Bavarian Nordic skal levere koppevacciner til strategisk lager i EU


KØBENHAVN, Danmark, 23. juni 2023 – Bavarian Nordic A/S (OMX: BAVA) meddelte i dag, at selskabet har indgået en kontrakt til en værdi af EUR 10 mio. på levering af koppevacciner til rescEU, et strategisk beredskab hørende under den Europæiske Union (EU), med henblik på at styrke EU’s evne til at beskytte sig mod biologiske trusler i fremtiden. Det strategiske lager er etableret for at sikre hurtig udrulning af medicinske modforanstaltninger i nødsituationer til EU’s medlemslande samt øvrige lande, der deltager i EU-civilbeskyttelsesmekanismen.

Levering af vaccinerne forventes at ske i første halvår 2024 og vil således ikke påvirke selskabets forventninger til det økonomiske resultat for 2023.

Paul Chaplin, administrerende direktør i Bavarian Nordic, udtaler: “Vi er begejstrede over at udvide vores samarbejde med EU omkring opbygningen af et stærkere beredskab mod fremtidige biologiske trusler. Siden sidste år har vi samarbejdet med EU’s Myndighed for Kriseberedskab og ‑indsats på Sundhedsområdet, HERA, om levering af vores vaccine til at afhjælpe udbruddet af mpox, hvilket har ført til et flerårigt partnerskab, der har udvidet adgangen til vaccinen i Europa. Med denne nye kontrakt med en anden strategisk myndighed inden for EU hjælper vi nu også med at styrke Unionens evne til at imødegå fremtidige sundhedskriser, så som tilsigtede angreb med, eller utilsigtede udslip af kopper.”

RescEU er en del af EU's civilbeskyttelsesmekanisme, der er etableret af Europa-Kommissionen for at beskytte borgere mod katastrofer og håndtere nye risici. Det omfatter en flåde af brandslukningsfly og helikoptere, medicinske evakueringsfly og et lager af medicin og felthospitaler, der kan indsættes i nødsituationer. Beredskabet skal desuden kunne indsættes til at imødegå kemiske, biologiske, radiologiske og nukleare risici og rummer bl.a. lagre af medicinske modforanstaltninger. I en nødsituation yder rescEU bistand til alle EU-medlemsstater, deltagende stater til civilbeskyttelsesmekanismen og i særlige tilfælde også lande uden for EU.
Læs mere: https://civil-protection-humanitarian-aid.ec.europa.eu/what/civil-protection/resceu_en.

Om Bavarian Nordic
Bavarian Nordic er et fuldt integreret vaccineselskab, der er fokuseret på udvikling, produktion og kommercialisering af livsvigtige vacciner. Vi er globalt førende inden for koppe- og mpox-vacciner, som er blevet udviklet gennem vores mangeårige partnerskab med den amerikanske regering, og har en stærk produktportefølje af rejsevacciner samt vacciner mod endemiske sygdomme. Med udgangspunkt i vores virale vaccineplatform, MVA-BN® samt indlicenserede teknologier, har vi udviklet en bred portefølje af produktkandidater, der sigter mod at forbedre og beskytte liv ved at frigøre immunsystemets egne kræfter. For yderligere information besøg www.bavarian-nordic.com.

Udsagn om fremtiden
Denne meddelelse indeholder fremadrettede udsagn, som er forbundet med risici, usikkerheder og andre faktorer, hvoraf mange er uden for vores kontrol. Dette kan medføre, at faktiske resultater afviger væsentligt fra de resultater, som er omhandlet i ovennævnte fremadrettede udsagn. Fremadrettede udsagn omfatter udsagn vedrørende vores planer, mål, fremtidige begivenheder, præstation og/eller anden information, som ikke er historisk information. Alle fremadrettede udsagn skal udtrykkeligt vurderes i sammenhæng med de forbehold, der er taget eller henvist til i denne erklæring. Vi påtager os ingen forpligtelser til offentligt at opdatere eller revidere udsagn om fremtiden således, at disse afspejler efterfølgende begivenheder eller omstændigheder, undtagen i det omfang dette er foreskrevet ved lov.

Kontakt
Rolf Sass Sørensen, Vice President Investor Relations, Tlf. +45 61 77 47 43

Selskabsmeddelelse nr. 26 / 2023

 

Vedhæftet fil



Attachments

2023-26-da