MT Højgaard Holding A/S: Bedre indtjening og højere ordreindgang i 1. halvår, men forventninger til helåret justeres


MT Højgaard Holding justerer forventningerne til helåret, og derfor er det besluttet af fremrykke offenliggørelsen af koncernens delårsrapport for 1. halvår 2022:

HOVEDPUNKTER I 1. HALVÅR

  • Omsætningen steg med 27,7% til 4.102 mio. kr. Den organiske vækst var ca. 18%.
  • Driftsresultatet før særlige poster steg til 92 mio. kr. mod 33 mio. kr. i 1. halvår 2021. Overskudsgraden blev forbedret med 1,2 procentpoint til 2,2%.
  • Fremgangen var som ventet mest udtalt i 2. kvartal, hvor driftsresultatet blev 61 mio. kr.
  • MT Højgaard Danmark, Enemærke & Petersen og MT Højgaard Projektudvikling havde god vækst og stigende indtjening i forhold til samme periode sidste år, trods markant højere priser og pressede leveringstider på byggematerialer.
  • Scandi Bygs resultater var utilfredsstillende efter lav kapacitetsudnyttelse, fordi nyvundne ordrer først for alvor går i produktion næste år.
  • MT Højgaard Internationals resultater var ligeledes utilfredsstillende, og tilpasningen af aktiviteterne fortsatte med henblik på at forbedre lønsomheden.

ORDREINDGANG OG ORDREBEHOLDNING

  • Ordreindgangen i 1. halvår steg med 12,2% til 5.338 mio. kr., heraf alene 3.415 mio. kr. i 2. kvartal. Væksten i ordreindgangen var særligt høj i Scandi Byg og Enemærke & Petersen.
  • Ca. 45% af koncernens ordreindgangen kom fra flerårige, strategiske byggepartnerskaber og projekter i andre samarbejdsformer.
  • Efter de seneste kvartalers stabilt høje ordreindgang steg ordrebeholdningen til 12,0 mia. kr. Ordrebogen var 11,4% højere end ved årsskiftet og 25,5% over niveauet fra 1. halvår 2021.
  • Hertil kommer vundne, men endnu ikke tildelte ordrer for ca. 2,8 mia. kr. og det fremtidige bidrag fra de strategiske byggepartnerskaber, som potentielt skønnes at have en værdi på 6-7 mia. kr.

FORVENTNINGER TIL 2022

  • Forventningerne til regnskabsåret opdateres som følge af udfordringerne i Scandi Byg og MT Højgaard International. De øvrige forretningsenheder, specielt MT Højgaard Danmark, ventes fortsat at forbedre indtjening i 2022.
  • Omsætningen ventes nu at blive i niveauet 8,5 mia. kr. (tidligere: 8,0-8,2 mia. kr.) efter en vækst på ca. 18% i 1. halvår 2022.
  • Driftsresultatet før særlige poster ventes nu at blive 215-240 mio. kr. Det vil svare til en forbedring på 20-34% i forhold til 2021.
  • Med den kendte fasning af projekter og ordrer ventes indtjeningen fortsat at stige i 2. halvår 2022, i takt med at kapaciteten udnyttes endnu bedre, og flere projekter overgår fra forberedelses- til byggefasen, ligesom MT Højgaard Projektudvikling ventes at sælge flere egenudviklede projekter.
  • I de opdaterede forventninger for 2022 er indregnet en vis, negativ effekt af prisstigninger på byggematerialer og pres på forsyningskæder. Pris- og leveranceproblemer udgør dog fortsat en væsentlig risiko.

”85% af vores forretning kører, som den skal. De danske bygge- og anlægsvirksomheder leverer tilfredsstillende resultater med god vækst og stigende indtjening. Ledere og medarbejdere har indtil nu dygtigt håndteret de historisk høje priser på byggematerialer, og ordrebogen vokser fortsat, takket være satsningen på nære kundesamarbejder. Desværre har vi udfordringer i de internationale aktiviteter og i Scandi Byg, og for begge forretningsområder er der iværksat turnaround planer. Udfordringerne til trods er vi godt på vej til at øge koncernens indtjening for fjerde år i træk”, siger koncernchef Henrik Mielke.

ÆNDRING AF FINANSKALENDER

Som nævnt er offentliggørelsen af delårsrapporten fremrykket fra 25. august 2022 til 24. august 2022.

Kontakt: Henvendelse til CEO Henrik Mielke og CFO Martin Solberg kan ske på telefon +45 22 70 93 65.

Direktionen præsenterer halvårsrapporten på en telekonference i morgen (25. august) kl. 12:15.

Vedhæftede filer



Attachments

MTHH_Selskabsmeddelelse_Q2_DK MTHH_Q2_2022_DK mthh-2022-06-30-da