Resultater som ventet i 1. halvår, forventninger til året præciseres


Selskabsmeddelelse nr. 19-2022

17. august 2022

Bestyrelsen for North Media A/S har i dag godkendt delårsrapporten for 2. kvartal 2022.

Hovedpunkter i 1. halvår

Resultaterne i 1. halvår 2022 var som ventet.

  • Koncernens omsætning steg 1% til 508 mio. kr. Digital Services virksomhederne BoligPortal, Ofir og Bekey havde en samlet vækst på 16%. Omsætningen i Last Mile (FK Distribution) faldt 1%.
  • Koncernens primære driftsresultat (EBIT) blev 100 mio. kr., og overskudsgraden faldt som ventet med 6,6 procentpoint til 19,7%. Faldet skyldes højere omkostninger til omdelere, kørsel, papir, pakning mv. i FK Distribution samt vækstinitiativer i Digital Services.
  • I både BoligPortal og Ofir steg omsætningen til rekordhøjder.
  • Det 50%-ejede Karman Connect (tidligere Lead Supply) fik sit hidtil bedste resultat og bidrog som associeret virksomhed til North Medias regnskab med 4 mio. kr. efter skat.
  • Pga. et urealiseret afkast på værdipapirer på -211 mio. kr. blev periodens resultat et underskud på -83 mio. kr. Nettoresultatet ekskl. værdipapirafkast var +81 mio. kr.
  • Pengestrømme fra driften blev 93 mio. kr. mod 66 mio. kr. i 1. halvår 2021. De frie pengestrømme blev forbedret til 93 mio. kr. mod 74 mio. kr. i sammenligningsperioden.

Forventninger til 2022 præciseres

Forventningerne til BoligPortals indtjening hæves, mens forventningerne til de øvrige virksomheders omsætning og indtjening enten er uændrede eller præciseres inden for de udmeldte intervaller.

  • Koncernens omsætning ventes nu at blive 1.015-1.040 mio. kr. (tidligere: 1.010-1.045 mio. kr.).
  • Koncernens EBIT-resultat ventes nu at blive 195-220 mio. kr. (tidligere: 190-220 mio. kr.).
  • Forretningsområdet Last Mile venter uændret et omsætningsfald i niveauet 3%, mens EBIT nu ventes at blive 192-208 mio. kr. (tidligere: 190-210 mio. kr.). Den forventede overskudsgrad på ca. 23% er præget af betydelige stigninger i omkostningerne til bl.a. distribution.
  • Forretningsområdet Digital Services præciserer omsætningsforventningerne og venter en vækst i niveauet 17% og et EBIT på 12-20 mio. kr. (tidligere: 9-17 mio. kr.). Købet af Boligmanager belaster EBIT med 8 mio. kr., og indtjeningen påvirkes også af, at omkostninger til udvikling og opsætning af SmartRelays i Bekey ikke længere aktiveres, samt af væksttiltag i Ofir og BoligPortal.

Vi har haft en fornuftig udvikling i den underliggende drift i første halvår. Med høj inflation og omkostningspres kommer der endnu mere fokus på stordriftsfordele, omkostningsstyring og konsekvent eksekvering. I Digital Services gælder det om at øge væksten med de initiativer, vi allerede har sat i gang. I FK Distribution er hovedopgaverne at optimere kerneforretningen og styrke de andre nyere aktiviteter, og så glæder jeg mig over, at vi har taget det nye solcelleanlæg i brug på vores pakketerminal i Taastrup siger CEO Lasse Brodt.  

Yderligere oplysninger:
CEO Lasse Brodt, telefon +45 20 24 32 92
CFO Kåre Wigh, telefon +45 25 65 21 45

Direktionen præsenterer rapporten ved en telekonference på engelsk den 18. august kl. 12:30. Tilmelding via https://streams.eventcdn.net/northmedia/q2-2022/register, hvor telekonferencen kan følges live. Direktionen præsenterer rapporten på dansk på HC Andersen Capitals platform den 18. august kl. 14:00 (tilmelding via https://hcandersencapital.dk/event/north-media-praesentation-af-delaarsrapport-q2-2022/)

North Media udvikler og driver platforme til transaktioner mellem erhvervslivet og forbrugerne. Platformene matcher forbrugerne med de rette produkter inden for dagligvarer, lejeboliger, jobs og digitale adgangsløsninger. North Media har to forretningsområder: Last Mile: FK Distribution er Danmarks førende distributør af tilbuds -og ugeaviser, driver den digitale platform minetilbud og leverer logistikydelser. Digital Services: 3 virksomheder med potentiale for tocifret vækst, stigende indtjening og skalering: BoligPortal er Danmarks største formidler af lejeboliger og services til udlejere og lejere. Ofir formidler jobs i Danmarks bredeste jobunivers. Bekey leverer digital adgang til låste opgange og hoveddøre for hjemmeplejen og leverandører af pakker, dagligvarer, måltidskasser m.fl.

 

Vedhæftede filer



Attachments

Delårsrapport 2. kvt. 2022 NORTHM-2022-06-30-da