Bavarian Nordic iværksætter nyt incitamentsprogram for koncernledelsen og udvalgte medarbejdere


KØBENHAVN, Danmark, 13. december 2023 – Bavarian Nordic A/S (OMX: BAVA) meddelte i dag, at bestyrelsen har besluttet at etablere et nyt langsigtet incitamentsprogram for koncernledelsen og udvalgte medarbejdere i Bavarian Nordic koncernen. Medlemmer af koncernledelsen vil modtage en blanding af performancebaserede betingede aktier og tegningsoptioner, som begge vil være baseret på succesfuld opnåelse af relevante Key Performance Indicators (KPI’er). Medarbejdere, der deltager i programmet, vil kun modtage tegningsoptioner. Beslutningen er truffet i henhold til generalforsamlingens bemyndigelser til bestyrelsen, jf. vedtægternes § 5b og 5c, og i overensstemmelse med selskabets vederlagspolitik.

Der tildeles i alt 161.412 tegningsoptioner til medlemmer af koncernledelsen til en udnyttelseskurs på DKK 172,40 pr. aktie, svarende til markedskursen for Bavarian Nordics aktie på tildelingstidspunktet. Desuden tildeles i alt 61.602 performancebaserede betingede aktier til medlemmer af koncernledelsen. Den kombinerede værdi af tegningsoptioner og performancebaserede betingede aktier, der tildeles det enkelte medlem af koncernledelsen, udgør op til 100% af deres faste årlige basisløn. De performancebaserede betingede aktier vil blive overdraget tre år efter tidspunktet for tildeling, forudsat at alle betingelser herfor er opfyldt. Overdragelse af tegningsoptioner og performancebaserede betingede aktier forudsætter forudgående opfyldelse af KPI’er, som fastsættes af bestyrelsen.

Der tildeles i alt 1.105.169 tegningsoptioner til udvalgte medarbejdere i Bavarian Nordic koncernen til en udnyttelseskurs på DKK 191,58 pr. aktie, fastsat som den gennemsnitlige markedskurs (lukkekurs) på selskabets aktie på Nasdaq Copenhagen over de seneste 15 dage før tildelingstidspunktet, tillagt 15%.

Sammenlagt tildeles der 1.266.581 tegningsoptioner under de nye programmer, hvilket giver optionsholderne ret til tegning af op til i alt 1.266.581 aktier a nominelt DKK 10. Udnyttelse af erhvervede tegningsoptioner kan ske, helt eller delvist, i otte fastsatte tegningsperioder i løbet af 2027 og 2028. Jævnfør vederlagspolitikken er der fastsat en maksimumværdi for udnyttelsen for hver enkelt optionsholder på udnyttelsestidspunktet.

Ved anvendelse af Black-Scholes model og efter justering for den historiske sandsynlighed for opnåelse af KPI’er, er den teoretiske værdi pr. tegningsoption til medlemmerne af koncernledelsen beregnet til DKK 63,58. Black-Scholes-værdien pr. tegningsoption til udvalgte medarbejdere er beregnet til DKK 62,45. Beregningerne er foretaget ud fra en aktiekurs på DKK 172,40, en risikofri rente på 2,55% og ud fra den historiske volatilitet for aktierne i relevante peers.

Værdien af hver af de performancebaserede betingede aktier, der tildeles medlemmer af koncernledelsen, udgør DKK 166,59, og er fastsat som den gennemsnitlige markedskurs (lukkekurs) på selskabets aktie på Nasdaq Copenhagen over en periode på 15 dage forud for tildelingen.

Om Bavarian Nordic
Bavarian Nordic er et fuldt integreret vaccineselskab, der er fokuseret på udvikling, produktion og kommercialisering af livsvigtige vacciner. Vi er globalt førende inden for koppe- og mpox-vacciner, som er blevet udviklet gennem vores mangeårige partnerskab med den amerikanske regering, og har en stærk produktportefølje af rejsevacciner samt vacciner mod endemiske sygdomme. For yderligere information besøg www.bavarian-nordic.com.

Udsagn om fremtiden
Denne meddelelse indeholder fremadrettede udsagn, som er forbundet med risici, usikkerheder og andre faktorer, hvoraf mange er uden for vores kontrol. Dette kan medføre, at faktiske resultater afviger væsentligt fra de resultater, som er omhandlet i ovennævnte fremadrettede udsagn. Fremadrettede udsagn omfatter udsagn vedrørende vores planer, mål, fremtidige begivenheder, præstation og/eller anden information, som ikke er historisk information. Alle fremadrettede udsagn skal udtrykkeligt vurderes i sammenhæng med de forbehold, der er taget eller henvist til i denne erklæring. Vi påtager os ingen forpligtelser til offentligt at opdatere eller revidere udsagn om fremtiden således, at disse afspejler efterfølgende begivenheder eller omstændigheder, undtagen i det omfang dette er foreskrevet ved lov.

Kontakt
Rolf Sass Sørensen, Vice President Investor Relations, Tlf. +45 61 77 47 43

Selskabsmeddelelse nr. 39 / 2023

Vedhæftet fil



Attachments

2023-39-da