Bavarian Nordic offentliggør regnskab for første halvår 2023


KØBENHAVN, Danmark, 23. august 2023 – Bavarian Nordic A/S (OMX: BAVA) offentliggjorde i dag regnskab samt rapporterede på begivenheder for første halvår 2023. Desuden offentliggør selskabet finanskalender for 2024.

  • Omsætningen steg med 278% til DKK 3.239 mio. i første halvår og driftsoverskuddet (EBITDA) steg til DKK 1.171 mio.
  • I første halvår bestod omsætningen af DKK 2.182 mio. fra salg af JYNNEOS®/IMVANEX®/IMVAMUNE® mpox-/koppevaccine, DKK 555 mio. fra salg af Rabipur®/RabAvert®, DKK 299 mio. fra salg af Encepur®, DKK 35 mio. fra salg af Vivotif® og Vaxchora®, DKK 81 mio. fra salg af tredjepartsprodukter og DKK 87 mio. i øvrige indtægter.
  • Omsætningen i andet kvartal udgjorde DKK 1.987 mio. bestående af DKK 1.334 mio. fra salg af JYNNEOS®/IMVANEX®/IMVAMUNE® mpox-/koppevaccine, DKK 313 mio. fra salg af Rabipur®/RabAvert®, DKK 211 mio. fra salg af Encepur®, DKK 35 mio. fra salg af Vivotif® og Vaxchora®, DKK 38 mio. fra salg af tredjepartsprodukter og DKK 56 mio. i øvrige indtægter.
  • Likvider udgjorde DKK 1.385 mio. ved udgangen af halvåret.
  • De finansielle forventninger til helåret fastholdes med en omsætning på ca. DKK 6.900 mio. og et driftsresultat før afskrivninger og nedskrivninger (EBITDA) på ca. DKK 2.300 mio.
DKK mio.Q2 2023Q2 2022H1 2023H1 20222023 forventet *
Omsætning1.9875373.2398576.900
EBITDA690(118)1.171(212)2.300

* Cirkatal

Administrerende direktør i Bavarian Nordic, Paul Chaplin udtaler: “De stærke resultater er udtryk for vores succesfulde kommercielle strategi, og er vores bedste halvårsresultat nogensinde. Som ventet fortsætter vores mpox-vaccine med at generere en væsentlig indtægtsstrøm i 2023, men nok så vigtigt præsterer vores rejsevacciner bedre og bedre for hvert kvartal som følge af markedsvækst og stærk brand performance. Vi er i gang med at udvide denne forretning yderligere gennem vores seneste opkøb, der har tilføjet to markedsførte vacciner samt en lovende vaccinekandidat mod chikungunya til porteføljen, hvilket gør os til det største rejsevaccineselskab i verden. Med to afsluttede, succesfulde fase 3-forsøg arbejder vi nu frem mod godkendelse af chikugunya-vaccinen, der vil udgøre et væsentligt bidrag til beskyttelse mod en alvorlig og invaliderende sygdom ved lancering i 2025. RSV-programmet er nedlagt efter de skuffende fase 3-resultater, men med vores øvrige forretning har vi etableret et robust fundament for videre vækst og vi er fokuserede på en fortsat stærk eksekvering af vores kommercielle strategi.”

Begivenheder i perioden

  • I maj afsluttede Bavarian Nordic købet af rejsevaccineporteføljen fra Emergent BioSolutions og overtog dermed ejerskabet af to markedsførte vacciner, Vivotif® mod tyfus og Vaxchora® mod kolera, samt fase 3-vaccinekandidaten CHIKV VLP mod chikungunya. Købet omfattede desuden en produktionsfacilitet i Schweiz samt forsknings- og udviklingsfaciliteter inklusive medarbejdere i USA. Ved transaktionens afslutning betalte Bavarian Nordic USD 274 mio. kontant til Emergent BioSolutions, inklusive estimerede justeringer for arbejdskapital, gæld og andre sædvanlige justeringer ved afslutning.
  • I juni rapporterede Bavarian Nordic toplinjeresultater fra fase 3-forsøget med COVID-19 boostervaccinekandidaten ABNCoV2. Om end forsøget nåede sit primære endemål, hvilket var at vise non-inferioritet i forhold til en godkendt mRNA-vaccine med hensyn til at fremkalde neutraliserede antistoffer mod den originale SARS-CoV-2 virus (Wuhan wild type), kan dette være utilstrækkeligt til at understøtte en produktgodkendelse, da vaccinens effektivitet mod fjernere, cirkulerende varianter vil være væsentlige i myndighedernes evaluering af den overordnede effektivitet af ABNCoV2. Desuden blev opfølgningsresultater fra fase 2-forsøget med ABNCoV2 rapporteret, som viste vedvarende antistofniveauer, der var associeret med et højt beskyttelsesniveau mod den originale SARS-CoV-2 virus (Wuhan) i 12 måneder efter boostervaccination. Mod en cirkulerende omikron-variant (XBB.1.1) sås dog lavere antistofniveauer, der var associeret med en lavere grad af beskyttelse.
  • I juni rapporterede Bavarian Nordic indledende resultater fra det første fase 3-forsøg med CHIKV VLP, der viste at vaccinen var immunogen i raske voksne i alderen 65 år og opefter, hvilket sås ved en fremkaldelse af neutraliserende antistoffer i 87% af personerne, der blev vaccineret med CHIKV VLP 22 dage efter vaccination, hvormed forsøget nåede sit primære endemål.
  • I juni indgik Bavarian Nordic en kontrakt til en værdi af EUR 10 mio. om levering af koppevacciner til rescEU, et strategisk beredskab hørende under den Europæiske Union (EU), med henblik på at styrke EU’s evne til at beskytte sig mod biologiske trusler i fremtiden.

