Alm. Brand Group ændrer ledelsesstrukturen og tilpasser organisationen


Alm. Brand Group ændrer ledelsesstrukturen og tilpasser organisationen

Alm. Brand Group tager nu det næste skridt mod at indfri potentialet som et stort dansk skadesforsikringsselskab med skala og bred tilstedeværelse på tværs af erhvervs- og privatkundemarkedet. Alm. Brand Group tilpasser således koncernen og skaber en ny og enklere organisation med en mere effektiv ledelsesstruktur forankret i en ny øverste ledelse med fem medlemmer. Med ændringerne følger, at Alm. Brand Group i dag tager afsked med 105 medarbejdere på tværs af organisationen.

CEO Rasmus Werner Nielsen udtaler:

”Den hidtidige organisation har sikret, at vi har kunnet gennemføre de store forandringer i forbindelse med sammenlægningen af Alm. Brand og Codan og samtidig opretholde kontinuitet i vores drift og service af vores kunder. Vi er nu nået så langt, at vi i dag kan tage det næste skridt med en tilpasning af organisationen, der forenkler og styrker vores forretning og skaber en mere effektiv ledelsesstruktur.

Den nye organisering giver os et endnu stærkere kundefokus, et entydigt ansvar for lønsomhed og integrations-aktiviteter samt endnu hurtigere beslutningsprocesser på tværs af koncernen. Ændringerne gør det samtidig muligt at udnytte koncernens skalafordele endnu bedre og dermed styrke vores konkurrenceevne yderligere ved at sammenlægge funktioner og enheder.

Vi har siden sammenlægningen begrænset antallet af nyansættelser mest muligt, men vi kan desværre ikke undgå afskedigelser, selvom det er utrolig trist at skulle sige farvel til dygtige kolleger, som har været med til at skabe det Alm. Brand Group, vi er i dag.”

Ny effektiv struktur forankret i Group Executive Management
Den nye organisation er forankret i en ny øverste ledelse, Group Executive Management (GEM), med fem medlemmer, der dels i fællesskab har det samlede ledelsesansvar for koncernen, dels har et individuelt ansvar for hvert sit koncernområde:

  • CEO Rasmus Werner Nielsen leder GEM og varetager koncernansvaret for en række stabsfunktioner, bl.a. koncernens overordnede strategi og kommunikation.
  • Vice-CEO Anne Mette Toftegaard leder koncernområdet People & Claims. Området er ansvarligt for den fortsatte drift og transformation af Skadeservice, og Anne Mette Toftegaard varetager i sin rolle som vice-CEO samtidig koncernansvaret for en række stabsfunktioner og udvikling af nye forretningsmuligheder på tværs af koncernen.
  • CFO Andreas Ruben Madsen vil fortsat have ansvar for koncernens økonomifunktioner i området Finance.
  • CCO Camilla Amstrup, som hidtil har ledet Erhverv, vil lede området Commercial, hvor det kommercielle ansvar på tværs af privat- og erhvervskundemarkedet samles i én stor enhed.
  • CIO Bo Krag Esbensen vil fortsat lede området Business Development & Technology, der også har koncern-ansvaret for koncernens integrationsprogram.

Forventninger
I forbindelse med de i dag annoncerede afskedigelser vil Alm. Brand Group udgiftsføre engangsomkostninger på ca. 50 mio. kr. i 4. kvartal 2023 under posten ”Særlige omkostninger”. Særlige omkostninger til integration af Codan, realisering af synergier og fratrædelsesomkostninger relateret til dagens afskedigelser forventes nu at blive i niveauet 350 mio. kr. mod tidligere i niveauet 300-350 mio. kr. Alle øvrige forventninger fastholdes, herunder et forsikringsresultat på 1,35-1,45 mia. kr. eksklusive afløbsgevinster og -tab for 4. kvartal 2023.

Alm. Brand Groups finansielle målsætninger frem mod 2025 påvirkes ikke af dagens tilpasning af organisationen.

Kontakt

Eventuelle henvendelser vedrørende denne selskabsmeddelelse bedes rettet til:

Investorer og aktieanalytikere:                 

Head of Investor Relations                Senior Investor Relations Officer
Mads Thinggaard                 Mikael Bo Larsen
mobil nr. 20 25 54 69                mobil nr. 51 43 80 02

Presse:        

Pressechef                        Presseansvarlig
Mikkel Lars Nikolajsen                Mikael Winkler
mobil nr. 22 18 57 11                 mobil nr. 20 36 38 31

Vedhæftet fil



Attachments

AS 22 2023 - Ændring af ledelsesstruktur og organisation