Godt 1. halvår med en omsætningsvækst på 58% og en forbedret EBITDA-margin


MEDDELELSE NR. 219
8. februar 2022

Godt 1. halvår med en omsætningsvækst på 58% og en forbedret EBITDA-margin

ChemoMetec fortsatte væksten i 1. halvår 2021/22 og opnåede en omsætning på DKK 209,8 mio., svarende til en vækst på 58% i forhold til året før. Der var fremgang i alle regioner og inden for alle produktsegmenter. Den største fremgang var på det nordamerikanske marked, der fortsat er drevet af høj vækst inden for cellebaseret terapi. EBITDA steg med 73% til DKK 115,9 mio., og EBITDA-marginen blev forbedret til 55,3% i forhold 50,5% året før.

Første halvår har været præget af generel usikkerhed omkring den globale forsyningssituation, og Covid-19 har i vekslende omfang også fortsat medført usikkerhed. Det vurderes dog, at disse forhold ikke har haft nævneværdig negativ indflydelse på hverken ChemoMetecs omsætning eller indtjening.

”Udviklingen i 1. halvår har været særdeles tilfredsstillende, især i USA, hvor væksten har været historisk høj. Vi er meget stolte over den position, som vi har opbygget i USA over de seneste år – og vi har fået et rigtig godt fodfæste på det største marked for den type analyseinstrumenter, som vi tilbyder. Jeg hæfter mig selvfølgelig også ved, at vi har skabt den høje vækst i en tid, hvor både Covid-19 og de globale forsyningsproblemer er en del af hverdagen. Indtil videre har vi formået at håndtere disse udfordringer. I den kommende periode kan vores forretning dog stadig blive påvirket af udviklingen inden for disse områder, siger administrerende direktør Steen Søndergaard.

Hovedpunkter

  • Omsætningen blev i 1. halvår DKK 209,8 mio., svarende til en stigning på 58% i forhold til samme periode året før.
  • Væksten i omsætningen kan især tilskrives en fremgang på 83% på det nordamerikanske marked, som nu udgør 58% af ChemoMetecs samlede omsætning.
  • Omsætningen inden for ChemoMetecs vigtigste forretningsområde, LCB (Life science research, Cellebaseret terapi og Bioprocessing), steg i 1. halvår med 62% og udgør nu 93% af den samlede omsætning.
  • Den globale forsyningssituation for råvarer har ikke påvirket ChemoMetecs leveringsevne vedrørende færdige produkter, men der er øget usikkerhed om den fremtidige leveringssikkerhed, hvis den globale komponentmangel fortsætter i 2022.
  • Resultatet af primær drift, EBITDA, steg i 1. halvår til DKK 115,9 mio. fra DKK 67,1 mio. i samme periode året før, svarende til en stigning på 73%. EBITDA-marginen blev på 55,3% i halvåret mod 50,5% året før.
  • Som tidligere udmeldt forventes det, at XcytoMatic vil være færdigudviklet i løbet af april 2022, og dette fastholdes.
  • Den 1. december 2021 købte ChemoMetec ejendommen Gydevang 42-44 i Allerød med henblik på at sikre kapacitet til fremtidig vækst.
  • Den 3. januar 2022 rykkede ChemoMetec-aktien fra Mid Cap- til Large Cap-segmentet på Nasdaq Copenhagen. ChemoMetecs markedsværdi udgjorde DKK 14,5 mia. pr. 31. december 2021.
  • Forventningerne til regnskabsåret 2021/22, som senest blev opjusteret den 28. januar 2022, fastholdes.

Delårsrapporten for 1. halvår 2021/22 er vedhæftet som bilag til denne meddelelse.

Yderligere oplysninger

Adm. direktør (CEO) Steen Søndergaard, ChemoMetec A/S,

Telefon: (+45) 4813 1020

Om ChemoMetec A/S

ChemoMetec udvikler, producerer og markedsfører instrumenter til celletælling og en lang række andre målinger.
ChemoMetecs instrumenter markedsføres globalt inden for blandt andet farma, biotek og landbrug. ChemoMetec har nogle af verdens førende medicinalvirksomheder blandt sine kunder, herunder Novartis, Novo Nordisk, H. Lundbeck, Merck, AstraZeneca og Johnson & Johnson.

ChemoMetec blev etableret i 1997 og er børsnoteret på Nasdaq OMX Copenhagen. Se også www.chemometec.com.
        

 

Vedhæftede filer



Attachments

Meddelelse 219 - Delårsrapport 21-22 Announcement 219 - Interim report for H1 2021-22 Delårsrapport 2021-22 Interim Report H1 2021-22