Begivenheder efter rapporteringsperioden

  • I juli meddelte Bavarian Nordic at fase 3-forsøget med MVA-BN® RSV, selskabets vaccinekandidat mod RS-virus (RSV) for personer i alderen 60 år og opefter, ikke nåede alle de primære mål om at forebygge RSV-relateret sygdom i de nedre luftveje. På baggrund af disse resultater er udviklingen af RSV-programmet ophørt, herunder også partnerskabet med Nuance Pharma omkring udviklingen og lanceringen af vaccinen i udvalgte asiatiske markeder.
  • I august rapporterede Bavarian Nordic positive toplinjeresultater fra et randomiseret, dobbeltblindet, placebokontrolleret fase 3 klinisk forsøg med CHIKV VLP i unge og voksne i alderen 12 til 64 år. Forsøget nåede sit primære endemål, idet vaccinen fremkaldte neutraliserende antistoffer mod chikungunya i 98% af personerne i den aktive gruppe 22 dage efter vaccination. Desuden blev neutraliserende antistoffer observeret i 97% af forsøgspersonerne 2 uger efter vaccinationen, hvilket bekræfter en hurtig indtræden af beskyttende niveauer af immunitet. Resultaterne fra dette forsøg samt fase 3-frosøget i ældre, der blev rapporteret i juni, vil danne baggrund for indsendelse af registreringsansøgninger til de amerikanske og europæiske lægemiddelmyndigheder i 2024.
  • I august modtog Bavarian Nordic en ny kontrakt til en værdi af USD 120 mio. fra den amerikanske regering. Kontrakten vil understøtte produktion af ny råvaccine til delvis genopfyldning af lageret, der blev anvendt i forbindelse med mpox-udbruddet i 2022 med henblik på at kunne opfylde selskabets langsigtede forpligtelser om levering af en frysetørret udgave af vaccinen til USA’s koppevaccineberedskab.

Finanskalender 2024
Årsrapport 2023                                6. marts 2024
Regnskab for første kvartal (Q1)       8. maj 2024
Halvårsregnskab (Q2)                        22. august 2024
Regnskab for tredje kvartal (Q3)      15. november 2024

Webcast og telefonkonference
Selskabets ledelse afholder en telefonkonference for investorer og analytikere i dag kl. 14.00 dansk tid for at præsentere halvårsregnskabet og besvare eventuelle spørgsmål. Det er muligt at høre en live eller arkiveret webcast af telefonkonferencen via https://bit.ly/3KdbHjU. For at stille spørgsmål, skal der foretages registrering forud for eventet via https://bit.ly/44ULhLC.

Kontakt
Rolf Sass Sørensen, Vice President Investor Relations, Tlf. +45 61 77 47 43

Selskabsmeddelelse nr. 31 / 2023

Om Bavarian Nordic
Bavarian Nordic er et fuldt integreret vaccineselskab, der er fokuseret på udvikling, produktion og kommercialisering af livsvigtige vacciner. Vi er globalt førende inden for koppe- og mpox-vacciner, som er blevet udviklet gennem vores mangeårige partnerskab med den amerikanske regering, og har en stærk produktportefølje af rejsevacciner samt vacciner mod endemiske sygdomme. For yderligere information besøg www.bavarian-nordic.com.

Udsagn om fremtiden
Denne meddelelse indeholder fremadrettede udsagn, som er forbundet med risici, usikkerheder og andre faktorer, hvoraf mange er uden for vores kontrol. Dette kan medføre, at faktiske resultater afviger væsentligt fra de resultater, som er omhandlet i ovennævnte fremadrettede udsagn. Fremadrettede udsagn omfatter udsagn vedrørende vores planer, mål, fremtidige begivenheder, præstation og/eller anden information, som ikke er historisk information. Alle fremadrettede udsagn skal udtrykkeligt vurderes i sammenhæng med de forbehold, der er taget eller henvist til i denne erklæring. Vi påtager os ingen forpligtelser til offentligt at opdatere eller revidere udsagn om fremtiden således, at disse afspejler efterfølgende begivenheder eller omstændigheder, undtagen i det omfang dette er foreskrevet ved lov.

Vedhæftet fil



Attachments

Delårsrapport H1 2023