EgnsINVEST Ejendomme Tyskland A/S - Resultat 1. halvår 2024 – 35,4 mio. kr.


Den 29. august 2024

  • Værdireguleringer i 1. halvår 2024 udgør 30,4 mio. kr.
  • Indre værdi er 248,86 pr. 30. juni 2024
  • EBVAT 2,5 mio. kr. for perioden i 2. kvartal 2024

1. halvår 2024
For perioden 1. januar - 30. juni er det samlede resultat før skat 35,4 mio. kr. Heraf udgør resultatet før kurs- og værdireguleringer (EBVAT) 5 mio. kr. Dagsværdireguleringer udgør i 1. halvår dermed 30,4 mio. kr.

Perioden 1. april til 30. juni 2024
EgnsINVEST Ejendomme Tyskland A/S har i 2. kvartal 2024 realiseret et resultat før skat på i alt 11,4 mio. kr., hvoraf 8,9 mio. kr. kan henføres til dagsværdiregulering af investeringsejendomme. Resultatet før kurs- og værdireguleringer (EBVAT) er dermed på 2,5 mio. kr. i perioden.

Selskabets indre værdi er steget med 1,62% til 248,86 i perioden.

Selskabets tomgang er 0,79% for boliger og 7,87% for erhverv pr. 30. juni 2024, i alt 1,52% (13 lejemål).

Egenkapitalforrentningen før skat udgør 2,0% i 2. kvartal 2024.

De likvide beholdninger udgør 6,5 mio. kr. Der er ubenyttede kreditter i selskabet på 37,7 mio. kr., som kan anvendes til udvikling af porteføljen.

Ledelsens forventninger
Processen med at forhøje lejen på erhvervslejemål har selskabet arbejdet med hele året. Den positive værdiudvikling her i 2. kvartal på 8,9 mio. kr. og samlet for halvåret på 30,4 mio. kr., kan således tillægges, at der er underskrevet flere lejekontrakter med både nye og eksisterende lejere på gunstige niveauer. Processen har samtidig sikret en faldende tomgang i erhvervslejemålene,” udtaler adm. direktør Thorkild Steen Sørensen. Opskrivningerne har fundet sted i en periode med uændrede afkastkrav. Arbejdet med at forhandle lejekontrakter og udskifte erhvervslejere er en løbende proces, som vil fortsætte i hele 2024.

Resultatet før skat og værdireguleringer (EBVAT) i 2. kvartal på 2,5 mio. kr. følger forventningerne og samlet betyder det, at selskabet i 1. halvår 2024 har opnået et resultat før skat på 35,4 mio. kr.

Selskabet fastholder forventningen om, at EBVAT i 2024 i det nuværende renteniveau vil ligge i intervallet 11,1-12,6 mio. kr. Flere økonomer forventer, at der vil komme rentenedsættelser i andet halvår 2024. Hvis disse forventninger indfries, vil det have en positiv effekt på årets resultat. Næste møde i ECB, hvor pengepolitikken er på programmet, afholdes den 12. september 2024.

Udover at følge udmeldingerne fra ECB, holder selskabet også øje med udviklingen på Berlins ejendomsmarked. Rentefaldet i juni har smittet af på markedet. I 2. kvartal 2024 er antallet af transaktioner steget i forhold til samme periode sidste år.

Med venlig hilsen
EgnsINVEST Ejendomme Tyskland A/S

Kontakt vedr. ovenstående kan rettes til:

Kommunikationschef i EgnsINVEST Ejendomme Tyskland A/S, Ulla Sørensen 76 25 01 54, us@egnsinvest.dk
Bestyrelsesformand i EgnsINVEST Ejendomme Tyskland A/S, Knud Lomborg – 20 98 50 60
Direktør i EgnsINVEST Ejendomme Tyskland A/S, Thorkild Steen Sørensen – 76 25 01 46

Certified Adviser er: Clearwater International K/S, Jakob Tolstrup Kristensen

Om EgnsINVEST Ejendomme, Tyskland A/S
EgnsINVEST Ejendomme Tyskland A/S ejer, driver og udvikler en ejendomsportefølje i Berlin, hvor forretningsgrundlaget skabes gennem optimering af driften og udvikling af disse ejendomme. Ejendommene er primært beliggende i byens attraktive boligområder, herunder Charlottenburg, Friedrichshain, Prenzlauer Berg og Mitte. Yderligere oplysninger fås på hjemmesiden: ejdtyskland.dk

Vedhæftet fil



Attachments

20240829_halvaarsrapport