Fynske Bank A/S: Periodemeddelelse 1. kvartal 2022


Selskabsmeddelelse nr. 2022/06

Fynske Banks regnskab for første kvartal af 2022 viser et resultat før skat på 0,6 mio. kroner. På trods af en stigende basisindtjening og fastholdelse af omkostningsniveauet har kursreguleringer af primært bankens meget store obligationsbeholdning en væsentlig indflydelse på kvartalsresultatet. Forventningen til årsresultat før skat er uændret på 40-50 mio. kr.

Regnskabet for årets første tre måneder viser et resultat 0,6 mio. kr. før skat. I samme periode sidste år lød resultatet før skat på 15,7 mio. kr.
Nedgangen skyldes i al væsentlighed de finansielle følgevirkninger af et forhøjet renteniveau, der blandt andet påvirker bankens store obligationsbeholdning.

Netto rente- og gebyrindtægterne stiger til 66,3 mio. kr. mod 64,3 mio. kr. i første kvartal 2021. Omkostningerne fastholdes på et uændret niveau.

”Fynske Bank har over de seneste år opbygget en sund kerneforretning med en stærk kapital- og likviditetsposition. Vi har haft kundernes tillid, og det har medført et stort indlånsoverskud som vi har placeret konservativt i obligationer med en varighed på 0,8. Med en beholdning på godt 3 mia. kr. bliver vi, uagtet vores konservative tilgang, påvirket af et hurtigt forhøjet renteniveau,” siger adm. direktør Petter Blondeau og fortsætter:

”Men det er glædeligt at aktivitetsniveauet i første kvartal har været højt, primært båret af aktivitet på boligmarkedet, og at vi kan se en stigning i vores udlån på 8%. Sammen med en fortsat tilfredsstillende kundetilgang er jeg fortrøstningsfuld i forhold til at nå vores forventede årsresultat.” siger adm. direktør Petter Blondeau.

Forventningen til årsresultatet før skat er uændret på 40-50 mio. kr. Petter Blondeau peger samtidig også på, at Fynske Bank fortsat formår at udvikle sit samlede forretningsomfang.

”Hos Fynske Bank har vi fornuftigt gang i forretningen. Vi har nogle rigtig gode kunder, og med et forøget forretningsomfang på mere end 1 mia. kr. i forhold til samme periode sidste år har vi al mulig grund til at se lyst på fremtiden,” siger han.

For yderligere information, kontakt venligst:
Adm. direktør Petter Blondeau, tlf. 6217 6501 eller 6168 0501

Med venlig hilsen

Fynske Bank A/S

Vedhæftede filer



Attachments

Selskabsmeddelelse 2022-06 Periodemeddelelse 1. kvartal 2022