Resultat på 2.129 mio. kr. for 1. halvår 2024


Pressemeddelelse



 

Telefon 45 14 14 00



19. juli 2024




Resultat på 2.129 mio. kr. for 1. halvår 2024

Realkredit Danmark har i dag offentliggjort sin delårsrapport for 1. halvår 2024.

Administrerende direktør Kamilla Hammerich Skytte udtaler i forbindelse med regnskabet:

”Realkredit Danmark leverede i 1. halvår et solidt resultat, der var på niveau med resultatet for samme periode i 2023. Den positive udvikling i toplinjen skyldtes det højere renteniveau, mens øgede modelbaserede nedskrivninger på udlån trak i modsat retning.

Aktiviteten på boligmarkedet har rettet sig i løbet af 2024 efter et dyk i starten af året. Boligmarkedet er i det hele taget ikke blevet påvirket i større omfang af overgangen til de nye boligskatteregler. Selvom der fortsat er stor usikkerhed om både udviklingen i økonomien og boligmarkedet i de kommende år, så understøttes boligmarkedet af faktorer som lav ledighed, pæne lønstigninger og lavere inflation, og vi forventer samlet set prisstigninger på omkring 3-4 pct. i 2024.  

I Danske Bank-koncernen har vi som altid stort fokus på at give kunderne den bedst mulige rådgivning og attraktive lånevilkår på tværs af koncernens realkredit- og bankboliglån. Som led i koncernens Forward ’28 strategi har vi sammen med Danske Bank senest sænket renten på efterfinansiering, hvilket især er til gavn for førstegangskøbere.  

Den grønne omstilling inden for både private boliger og erhvervsejendomme er et væsentligt fokusområde, og vores mål er at gøre det så enkelt som muligt for vores kunder at fremtidssikre deres boliger og ejendomme. Danske Bank-koncernens attraktive vilkår for lån til energirenoveringer gælder således nu også lån til klimatilpasning af boliger. Vi har samtidig udvidet vores samarbejde med det rådgivende ingeniørfirma OBH, så kunder ud over rådgivning om energiforbedringer også kan få råd om klimatilpasninger.” 

Rapporten er tilgængelig på rd.dk. Her følger udvalgte hovedpunkter:

  • Realkredit Danmark opnåede i 1. halvår 2024 et resultat efter skat på 2.129 mio. kr. mod 2.141 mio. kr. i 1. halvår 2023. Toplinjen steg som følge primært af det højere renteniveau. Dog blev denne stigning modsvaret af modelbaserede nedskrivninger.

  • Vi gjorde fremskridt i forhold til vores klimaplan (Climate Action Plan), og der var stigende aktivitet blandt erhvervsejendomskunderne. Det er vores ambition at reducere CO2-udledningen fra ejendomme i Danmark med 75 pct.

  • Vi fortsatte med at udstede grønne obligationer til erhvervskunderne til finansiering af ejendomme, der opfylder kravene i vores ramme for udstedelse af grønne obligationer (Green Financing Framework). Ved udgangen af juni 2024 havde vi udstedt grønne obligationer for 28,3 mia. kr.

  • Realkreditudlånet målt til dagsværdi faldt med 9 mia. kr. til 744 mia. kr. i 1. halvår 2024. Udviklingen skyldtes et fald i den nominelle obligationsrestgæld på 4 mia. kr. og et fald i markedsværdireguleringen af realkreditudlånet på 5 mia. kr.

  • Kreditkvaliteten var fortsat solid, mens nedskrivninger på udlån var påvirket af en planlagt modelbaseret ændring.

  • Realkredit Danmarks kapitalposition er fortsat robust med væsentlige buffere i forhold til de regulatoriske krav. Kapitalgrundlaget udgjorde 49,7 mia. kr., og solvensprocenten var 31,6 pct.

  • Det Systemiske Risikoråd har anbefalet, at der aktiveres en systemisk buffer på 7 pct. for eksponeringer mod ejendomsselskaber. Som følge heraf vil der fra 1. juli 2024 være et øget krav til kapitalbufferen i den finansielle sektor på 10 mia. kr. Med henblik på at sikre en balanceret kapitalstruktur, har Realkredit Danmark derfor besluttet ikke at foretage ekstraordinære udbyttebetalinger i løbet af 2024.

  • Realkredit Danmark forventer, at nettoresultatet for 2024 bliver marginalt højere end i 2023.

Kontakt: Administrerende direktør Kamilla Hammerich Skytte, telefon 45 13 20 82

Vedhæftede filer



Attachments

RD pressemeddelelse 19 juli 2024 Realkredit Danmark - Interim report first half 2024