgsvæksten, samt til et højere niveau af langfristede aktiver drevet af investeringer i fremtidens centrallager samt virksomhedskøb.

Koncernens egenkapital pr. 30. juni 2021 på 1.114,5 mio. kr., svarende til en soliditet på 43,0 %, er 179,8 mio. kr. højere end i samme periode sidste år.

Pengestrømme fra driftsaktiviteten i 2. kvartal 2021 blev på 26,9 mio. kr. og 132,8 mio. kr. i 1. halvår 2021, hvilket er hhv. 89,9 og 15,2 mio. kr. lavere end i samme perioder sidste år. Investeringer i 2. kvartal udgjorde 82,5 mio. kr. og 120,4 mio. kr. i 1. halvår 2021 mod hhv. 21,1 mio. kr. og 32,1 mio. kr. i 2020.

Ved offentliggørelsen af 1. kvartal var det forventet, at væksten ville aftage til et moderat niveau i forhold til 2020. Væksten i 2. kvartal har været på et noget højere niveau end, der blev lagt til grund ved seneste opdatering af forventningerne til året. Som følge af den højere omsætning og indtjening i 2. kvartal end forudset, øger AO forventningerne til årets resultat før skat fra 260-280 mio. kr., som udmeldt i delårsrapporten for 1. kvartal 2021, til 290-310 mio. kr. som meddelt i selskabsmeddelelse nr. 9-2021 den 7. juli 2021.

I 2020 realiserede Brødrene A & O Johansen A/S et resultat før skat på 220,8 mio. kr.

Forventningen er baseret på en formodning om moderat vækst, samt at der ikke kommer yderligere nedlukninger af samfundet i forbindelse med COVID-19-restriktioner. Opkøbet af Complet VVS A/S ventes at have begrænset effekt på årets resultat.

Udvidelsen af kapaciteten på centrallageret i Albertslund, der blev besluttet i 2020, er igangværende. Den forventes at stå færdig i 1. halvår 2022 og vurderes samlet at beløbe sig til ca. 200 mio. kr., hvoraf ca. 150 mio. kr. af investeringen forventes foretaget i 2021.

Opdatering af finansielle målsætninger og kapitalberedskabspolitik.

Bestyrelsen har på bestyrelsesmøde dags dato behandlet finansielle målsætninger, kapitalberedskabspolitik og fremtidig IR-strategi for Brødrene A & O Johansen A/S og har besluttet:

Finansielle målsætninger

AO har pr. 30. juni 2021 nået de fire tidligere målsætninger, og som følge af dette har bestyrelsen fastsat nye målsætninger som følger:

  • En årlig vækst, der overstiger væksten i markedet. Væksten skal ske som en kombination af investeringer i organisk vækst og tilkøbt vækst.
     
  • En overskudsgrad målt på EBITDA på 10 %. Forøgelsen i overskudsgraden skal primært ske ved en kontinuerlig stordriftsfordel ved øget omsætning.
     
  • Pengestrømme fra driften på 7,5 % af omsætningen.
     
  • Et solidt kapitalberedskab under hensyntagen til den vedtagne kapitalberedskabspolitik.

AO’s politik for kapitalberedskab og kapitalallokering er:

Det er Brødrene A & O Johansen A/S’ politik at sikre og opretholde et robust kapitalberedskab med en soliditet på mindst 40 % og en vejledende finansiel gearing på 0,5 til 1,5. Den finansielle gearing kan øges i forbindelse med virksomhedskøb.

Under iagttagelse af kapitalberedskabspolitikken ønsker AO at allokere det frie cash flow i følgende prioriterede rækkefølge:

  1. Reduktion af rentebærende gæld, hvis AO er over rammen af målet for finansiel gearing.
  2. Investering i profitabel vækst, såvel investering i eksisterende forretning som virksomhedsopkøb, hvor køb inklusive synergier vurderes at give et afkast af den investerede kapital før skat på mindst 15 %.
  3. Allokering til aktionærerne i form af ordinære udbytter, der defineres som 33-50 % af årets resultat efter skat.
  4. Overskudslikviditet anvendes til yderligere allokering til aktionærer i form af ekstraordinære udbytter, aktietilbagekøbsprogrammer m.v.

AO’s bestyrelse kan afvige fra ovenstående politik, når hensyn omkring fremtidige markedsforhold, virksomhedsopkøb eller andre forhold tilsiger dette.

Investor Relations-tiltag

Bestyrelsen har på dagens bestyrelsesmøde besluttet følgende tiltag i relation til Investor Relations:

  1. AO vil fra og med årsrapporten 2021 afholde webcasts med dertilhørende investor-præsentationer i forbindelse med offentliggørelser af finansielle resultater for årsrapport og delårsrapporter.
  2. AO vil fra og med årsrapporten 2021 udvide den nuværende rapportering på segmenter.

Aktiesplit

Bestyrelsen vil indstille til generalforsamlingen i marts 2022, at der foretages aktiesplit i forholdet 1 til 10.


For yderligere information kontakt venligst:

Adm. direktør Niels A. Johansen
Finansdirektør Per Toelstang
Brødrene A & O Johansen A/S
Rørvang 3
2620 Albertslund

Tlf.: 70 28 00 00

Vedhæftet fil



Attachments

Delaarsrapport for 1 halvår 2021